Stormfulde højder
Det var en kold og stormfuld nat. Eller nej, det var det faktisk ikke. For en gangs skyld havde Architects vejret med sig, og kloge af skade havde de sammen med metalcoremasserne søgt tilflugt indendørs fra mørkets omklamrende kulde. Allerede en halv time inden opvarmningen skulle optø de stive nakker til frostbidt knækken, var salen godt fyldt op, selvom der dog var en del huller i tribunernes tandrækker. Under K.B. Hallens stålhvælvinger stimlede vi således sammen for at høre metallen runge i betonen. Spørgsmålet er, om de tre repræsentanter for metallens udskældte genrebastard, metalcoren, i aften kunne blæse taget af, eller om det blot ville blive en storm i et glas dagdovent øl.
President
Alles øjne var denne aften rettet mod en af to præsidenter. Mens en orange herre indtog skærmene med sit maskefald, stillede den maskeklædte forsanger i det engelske metalcoreband President sig klar ved mixerpultens talerstol. Spørgsmålet om, hvorvidt denne forsanger selv har åbenbaret sit ansigt i et orkestreret maskefald, overlader jeg til fanteori-entusiasterne med deres røde garn. President er et relativt nyt band, der har spredt sig som en steppebrand i det alternative musiklandskab. Hvor de selv placerer sig i dette landskab, er dog vanskeligt helt at fastslå. Er de en fugl, et fly, Superman eller Emil Stabil? Der forekom visse klassiske elementer fra metalcoregenren under koncerten, såsom når forsangeren, The President, blandede halvskingre screams med melodisk elektronik under “Destroy Me”. Desværre var der længere mellem snapsene end ved Indre Missions julefrokoster. The President svælgede i selvsmagende autotune og overproduceret elektronica med kun få hårdtslående indslag. Han lød som og lignede en menneskelig Mickey Mouse, der har røget for mange smøger, og han fuldendte endda looket med de hvide signaturhandsker. Det var i sig selv en gruopvækkende liveversion af Five Nights At Freddy’s at se ham spankulere rundt på scenen i sin rynkede voksmaske. President lagde ellers stærkt ud med hittet “Fearless”, som satte gang i energien. Denne energi gik dog relativt hurtigt af dynamoen, som gik i selvsving gennem en sætliste, hvor sangene lignede hinanden og smeltede sammen til et homogent konglomerat af tvivlsom smag. President genvandt lidt af fremdriftskraften ved sidste nummer, “In The Name Of The Father”. Selve nummerets anslagstone minder om Ghosts “The Future Is A Foreign Land”. Ligesom når man håber at høre “Under Pressure”, og “Ice Ice Baby” i stedet kommer på, blev man godt og gedigent skuffet. Presidents budskaber med indlejrede protestcitater og linjer fra Dylan Thomas’ digt “Do not go gentle into that good night” var fine, men druknede desværre i autotune og de elektroniske trommer, der helt havde erstattet en trommeslager af kød og blod. Det bliver ikke til et genvalg herfra.
Landmvrks
Skyd Duolingouglen, for Landmvarks leverede en langt mere interessant fransklektion til aftenens koncert. Det nærvær, som de frankofile metalcoregutter præsterede på scenen, bliver ingenlunde gengivet på studieversionen af deres sange. Således blev jeg glædeligt overrasket over at høre dem live for første gang. Forsanger Florent Salfati tonsede scenen tynd og viste et stort stemmeomfang med vekslen mellem dybe growls, halsbetændelseshæse screams, hardcoreinspireret bjæffen og skønsang. Det var ikke altid til at vide, hvor man havde ham, og det var herligt! Der kunne i min optik godt have været mindre skønsang og mere grimsang med growls, men blandingen af de to er jo en del af genrens definerende præmisser. Det kan skabe en velklingende vekselvirkning mellem lys og mørke, sårbarhed og styrke, hvis det vel at mærke er velkomponeret. Det lykkedes på eksempelvis “Creature”, mens sange som “A Line In The Dust” ikke helt havde fundet det rette blandingsforhold. Publikum var ikke blevet helt lunet op af opvarmningen, og engagementet var derefter. Salfati forsøgte som en anden Moses at skille det døde publikumshav i en wall of death, men blev for størstedelens vedkommende mødt af Stillehavet. Jeg spejdede flere gange efter den moshpit, som for eksempel hittet “Sulfur” ellers lagde op til. Den var der nok, men voksede sig ikke stor nok til at nå mit synsfelt. Bassisten Rudy Purkarts klassiske strengetrækken dannede en fin basbund, mens guitarerernes riffs lidt gik tabt i lydbilledet, når man stod i venstre side af salen. Alt i alt fremdrog bandet dog så stort et energisk nærvær, at deres tilstedeværelse på scenen bar det hele hjem. Landmvrks satte således sit mærke solidt i metalcorelandskabet. De sluttede ikke helt med samme brag, som de lagde ud med, men formåede alligevel at få temperaturen til at stige i den kolde sal, så nakkerne var optøede til Architects.
Architects
Arkitekternes nedrivningsprojekt
Denne aften spøgte det i K.B. Hallen. Genfærdet af trommeslager Dan Searles bror, Tom Searle, gik igen sammen med melodierne. Tiden læger alle sår, men arrene sad stadig yderst på tøjet. Det kunne høres, også i Sam Carters stemme, idet han kombinerede følsomhed med overlevelsens styrke. Inden koncertens begyndelse var der dømt fællessang til Linkin Parks “In The End”, og man mærkede sammenholdet og publikums beredthed på at rive hallen fra hinanden og trampe gulvet ned i kælderen. Nu skulle det blive spændende, om Architects kunne opbygge stemningen og nedrive rytmerne.
Kindheste med mange hestekræfter
“Vi har spillet i Danmark før, men ofte på mindre spillesteder” proklamerede Carter med, hvad der virkede som dybtfølt benovelse over at gæste så fyldt en sal. Måske havde han glemt, at de tidligere har opvarmet til Metallica i Parken, som da er noget større end K.B. Hallen. Selv med den forglemmelse i mente viste hans engagement på scenen et ægte nærvær og kærlighed til publikum, der gengældte med flodbølger af crowdsurfere. Den energi, som tidligere var en mangelvare i salen, blev således skruet op til en sitrende, statisk elektricitet, der fik håret til at stå op i headbanging. Sætlisten varierede mellem velkendte hits som “when we were young” og nyere, slagkraftige slagere. Selvom Architects ikke selv er helt unge længere, virkede deres spilleglæde frisk og nyfunden. De har etableret sig blandt metalcorens sværvægtere og står stadig tungt og solidt i landskabet. Vinkedellerne blev sendt på overarbejde til “Everything Ends”, der trods sine mere melodiske passager formåede at holde stemningens højspænding. Deres inspiration fra post-hardcore mærkedes tydeligt i de mange hestekræfter i de kindheste, som Carters vokal langede ud til publikum. Hans hooks hægtede sig godt fast i vores øregange og hev koncerten i land. Guitarens riffs rev rifter i melodierne og flængede det polerede lydbillede. Det var klassisk, og omend der ikke er meget nyskabende over opbygningen af guitarens og basgangenes broer, så er de solidt sammentømrede og holder, når trommen buldrer over dem. Trommeslager Dan Searle viste således, hvor vigtigt det er at have et ægte menneske på scenen, der ikke blot er en elektronisk metronom, men som ekvilibristisk kan slå rytmerne på plads.
Selvfølgelig skulle publikum ikke snydes for at høre “Animals”, som man skulle tro, at Architects efterhånden var trætte af at spille. Det kunne dog på ingen måde mærkes, og sangen satte et tonstungt punktum for aftenens fortælling om sejre og tab.
Metalcore À La Carte
Hvis man havde hørt Architects før, kunne man godt tåle at høre dem igen. Selvom de har fundet en klar og velkendt opskrift for deres metalcore, så smager skidtet sgu bare godt, og man har altid appetit på en portion mere. Mod koncertens slutning begyndte jeg dog at være mæt af metalcore (og dage), men så kom desserten. “Animals” vækkede sulten igen og satte salen i svingninger, så man fik “hæs stemme og ondt i nakken”, som jeg overhørte en af mine medkoncertgæster klage over. Architects skabte selv stormen denne aften og oppiskede en tsunami af energi midt i publikumshavet. Landmvrks var en fin amuse bouche, selvom de ikke helt ramte samme højder som det, der fulgte. Helt malplaceret var President, som kun lige dypper storetåen i metalcoregenren. Hvis aftenens menu blot havde budt på Landmvrks og Architects, ville det således have været et mere helstøbt måltid.
