Nausia. Foto: Joachim Vilstrup
Sjæl på tilbud
Har du nogensinde set en af de dyredokumentarer, hvor et kobbel ulve lukker en husky ind i flokkens rækker, hvor en los bliver bedste venner med en huskat, eller en løve adopterer en gazelleunge? Denne aften var gazelleunge doom-jazzbandet Nausia, der indfandt sig i løvernes hule, da de spillede i Basement. De var selv bevidst om diskrepansen mellem dem og de andre artister på programmet, for som saxofonist Isak Schiødt sagde: 'Vi er nok det mindst metal navn på plakaten'. Hvis man følger metallens rødder tilbage til dens spæde kim dybt i den sorte muld, er sammensætningen af jazz og metal dog ikke så umage endda. Hvis den amerikanske bluesmusiker Robert Johnson aldrig havde solgt sin sjæl for at spille deltajazz, havde vi aldrig haft metalklassikere som Ozzy – så det var en satans god handel, Djævelen lavede den dag. Det blod, som djævlekontrakten blev skrevet med, må dog efterhånden være klumpet, koaguleret og krakeleret. Nu skulle vi høre, om den alligevel stadig stod ved magt.
Knus porcelænsdukkens malede smil
Schiødt og hans medsaxofonist Oscar Faye blæste liv i kompositionerne, da bløde toner snoede sig som soniske silkebånd ud af saxofonerne. De smøg sig omkring os og slog sløjfe om hjerterne, så de slog i takt med trommeslager Laurits Schmidts rytmesentenser. Disse var til tider noget ukarakteristiske for jazzens verden og bidrog til tider med en nærmest rocket råhed, som gav kant til den ellers fløjlsbløde musik. Dette bluesrockede islæt blev til tider ligeledes understøttet af Christoffer Beeses guitar, hvis toner dog for det meste sagte græd lyseblå tårer. Den var ikke langt fremme i lydbilledet, men saltet fra disse tårer fungerede alligevel godt som krydderi og næring for de andre instrumenters delelementer. Under enkelte af sangene savnede jeg udvikling, som altid indfandt sig til sidst, men under nogle numre måtte vi løbe længe i tomgang, inden vi nåede målet. Nausia arbejder godt med diskanter, som kastede et mareridtsskær over de ellers tilforladelige harmonier. Deres sæt var relativt kort, og mit blik var som naglet til scenen under hele koncerten, tryllebundet af den djævelske jazz.
Det er et kreativt band, men de leger med genren, som et velopdragent barn gør det med porcelænsdukker: forsigtigt, så deres tomme hoveder ikke baldrer mod gulvet. Det ville dog øge deres allerede høje niveau, hvis de turde slå flere skår i porcelænsdukkernes malede ansigter og lege vildere med (og uden for) genren.
Nye toner til nye tider
Der sker en stor udvikling på den unge jazzscene disse år med mange unge interessante navne, der udvider jazzens allerede ret plastiske genrekategori. Nausia er en del af denne nyere talentbølge, som strømmer ind over det ellers veletablerede parnas og skyller de forstokkede, konservative kompositioner ud med nye toner. Jeg håber på at se dem igen på Copenhagen Jazz Festival til sommer, som jeg altid glæder mig til. De er ikke blevet nomineret til Danish Music Awards for ingenting, og at konservatoriehuen trykker. Det er dejligt og forfriskende med nyt talent – også selvom bookingen af dem stadig forekommer en kende bizar, og de stadig mangler at udvikle deres kompositioner til perfektion.
