Foto: Lykke Nielsen
Gabestok
Kan man gabe nok?
Inden Gabestok gik på, var der gratis opvarmning i Byhaven. Egentlig var det også noget, man kunne have anmeldt. Meltification og Casket Spray skulle varme publikum op til en lang aften med langsomt metal. De bands skulle dog nok være glade for, at det ikke skete, for vores fotograf var efter sigende tæt på at være blevet deprimeret efter en gennemgående ulidelig oplevelse.
Dermed hvilede ansvaret på det danske blackmetal-/punkband Gabestok. Kunne de løfte stemningen og redde en noget så ujævn start på aftenen?
Mudderpøl i solskinsvejr
Selvom solen skinnede over Vesterport, var der ingen mangel på mudder. Desværre var det ikke kun i overført betydning. Fra koncertens første toner virkede lydbilledet tungt og udefineret. Mixet var ujævnt, lydniveauet overraskende lavt, og gennem hele koncerten var det umuligt at tyde et eneste ord af, hvad forsanger Fleetwood Asp sang. I en genre hvor vokalen ofte fungerer som en vigtig del af atmosfæren, blev den reduceret til skrammel og støj.
Lyssætningen kunne have været med til at kompensere for den flade lydoplevelse, men den gjorde det stik modsatte. Lyset virkede både uskønt og konstant forsinket i sine skift, hvilket fik koncerten til at fremstå ufærdig snarere end stemningsfuld. De tekniske rammer arbejdede ganske enkelt imod bandet. Heller ikke scenen blev for alvor levende. Bandets visuelle udtryk virkede sterilt, og den minimale bevægelse på scenen gav indtryk af et band, der blot gennemførte koncerten for at komme videre. Den distance til publikummet kan fungere for visse black metal-bands, men her blev den aldrig til et bevidst kunstnerisk greb. Den kom snarere til at ligne mangel på engagement.
Det var især ærgerligt, fordi sangene faktisk fungerede godt på plade. Live manglede de imidlertid den gnist og det nærvær, som burde have gjort materialet mere intenst. Fundamentet var der stadig, især hvis man var til black/punk med hæse heksehyl og skramlede riffs, men koncerten forblev mærkværdigt tam. Netop i en genre, der normalt lever af ubehag, kaos og kompromisløs energi, savnede jeg, at musikken blev mere beskidt. Den urovækkende og nærmest klaustrofobiske stemning, som ofte gør black metal fascinerende, udeblev. Tilbage stod et band, der mest af alt virkede, som om de blot ville igennem sættet.
Konsekvensen var, at forbindelsen til publikum aldrig opstod. Der var fint fremmøde, men størstedelen virkede mest optaget af at vente på Castle Rat. Gabestok formåede aldrig at ændre den dynamik eller skabe en følelse af, at opvarmningsbandet var aftenens naturlige startskud. Tværtimod føltes koncerten som en venteposition, og man sad tilbage med indtrykket af, at opholdet i Byhaven næsten havde været mere underholdende.
Nogle gange måtte man godt bare komme for hovednavnet
Gabestok fik desværre ikke overbevist om, at bandets styrker på plade også fungerer live. Koncerten fremstod flad, anonym og overraskende livløs, og den lykkedes aldrig med at bygge den spænding op, som et opvarmningsnavn ideelt skulle levere. Dårlig lyd, svag lyssætning og et band uden synligt overskud blev tilsammen en kombination, der gjorde koncerten svær at engagere sig i. Selvom musikken ikke nødvendigvis kaldte på et eksplosivt sceneshow, burde den som minimum have været båret af nærvær og overbevisning. Det skete aldrig. Da bandet til sidst smed guitarerne på gulvet og forlod scenen uden et eneste ord, føltes det ikke som en kølig eller kompromisløs afslutning. Det virkede bare über-kikset.
Jeg ville fremover hellere blive hjemme og høre Gabestok på Spotify.
Sætliste:
Alle Dør i Fremtiden
Alt Eller Intet som Før
Træk Stikket
En Gang Rådden, Altid Rådden
Retningsløs Vrede
Det er Mig Der Står Herude og Lurer
Castle Rat
Dungeons and Dillermand
Det amerikanske doom-band Castle Rat var blevet et viralt navn efter udgivelsen af The Bestiary. En ting var deres fantasyunivers med halvnøgne kostumer, riddere og plague doctor-masker, men spørgsmålet var, om bandet kunne række ud over sit iøjnefaldende image og levere en koncert, der fungerede på egne musikalske præmisser. Castle Rat lignede på mange måder Greta Van Fleets lettere skæve og kinky heavy-fætter, ikke ligefrem noget, man oplever hver dag. Spørgsmålet var, om udtrykket var mere end blot en gimmick, og om Castle Rat var klar til at redde en ellers skuffende fredag aften?
Stranger Things
Castle Rat gik på scenen og løftede øjeblikkeligt både energiniveauet og stemningen i Pumpehuset. Publikum virkede uden tvivl klar til endelig at få noget for entrébilletten. Fra første nummer stod det klart, at bandet musikalsk trak tydelige spor tilbage til Black Sabbath, mens det visuelle univers havde mere tilfælles med Greta Van Fleets teatralske æstetik. Kombinationen burde næsten ikke fungere, men alligevel smeltede de to udtryk overraskende godt sammen. Det var tydeligt fra start, at det ikke var en koncert, der lagde op til wall of death eller voldsomme moshpits, men Castle Rat havde alligevel et solidt greb om publikum. Der blev headbanget, og djævlehornene kom øjeblikkeligt i vejret. Der opstod hurtigt en fælles forståelse mellem scene og sal, præcis den forbindelse, som aftenens opvarmningsband havde manglet.
Koncerten bevægede sig i et langsomt tempo, men formåede samtidig at føles storladen. Den teatralske historiefortælling opdelt i tre kapitler gav koncerten en tydelig dramaturgi og fungerede som en rød tråd gennem sættet. Historien var ikke i sig selv specielt medrivende, men den gav numrene en sammenhæng, som løftede oplevelsen.
Scenografien var forholdsvis beskeden, hvilket var forståeligt i Pumpehusets rammer. Alligevel efterlod koncerten en fornemmelse af, at Castle Rat ville tage sig markant bedre ud på en større scene, hvor universet kunne få mere plads til at folde sig ud. Bandets identitet var i høj grad bundet op på det visuelle udtryk, og det kunne derfor være interessant at opleve dem i en mere nedbarberet opsætning. Det rejste spørgsmålet om, hvor meget af koncertens gennemslagskraft der lå i musikken, og hvor meget der lå i iscenesættelsen.
Musikalsk leverede bandet et sikkert og velspillet sæt. Materialet stillede ikke de største tekniske krav, men overskuddet på scenen gjorde, at musikerne kunne leve sig fuldt ind i rollerne. Samtidig overraskede sangene positivt med en variation, der forhindrede koncerten i at stagnere. Hvor bandets studieudgivelser let kunne give indtryk af en forholdsvis formelbaseret doom-lyd, bød koncerten på små eksperimenterende elementer, der hele tiden holdt dynamikken i live.
Aftenens største udfordring var igen i lydsiden. Instrumenterne stod væsentligt skarpere end under Gabestok, men forsanger Riley Pinkertons vokal druknede stadig i mixet. Mikrofonen var ganske enkelt sat for lavt, og den mudrede lyd gjorde teksterne umulige at opfange. Jeg bevægede mig rundt flere steder i salen, men oplevelsen var stort set den samme uanset placering. Doom behøver naturligvis ikke at lyde poleret, men der var forskel på rå lyd og utydelig lyd. Bands som Katla har tidligere vist, at balancen sagtens kunne findes. Her virkede problemet mere som et spørgsmål om lydmandens prioriteringer end bandets egne ønsker, Pinkerton havde næppe selv bedt om at blive begravet dybere i mixet end Jason Newsted på … And Justice for All.
Koncertens eneste reelle fejlvurdering kom under afslutningsnummeret ”SIREN”, hvor bandet forsøgte at sætte gang i en circlepit. Set fra bagenden af salen lignede forsøget aldrig for alvor en succes. Publikum virkede ikke helt med på idéen, og initiativet kom så sent i koncerten, at energien allerede havde fundet sit naturlige leje. Havde bandet forsøgt tidligere, kunne det måske have udviklet sig til et af koncertens højdepunkter.
Metallens svar på melatonin
Castle Rat leverede præcis den koncert, man kunne forvente. Den var velspillet, underholdende og havde et stærkt visuelt koncept, men den efterlod samtidig ikke de store aftryk bagefter. Koncerten var hverken skuffende eller decideret imponerende. Den fungerede, mens den stod på, men manglede det ekstra lag, der gjorde oplevelsen mindeværdig.
Bandets største styrke var samspillet mellem musik og fortælling, som gav koncerten et særligt flow og adskilte den fra mange andre doom-koncerter. Omvendt blev oplevelsen holdt tilbage af en lydproduktion, der aldrig helt gjorde musikken retfærdighed. Når vokalen endnu en gang forsvandt i mixet, blev det svært ikke at tænke på, hvor meget bedre koncerten kunne have været under optimale forhold.
Castle Rat leverede en solid og professionel optræden, men også en koncert, der i sidste ende føltes en smule samlebåndsagtig. Man gik næppe skuffet hjem, men man gik heller ikke derfra med følelsen af at have oplevet noget uforglemmeligt.
Sætliste:
Dagger Dragger
WIZARD
WOLF I
Bas Solo
Feed The Dream
UNICORN
Fresh Fur
DRAGON
Cry For Me
SIREN