Vinylbanner
Amon Amarth
Foto - Sebastian Dammark · Se flere billeder i galleriet

Amon Amarth

Scandinavian Congress Center, Aarhus C

Kun et halvt år efter at have givet en glimrende koncert på dette års Copenhell var Amon Amarth endnu en gang tilbage i Danmark – denne gang i det jyske, hvor de havde taget landsmændene i Arch Enemy og Hypocrisy med. Spørgsmålet var så, om de kunne gentage succesen fra i sommers, eller om koncerten ville blive lige så mindeværdig som nogle af de utallige ligegyldige krige, Danmark og Sverige har ført mod hinanden i tidens løb.

Hypocrisy

Hypocrisy

Opgaven med at sætte gang i aftenens showcase i svensk melodisk dødsmetal var tilfaldet sci-fi-nørderne i Hypocrisy. Sandsynligvis aftenens mindst kendte band, men på ingen måde nybegyndere – faktisk var de aftenens ældste band. Antallet af fremmødte taget i betragtning var det da også tydeligt, at Hypocrisy på ingen måde var et ukendt band. Dette ændrede dog ikke på, at Hypocrisy stod for opvarmningen, og som vokalist/guitarist Peter Tägtgren udbrød, inden de satte gang i ”Fire in the Sky”: ”We are here to wake you up and warm you up”. Hvor første del af dette udsagn bestemt viste sig at være sandt, så var det dog ikke på en videre positiv facon. Horghs tøndetæsk var nemlig så dominerende i lydbilledet, at absolut ingen i salen kunne have sovet til det. Tägtgrens skrig formåede at overdøve det, men growlet druknede ofte i bulderet.

Så man dog en smule bort fra dette trommerabalder, leverede Hypocrisy en ganske glimrende koncert. De lagde hårdt ud med ”Fractured Millennium” og dernæst ”Adjusting the Sun”. Tempoet blev sænket i ”Fire in the Sky”, der med sit kor nærmest lød formanende over for den kommende ”War-Path”. Med sci-fi-temaet in mente kunne man sagtens forestille sig, man var vidne til rumvæsener, der invaderer jorden og udsletter alt på deres vej. På ”The Final Chapter” – Hypocrisys absolut tungeste nummer denne aften – var der ingen tvivl om, at de invaderende rumvæsener havde vundet, og alt liv var blevet tilintetgjort. Dette var dog ikke helt afslutningen; den stod konspirationsteoretikernes hymne ”Roswell 47” for. En udmærket afslutning på en fin, men kort rundtur i Hypocrisys diskografi, der dog havde lige lovlig meget tromme.

6/10

Arch Enemy

Arch Enemy

Næste levende billede på scenen var Arch Enemy. Et band, der efterhånden ikke kræver nogen form for introduktion, da de for længst har slået fast, hvem de er, og hvad de laver. Noget, man dog kunne diskutere denne aften var, hvem af Arch Enemy og Amon Amarth der egentlig var det største navn. Til tonerne af ”Set Flame to the Night” fra deres seneste plade, Will to Power, indtog Arch Enemy scenen og slog direkte over i ”The World is Yours” fra samme plade. Ligegyldigt hvad ens holdning til Arch Enemy var, så var det umuligt at benægte den energi og udstråling, de havde på scenen. Publikum var da også snoet om vokalist Alissa White-Gluz’ lillefinger og efterlevede hendes mindste vink, hvad end det var at klappe, hoppe eller moshe. På ”As the Pages Burn” tog det rundt regnet kun 1,5 sekund, før der havde udviklet sig en ganske imponerende circle pit. Det var publikumskontrol, man ikke kunne andet end at blive imponeret over. Da der blev hevet et sort flag ind under ”Under Black Flags We March”, var det måske lidt nemme point, men det fungerede. Lidt det samme gjorde sig gældende ved ”No Gods, No Masters”. Publikum blev bedt om at give den en ekstra skalle, fordi det ikke kun var et af de sidste metalshows i år, men også i årtiet. Ikke verdens mest tungtvejende argument, men Alissa læste publikum og vidste, det ville fungere. Et noget mere tungtvejende argument til at få bevæget det gamle skrog var dog, da ordene: ”One for all, all for one” blev sagt. Det var tid til aftenens sidste nummer, og hvilket andet nummer end ”Nemesis” kan runde en Arch Enemy-koncert ordentligt af?

Der er ingen tvivl om, Arch Enemy er dygtige til det, de gør, og har mestret det til fingerspidserne. Michael Amott og Jeff Loomis er gudsbenådede guitarister, og Alissa er en frontkvinde med så meget udstråling, det halve kunne være nok. Problemet denne aften, og sikkert også ved mange af bandets andre koncerter, var, hvor indstuderet og koreograferet det hele virkede. Hver jonglering med mikrofonen, hver gang guitar og bas vendte sig mod trommerne, hvert samspil mellem guitarerne – alt virkede planlagt ned til mindste detalje. Ingen tvivl om, det var flot og imponerende at se på, men hvor var spontaniteten, hvor var det menneskelige element? En ny diskussion om, hvorvidt man denne aften burde se Arch Enemy som musikere eller entertainere meldte sig, for der var absolut ingen tvivl om underholdningsværdien i aftenens show. Alle virkemidler blev brugt og fungerede til ug med kryds og slange, og hatten af for det. Arch Enemy vidste, hvad publikum ville have, og gav det gladeligt til dem. Så, nej, stor kunst var det ikke, men det behøver alt heller ikke at være. Det var lidt som at se en 80’er-actionfilm: Man vidste, hvad der skete, også cirka hvornår; der var ingen overraskelser, men man var underholdt.

6/10

Amon Amarth

Amon Amarth

Sidst Amon Amarth gæstede landet, stod jeg og kneb et par tårer under koncerten. Dette var dog ikke, fordi det var smukt, men fordi jeg havde fået solcreme i øjnene og knap nok kunne se. Så jeg glædede mig en del til rent faktisk at se og ikke kun høre de vikingeglade svenskere. Til tonerne af Iron Maidens udødelige klassiker ”Run to the Hills” gik Amon Amarth på scenen foran et ganske tætpakket publikum. Som skudt ud af en kanon blev der sat gang i ”Raven’s Flight” med så stort anlagt et pyroshow, man følte sig som helstegt pattegris efter et veloverstået vikingetogt. Jocke Wallgrens trommesæt var placeret på et podie formet som en vikingehjelm, prydet med horn og LED-skærme, hvor øjnene skulle have været. Dette flammende bombardement fortsatte på ”Runes to My Memory” og kammede helt over på ”Death in Fire”, og hvis der ikke skulle være overdrevet meget ild på dette nummer, så var der intet nummer, der skulle have det. Udover denne bragende start var det dejligt at se specielt vokalist Johan Hegg i hopla. Resten af bandet virkede mere afventende og med en hvad-kan-I-hva’-Danmark-attitude. Det virkede en anelse indstuderet – specielt, når der blev gået op og ned ad trapperne til podiet, men slet ikke på samme niveau som Arch Enemy. Der var bestemt heller ikke sparet på artefakter eller props under showet. Under ”Deceiver of the Gods” trådte Loke ind på scenen og pegede faretruende med sit spyd på alt og alle. ”Fafner’s Gold” bød på guldkonfetti skudt ud over publikum, og ”The Way of Vikings” havde vikinger, der sloges, som det også sås på Copenhell. Dette overflødighedshorn af artefakter gjorde faktisk, man blev en anelse skuffet, da der til ”Shield Wall” ikke kom vikinger på scenen og lavede en mur af skjolde. Men med to store opblæste ”sten”-vikinger under ”Guardians of Asgaard” var skuffelsen minimal. De billige point så Amon Amarth sig da heller ikke for gode til at score. ”The Pursuit of Vikings” bød på fællessang, hvor der blev kørt på den evindelige fejde mellem danskere og svenskere, da publikum i første omgang fik at vide, at der blev sunget højere i Malmø dagen før. Sidste nummer var, ikke overraskende, ”Twilight of the Thunder God” – en tidløs Amon Amarth-klassiker, der har bevist sit værd og sandsynligvis aldrig bliver skiftet ud som nummeret, der lukker og slukker.

Lidt som Arch Enemy er Amon Amarth gået fra primært at være musikere til primært at være entertainere; det slog aftenens show fast med syvtommersøm. Hvor Arch Enemy fremstod topprofessionelle, virkede Amon Amarth mere til at inkludere en masse artefakter, fordi de også selv synes, det kunne være fedt at se på. Det fjerner utvivlsomt en hel del fokus fra musikken med dette overflødighedshorn af ild, konfetti og andre artefakter. Men når det nærmest var en barnlig glæde, der lyste ud af Johan Hegg, da han gav den som Thor, der greb hammeren og tævede Midgårdsormen under ”Twilight of the Thunder God”, så bærer man lidt over med det. Hvilket også var derfor, Amon Amarth trods det på sin vis forventelige show virkede overbevisende og ikke bare som nogle, der skulle spille et show, fordi det var deres job.

7/10

Kommentarer (2)

jeroæb

Slayer

Jarmen

Jesper

Ikke noget med at nævne

Ikke noget med at nævne Midgårdsormen eller at den fik et par huk med en fin stor hammer eller det fine horn han tømte efterfulgt af jubel iden de fyrede raise your horns af... at give dem 7 ud af 10 er imo for lidt og det samme til Arch Enemy 6/10 med den energi de fik sparked i os alle
Hypocrisy kender jeg ikke og var heller ikke lige mig må jeg nok indrømme

Tilføj kommentar