Arkivfoto - Lasse Lindhardt Photography
Laksegades fandenskarle
Så var Fanden fanme løs i Laksegade, da der begyndte at lugte lidt fisket i Studenterhuset. Det var dunsten af punkpiraterne i Skullclub, der gik på, efter rengøringen i en rum tid havde været på færde i salen. Det var selvfølgelig en del af proceduren, men virkede lidt omsonst, når salen snart skulle indtages af de beskidte kaptajner og deres fordærvede landkrabber … bedre kendt som publikum. Indtil nu havde jeg ikke set Skullclub live grundet min vægring mod at være fanget på en båd med en flok spritstive metalfædre marineret i flere dages sved … ja, det er Copenhell Metal Cruise, jeg tænker på her, hvis nogen skulle være i tvivl. Men nu var tiden endelig kommet til at gå planken ud og springe med hovedet først ned i Skullclubs algebefængte, hajfyldte hav og se, om der skulle gemme sig en skatkiste på bunden.
Svampebob Firkant på crack
‘Vi skal huske at se sure ud!’, sagde min godt beduggede sidemand med, hvad der nok skulle forestille ironi, inden han headbangede mig i ansigtet med sine dreadlocks. Av. Jeg var dog ikke sur, men ser blot sådan ud, når jeg koncentrerer mig – og det krævede en særdeles stor kraftpræstation af koncentration at finde ud af, hvad fanden det egentlig var, jeg hørte. Har jeg fundet ud af det endnu? Næ, egentlig ikke … men det kunne da et eller andet. Især hvis man lukkede ørerne for den noget underlødige lyrik. Nogle har kaldt Skullclub for ‘det danske Alestorm’, men i mine ører lød de i højere grad som Red Warszawa med en smule mere rytmesans. Teksterne er lige så bizarre og provokerende, men nu foregår det hele til søs … så måske får vi snart “Bollet ihjel af en søhest” at høre? “Tysklands Odde” lugter jo lidt af “Metadonmix fra Maribo”, blot situeret et andet sted i landet. Men Danmark har som bekendt mange udkanter.
Hvis Svampebob Firkant havde røget crack og været en alkohol- og ikke en havsvamp, så ville det nok lyde cirka som Skullclub, for de har både absurditeten og det maritime tema til fælles. Skullclubs tekster er således ikke ligefrem Shakespeares sonetter. Når det er sagt, så må jeg lægge hovedet på blokken og erkende, at de altså kan noget med rytmer, der sætter en fiskekrog i lytteren og fanger en ind. Eksempelvis suger “Dø i St. Pauli” sig som en rankefod på skibets bug sig fast på trommehinden og bliver hurtigt en regulær ørehænger. Man skal helst have nogle øl inden for piratvesten for helt at være med på festen, for der skal noget til at acceptere det vanvid, som Skullclub lægger for dagen.
Nu åbnede festivalens døre jo heldigvis kl. 13 denne dag, så publikum kunne nå at få mange papegøjefjer på inden koncerten. Det kunne mærkes! Det var ikke blot en folkefest, men en strømhvirvel af energi, der fandt sted i salen, og dens hestehul sugede de fleste med ned under bølgerne. Publikum var med på ‘lålålå’, så det lød værre end Brøndby Stadion, og minsandten om ikke det endte med, at pøblen løb i omdrejninger om forsanger Troels Bjorholm som et skævt juletræ. Generelt bar han meget af koncerten med sit nærvær på scenen, hans bodegadruk-rå stemme og ikke mindst det tindrende, maniske vanvid, der lyste i hans blå blik. Enkelte gange skulle han have lidt hjælp fra sine bandmedlemmer til lige at huske, hvilken sang de skulle spille – men måske var han heller ikke fuldkommen appelsinfri. Hvilket jo er fint ikke at være, så man ikke som så mange pirater gennem historien går til af skørbug. Bas, guitar og ikke mindst banjo sad lige i skabet – især fordi banjospilleren missede et par toner, hvilket på en eller anden måde var helt perfekt. Lysshowet på scenen var igen smukt udført, og selvom jeg stadig ikke ved, hvad fanden det var, jeg lige hørte, så lød det nu alligevel meget godt.
Piratbørnehaven på tur
Splitte mine bramsejl for en oplevelse! Så hvad synes jeg egentlig om det hele? Jo, teksterne lød lidt som børnehavebørn, der lige har lært at sige frække ord, intet gav mening, og publikum var spritstive, så … det var sjovt, og næste gang er jeg måske med i pitten! Selvom deres tekster er komplet åndssvage, så kan de noget med fængende rytmer, og flere bands burde altså have en banjospiller med. Stor kunst bliver det aldrig, og selvom man kan kalde det punk, så manglede der helt den indignerede, samfundskritiske åre i bandet. Det kunne de godt overveje at komme efter. En John Waters-film får aldrig Cannes-prisen, og af samme årsag får Skullclub aldrig topkarakter fra mig, for det er underlødig underholdning uden substans. Men hvis du er fuld nok til at kaste kvalitetssansen ud af vinduet, så er det nu meget sjovt.