Jonathans Top 3

Endnu et år er gået, og endnu engang har vi som nation bevist, at vi stadig kan konkurrere med resten af kloden, når det kommer til at producere mesterlig metal. Danmark har for alvor de sidste par år taget især black og død til sig, to genrer der ellers primært holder til i vores nordiske nabolande. Måske er netop denne ”søskendejalousi” årsagen til, at vi de sidste par år konstant har ejakuleret en dampende varm strøm af fabelagtig black udover resten af kloden.

2018 har været noget af et år indenfor metalverdenen. Masser af legendariske og store navne velsignede os med nye udgivelser bl.a. Dimmu Borgir, Behemoth, At the Gates og Amorphis.

Men for mig var 2018 mere et år, hvor de mindre, og måske mere nicheprægede bands, beviste, at de uden problemer kan stå distancen, og at de fortjener langt mere opmærksomhed, end de måske får.

Danske Udgivelser 2018

3. Pladsen: Sinnrs – Profound

Den dystre duo Sinnrs tog virkelig røven på mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, og navnet fik mig til at tænke på hip-hop og gangsta-rap – to ting der ofte giver mig en grim smag i munden. Derfor var Profound noget af en positiv overraskelse. Sinnrs spiller symfonisk og storladent black a la Dimmu Borgir, men uden det overdrevne, pompøse Eurovision-element som Dimmu Borgir har taget til sig på det seneste. Trods at symfonisk black ikke er noget nyt, så er Sinnrs' måde at udføre genren på ret speciel, og de formår at kombinere både det dystre og det episke, hvilket er meget imponerende.

2. Pladsen: Slægt – The Wheel

De dystre og københavnske black’n'rollers, Thomas Treos darlings, Slægt valgte at velsigne os med album nummer to tilbage i oktober, og hold nu fast! Der kan vi altså snakke en reel folkegave, så skide være med det operahus! Drengene beviste, at de ikke blot var en døgnflue, og at de stadig mestrer at mixe Led Zeppelin og Immortal uden problemer. The Wheel er en mageløs plade med numre som ”The Masician”, ”Perfume and Steel” og ”Citrinitas” - numre der beviser, at Slægt er kommet for at blive, og at de er ustoppelige!

1. Pladsen: MØL – JORD 

Tænk engang, så blev 2018 året, hvor selv blackgaze blev noget, jeg nyder. Det havde jeg ellers ikke troet, da hele ”gaze”-genren normalt ikke vækker en ild i mig. Men der er bare noget over den måde, som MØL tolker og kombinerer den introverte shoegaze musik med den eksplosive black metal. Til trods for at møl ofte har en kort levetid, så har MØL vist sig at være i stand til at rejse land og rige rundt til konstant udsolgte koncerter, og man skal kun lytte til nogle få sekunder af JORD før det står klart, hvorfor det kan lade sig gøre.

Internationale Udgivelser 2018

3. Pladsen: Krisiun – Scourge of the Enthroned

Den brasilianske trillinge-trio Krisiun smed deres 11. album på gaden i år. Med deres Sepultura-inspirerede dødsmetal beviste de endnu engang, at de tre brødre ved præcis, hvordan øregange på én gang skal smadres og behages. Der er ikke skyggen af et stille øjeblik eller en ballade på albummet, det er nonstop vold og ødelæggelse, der udfolder sig, som var der tale om en rytmisk naturkatastrofe. Bare sæt ”Demonic III” eller ”Slay the Prophet” på, og du vil forstå, præcis, hvad jeg mener.

2. Pladsen: Ghost – Prequelle

Ahhh Ghost, bandet som ALLE(!) har en mening om. Før Prequelle (eller rettere den første single ”Rats”) var jeg også på team ”Ghost er ikke metal!”. Men efter at have hørt den single et par gange, så var det pludseligt som om, at der var noget, der sagde ”klik” inden i mig, og pludselig gav Tobias Forge og hans muntre monstre mening! Jeg *forstod* pludselig, hvad det gik ud på, det var som om, at nogen havde taget mig i hånden og forklaret mig helt præcist, hvad præmissen gik ud på. Jeg ved ikke, om Prequelle er det bedste Ghost-album, men det er et genialt album fra start til slut, og Ghost gør endnu engang det, som Ghost gør bedst.

1. Pladsen: Zeal & Ardor – Stranger Fruit

Metal har været en ting siden midt-70’erne, det er efterhånden en hel del år, og siden da er den blevet ændret og tolket på et utal af forskellige måder. Men ingen gør det, som Zeal & Ardor gør. De er i sandhed unikke og komplet mageløse. De prikkede til min nysgerrighed med deres første album, men med album nummer to, Stranger Fruit, fik de for alvor min opmærksomhed. Det er næsten umuligt at beskrive deres musik, den skal opleves, nydes og føles. Den måde, de kombinerer den vrede og kolde norske lyd med de rytmiske og klappevenlige rytmer fra sydstaterne, er intet mindre end magisk. Det er komplet umuligt at sidde stille, når numre som ”Row Row” eller ”Servants” bliver sat på anlægget, og det er næsten en pligt at opleve Zeal & Ardor.

Årets Koncert 2018

Zeal & Ardor – Pumpehuset 22/11

Allerede da Zeal & Ardor tilbage i sommers annoncerede, at de kom til Danmark igen i november, var jeg ved at dø af spænding. Da dagen så endeligt oprandt, kunne jeg dårligt være i mig selv, også selvom det var møghamrende koldt udenfor Pumpehuset. Selve koncerten var intet mindre end perfekt med fællessang, klappeseancer og masser af rullekraver. Zeal & Ardor kom, så og sejrede, og jeg kan slet ikke vente til de vælger at komme forbi Danmark igen. For hold nu fast hvor kan de dog bare spille så sveden sprøjter, og på trods af de mørke tematikker, så gik alle derfra i en opløftet stemning.