Castle Rat - The Bestiary

The Bestiary

Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Det er bare noget, vi leger

Castle Rat fra Brooklyn, New York er et band, mange af Heavymetal.dk’s læsere sikkert stiftede bekendtskab med, da amerikanerne på baggrund af bare et enkelt album, Into The Realm fra 2024, fik en plads på dette års Copenhell. Debuten var en forholdsvis jævn omgang doom metal, men det skabte naturligvis en masse opmærksomhed, og nu har gruppen fulgt op med langspiller nummer to, The Bestiary. Ifølge gruppens ringbrynjebikiniklædte frontfigur, Riley Pinkerton aka The Rat Queen, er Castle Rat et ‘interdimensional plague metal band’ på en mission for at forsvare ‘The Realm’ mod deres ærkefjende, the Rat Reaperess. Det er med andre ord ikke noget, man skal tage alt for alvorligt, og det må vi jo så forsøge at undgå her.

Når en styrke bliver en svaghed

Efter en klassisk instrumentalintro giver ”The Wolf I: Tooth & Blade” det første fingerpeg på, at der er langt mere punch i udtrykket denne gang. Deres såkaldte ’plague metal’ lyder nu stadig som standard doom-inficeret heavy metal, men den nye guitarist, Franco Vittore, der stadig optræder som ’The Count’, fylder en del mere, og mere guitar er som bekendt altid godt. ’Godt’ rækker til gengæld slet ikke til at beskrive den næste sang, ”Wizard: Crystal Heart”, for allerede her får vi The Bestiarys højdepunkt. Efter et forrygende introriff bliver det endnu bedre, når verset introduceres med et nyt riff, og Riley Pinkertons skønne vokal sætter ind. Mand, det kilder alle de rigtige steder! Selv de utroligt generiske trommefils, der gentages adskillige gange undervejs, lyder fantastisk i samspil med guitaren. I 70’erne var det her blevet et kæmpehit.

På trods af en denne ret så forrygende start sniger præcis samme problem, som jeg havde med debuten og koncerten på Copenhell, sig desværre ind. Doom metal fungerer nu engang bedst, når det suppleres med en snert af vanvid og galskab båret frem af forsangeren. Det er givetvis Ozzys fortjeneste, men der er mange andre eksempler. The Rat Queen, Riley Pinkerton, har en smuk stemme, og i år på Copenhell kunne man konstatere, at det absolut ikke skyldtes studiemagi. I sin hjemmelavede ringbrynjebikini er hun den ægte vare, men desværre bliver hendes vokal i stort set samme register hele vejen, og man trænger i voldsom grad til nogle skrig, hvin eller råb. Et eller andet, der får lytteren til at mærke, at der er noget på spil, at det her rent faktisk betyder noget. Den lidt mere hårdtslående stil i forhold til debuten gør bare udfordringerne med vokalen endnu større.

Sidste halvdel af albummet er fyldt med korte sange, der virker ufærdige og samtidig bliver mere og mere ligegyldige. Flere vokal-udskejelser havde været særdeles oplagte her. Med sangtitler, der er en fantasynovelle værdig, fortsætter gruppen sin fortælling om the Rat Queen og hendes kamp mod det onde, men det virker både for fjollet og for kedeligt. Det hele er jo bare noget, vi leger. ”Phoenix II: Cinerous” slutter forestillingen af med en et minuts akustisk outtro, som snildt kunne være underlægningsmusik til rulleteksterne til en 80’er-sværd-og-sandaler-B-film lavet direkte til VHS. Det samme kunne være relevant for The Bestiary, der ellers startede så godt.

Er mesterværket lige om hjørnet?

Det irriterende er, at Castle Rat har SÅ meget talent på alle positioner, at man nærmest forventer et mesterværk lige om hjørnet. Tilfør tyve procent Rikke List, og firs procent af Castle Rats problemer er løst med lidt growl, lidt skrig og et snuptag. Resten kan klares med bare en anelse mere konsistent sangskrivning og lidt skarpere redigering. Alternativt kan de lytte lidt deres italienske kolleger Messa, der måske har lavet årets doom/goth-album. Opfordringer hermed givet videre …

Tracklist

  1. Phoenix I: Ardent
  2. Wolf I: Tooth & Blade
  3. Wizard: Crystal Heart
  4. Siren: The Pull of Promise
  5. Unicorn: Carnage and Ice
  6. Path of Moss
  7. Crystal Cave: Enshrined
  8. Serpent: Coiled Figure
  9. Wolf II: Celestial Beast
  10. Dragon: Lord of the Sky
  11. Summoning Spell
  12. Sun Song: Behold the Flame
  13. Phoenix II: Cinerous