Har I prøvet med en færge?
Castle Rat er et drønirriterende band, for de fucker med min hjerne. Når jeg bare kigger på bandet, så forventer jeg en klassisk og öld skööl omgang true metal a la Manowar, Vanilla Road, Visigoth og Eternal Champion. Men det sekund deres musik rammer mine ører, skabes der en galopperende mental dissonans. For ganske vist ligner de nogen, der burde spille storladen heltemetal, men det, bandet nu engang serverer, er lodden og ulden okkult proto-doom hevet durk ud af slut-1960’erne og 1970’erne. De spiller med andre ord noget musik, der er ganske lig Coven, Black Sabbath og sågar nyere bands som Lucifer. Det stemmer slet og ret ikke overens i mit hoved. Men uanset hvordan de nu engang ser ud, og om det nu også matcher deres musik, så kan man ikke anfægte den bølge af succes, som bandet p.t. rider på, også selvom vi her på Heavymetal.dk aldrig rigtig har følt os helt overbevist om, hvorvidt den succes nu også er berettiget. Men hvem ved, måske er en færge på godt og vel 18.000 ton præcis den ingrediens, de altid har manglet?
Rats!
For en del år siden snakkede jeg med Yannick Bünger, bassisten fra Dirt Forge. Han fortalte mig, at alle klassiske room-riffs er bygget op omkring 0-10-12 på E-strengen. Efter at have set en hel Castle Rat-koncert må jeg konstatere, at det postulat var ret tæt på at være 100 % korrekt. De spraglede musikanter indtog scenen og lagde ud med “Dagger Dragger”, et af deres bedre numre. Man kan jo mene om kostumebands. hvad man vil, men en ting er dog sikkert, og det er, at selvom bandets lyd og image ikke stemmer overens, så ville Castle Rat aldrig være spændende nok at opleve på en scene, hvis de bare havde stået i jeans og forvaskede T-shirts. De gjorde da også deres bedste for at få publikum engageret i deres metaunivers om vampyrer, portaler, druider, pest og rotter, men det var aldrig rigtig overbevisende – til gengæld var det helt utroligt kitschet. Særligt var det de momenter, hvor The Rat Reaper, en slags kombination af manden med leen, en skeletrotte og en burlesque danserinde, udfordrede den tilsvarende letpåklædte Rat Queen, altså bandets sangerinde, til tvekamp. Det lignede mestendels begyndelsen på en semi-erotisk scene fra en glemt Hammer-film.
Underholdende, jovist. Godt? Ikke rigtig
Catle Rat er egentlig underholdende nok, og det er bestemt heller ikke et dårligt band, det kunne man da både se og høre. Men trods totalteater og stort hår, så var de et miserabelt valg i forhold til at åbne en festival, der slår sig op på at være et flydende brunt værtshus, hvor der er større chance for at høre John Mogensen end Metallica. Deres gadagung-gadagung-doom var slet ikke vildt nok til at få folk til at rejse sig fra de bløde stole, og overhovedet ikke spændende nok til at få dem til at blive stående, hvis de nu endelig skulle have rejst sig. De spillede ganske vist også en koncert lørdag aften, og måske Castle Rat fungerer bedre efter mørkets frembrud efter fadøl nummer 666? Hvem ved? Summa summarum, så gik jeg derfra med følelsen af, at jeg hverken har brug for at se eller høre Castle Rat igen. Nogensinde.