CMF 2021 - EYES

BETA2300, København S

Officiel vurdering: 9/10

Vaskeægte vanvid – på den fede måde

Københavnske EYES, der tilbage i 2018 debuterede med albummet EYES og i 2020 udgav den anmelderroste efterfølger Underperformer, stod sent fredag aften klar på scenen på BETA. De fem unge mænd i EYES spiller en moderne og kompromisløs omgang hardcore med masser af elementer fra andre subgenrer inden for metallens verden. De var sidste band på BETA, og spørgsmålet er, om de fik lukket scenen med manér?

Splittede BETA til atomer

Det kan der vist ikke være to meninger om. Ikke alene lukkede EYES scenen på BETA, de nærmest jævnede det propfyldte spillested med jorden. Det er i hvert fald længe siden, jeg har været til en koncert, hvor energiniveauet har været så højt allerede fra første taktslag, og hvad vigtigere og mere imponerende er, så blev energiniveauet holdt hele koncerten igennem. Det var ganske enkelt en magtdemonstration i energiudladning.  EYES åbnede festen med numrene ”Swim” og ”Figures”, og så var vi ligesom i gang. Inden det tredje nummer, ”Choke”, gik i gang, lagde frontmand, Victor Kaas, an til en omgang wall of death i publikum, og opfordringen blevet taget op med det samme. Gulvet foran scenen blev ryddet, inden det hele kulminerede i et gigantisk mosh-orgie, i takt med at nummeret startede. Det var første gang denne fredag, at jeg for alvor oplevede et publikum, der var klar til at svede igennem. Og at publikum havde glædet sige til at moshe igennem, blev kun bekræftet, da de første lige knap 100 kg tunge mænd i sorte t-shirts begyndte at crowdsurfe ned gennem salen på BETA. Et fantastisk syn i kølvandet på en begrænsningernes pandemi. Selvom jeg stod relativt langt tilbage i salen, blev jeg revet med af energien, der fra scenen strømmede ud i publikum og fik selv de meste stillestående til at vugge med. Sådan fortsatte det de knap 40 minutter, showet varede. EYES lukkede og slukkede BETA med numrene ”Underperformer” og ”Surf”, og hvilken måde at slutte et show på. Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at se EYES spille, men det show, de skød af fredag aften på BETA, er alligevel noget af det bedste, jeg har set i lang, lang tid på den danske metalscene. Selvom det var et relativt kort show, og man som publikum måske ikke helt fik nok, så gik man derfra med en sult efter mere EYES.

Sådan lukker man en festivalscene

Som det fremgår af ovenstående, så leverede EYES et helt igennem fantastisk show på BETA. Et band i absolut topform, et publikum, der var med fra start, og en lydproduktion, der sad lige i skabet og gjorde det muligt at følge med i musikken. For selvom EYES’ numre umiddelbart godt kan minde om hinanden, så er der faktisk stor diversitet i sangene, og det kom for alvor til udtryk i den vellykkede produktion. Stor ros til scene- og lydholdet. Der er selvfølgelig også stor ros til bandet, der traditionen tro gik på scenen og leverede det, der skal til at holde en rigtig fest; masser af energi, en passende dosis vanvid og ikke mindst godt humør. Alt i alt en fantastik afslutning på første dag på Copenhagen Metal Fest, der ud over EYES bød på flere rigtig gode koncerter. Lørdag bliver forhåbentlig mindst lige så fedt.

Sætliste:

Swim

Figures

Choke

Distance

Them

Off

Voiceswhispersecretsandspeakonlytruths

Underperformer

Surf

Tilføj kommentar