Schweiziske Xaon udgav for lidt tid siden deres andet album, Solipsis. Det tog os så meget med storm, at vi var nødt til at få os en snak med bandets sanger Rob Carson!

Jeres musik er tydeligvis et mix af en masse forskellige elementer, men hvordan ville I selv beskrive jeres musik?

Det er altid et svært spørgsmål at besvare, og derfor har det været svært at markedsføre os. Jeg tror, du kan kalde det symfonisk dødsmetal, men det er så meget mere end det. Min stemme er ikke så typisk blandt dødsmetal-vokalister, og stemningerne igennem albummet og enkelte sange spænder ret bredt. Det instrumentale spiller tydeligvis en stor rolle i vores lyd, og det var derfor, vi udgav en udelukkende instrumental version på vores dobbelt LP. Tænk episk apokalypse, storslåede klagesange og nosse-knusende eksplosioner. Jeg ved det ikke, dit bud er lige så godt som mit.

Hvilke bands inspirerede jer til at begynde at spille et instrument i det hele taget?

Jeg startede med at spille guitar i mine tidlige teenageår, og jeg havde ikke rigtigt nogen til at guide mig i en musikalsk retning. Jeg kan huske, min fætter var stor fan af Linkin Park, og jeg blev da også fan, da de udgav deres første album, og det åbnede lidt vejen for tungere musik for mig. Jeg fandt dog ikke deres sange spændende at spille på guitar, så jeg bevægede mig hen mod bands som Nirvana og lignende – du ved de der første sange, som alle guitarister starter med, da de begyndte. Jeg lærte lidt mig selv at spille piano senere, fordi jeg virkeligt gerne ville lave filmmusik og prøvede at få styr på alle de instrumenter, jeg kunne få fingre i. Jeg er lydingeniør, så det er vigtigt for mig at have en nogenlunde idé om, hvordan man spiller alting, så jeg kan kommunikere musikalsk med alle slags musikere. Helt naturligt bevægede jeg mig også ret tidligt hen mod sang, og selv om jeg var virkeligt dårlig i starten, så føltes det bare rigtigt for mig.

Hvad inspirerede jer til at skrive Solipsis?

Den lyriske præmis for Solipsis er teorien om, at ”jeget” er det eneste, man ved findes – på en måde er det den ultimative og absolutte ensomhed. Jeg startede med at gruble over det koncept et par måneder før vores USA-turne fandt sted i starten af 2018. Dengang havde jeg en masse jobs og slog langsomt mig selv mentalt ihjel pga. ensomheden ved arbejdet. Jeg blev færdig sidste efterår, mens jeg havde et nervesammenbrud, der varede adskillige måneder, og som næsten slog mig ihjel. At skrive albummet var som en form for terapeutisk rejse igennem mit sammenstyrtede sind, jeg prøvede at forstå, hvad fanden der skete med mig, siden jeg havde tilladt mig at falde så dybt. I det mindste kom der noget godt ud af det…

I har for nyligt turneret med Septicflesh og Krisiun. Hvad har I lært af at turnere med så store navne?

At turnere med Septicflesh og Krisiun var fantastisk for os, fordi de er nogle af vores idoler og nogle fantastiske mennesker, som vi virkeligt hurtigt blev gode venner med, og så er de supersjove at hænge ud med. Måske var den vigtigste lektie, vi lærte at være rare mod folk omkring dig. Hvis du vil have respekt, er du nødt til at respektere andre. Lad være med at være en berettiget nar, og husk hvor heldig du er, at du kan få lov til at lave det, du laver. Bare vær en oprigtig og rar person, så skal folk nok huske det. Ingen er interesseret i din fucking rockstar-attitude, efterlad den i 1980’erne. Men det gælder vist livet generelt.

Hvordan er den schweiziske metalscene?

Ligesom alle andre lande, der ikke er Tyskland, Storbritannien eller Skandinavien, så er der en stor undergrundsscene fyldt med guldkorn og lort, der kæmper for at komme udover grænserne og opnå verdensomspændende anerkendelse, men nu taler jeg udenom. Schweiz er et sjovt land, fordi det føles som mange lande i ét. Du har fire forskellige sprog, og det føles lidt, som om hver del er sin egen scene, der kæmper for at krydse over i en anden. Jeg er faktisk fransk, så jeg er måske ikke den mest velegnede til at besvare det spørgsmål.

Bandet består bare af jer to, men når I turnerer eller spiller, så har I en masse andre mennesker, der slutter sig til jer – hvad er årsagen til dette?

Før Xaon spillede Vincent i et band ved navn Ever Since, som han havde spillet med i mere end 15 år og de led under en masse store udskiftninger på de værst tænkelige tidspunkter, hvor bandet virkeligt kunne have slået igennem. At vi begge er kernen af projektet gør, at vi kan tage hurtige beslutninger samt have en klarere vision, end hvis vi skulle vente på fem andre stemmer, før vi kunne træffe en beslutning. Derudover er det jo ikke alle der kan tage fri fra arbejde for at tage på turné, og det, at vi har en masse folk, der byttes rundt på for at matche deres kalender, var en god ting. Men de fleste i vores livecrew har været de samme i et stykke tid nu, og vi inkluderer dem mere i bandet, vi spørger dem, før vi træffer store beslutninger, og vi diskuterer ideer med dem. Desuden er de gode venner. John (bas), Klin (rytmeguitar) og jeg har spillet sammen i over ti år og har tidligere haft et band, der hed Bloodstorm. Da Vincent spurgte mig, om jeg kendte nogle folk, man kunne stole på, og som vi kunne regne med på en turné, var de alle mit førstevalg. At hyre vores trommeslager Julien var simpelthen et spørgsmål om planlægning. Vi skulle indspille vores nye plade, og vores tidligere trommeslager havde simpelthen ikke tid til at arbejde på den. Han er en gammel ven fra mit område, som er et bæst bag trommerne, så vi var heldige.

Hvad inspirerer jeres musik generelt?

Igen et svært spørgsmål at besvare, fordi det kan komme fra så mange steder – fra et tilfældigt filmtema til en modulation, du hørte fra et obskurt band eller måske fra en kunde, der kommer ind i studiet, som bare sætter gang i en idé, der giver dig lyst til at sparke dem ud, så du kan arbejde på din egen musik. I de her dage lytter jeg meget til de store prog-troldmænd som Ihsahn eller Leprous. Devin Townsend har altid været en af mine helt store musikalske helte, både som musiker, sanger og bare som menneske i det hele taget. Jeg har altid været fascineret af hans måde at skrive musik på.

Vi kender alle Celtic Frost, det legendariske schweiziske band, men hvor stor en rolle har de spillet i forhold til jeres musikalske karriere?

Den eneste rolle, de kan have haft, har været at inspirere nogle bands, som måske har inspireret mig delvist. Med det mener jeg, at jeg aldrig har været opmærksom på, hvad de har lavet (hvilket helt klart har været en fejl!) Men nu har jeg endeligt fået fat i Spotify Premium, og jeg har kørt en hel del rundt de her dage, så jeg har en masse, jeg skal have samlet op på!

Jeres musik er meget symfonisk og virker til at have en del klassisk indflydelse – har I en favorit klassisk komponist?

Jeg ville ikke sige klassisk, men nærmere filmtemaer. Men misforstå mig ikke, jeg elsker klassisk musik, men jeg er blot en neofyt på det område, og jeg ville ikke ane, hvem jeg skulle nævne. Men jeg kan dog virkeligt godt lide Chopins elegante og nonchalante mørke.

Hvis du kunne skabe det ultimative metalband, hvem ville så være med i det?

Devin Townsend på vokal og guitar, Ihsahn også på vokal og guitar, Einar Solberg fra Leprous på vokaler og keyboard, Spiros Antoniou fra Septicflesh på bas og growl, Dan Presland fra Ne Obliviscaris på trommer. Tilføj Ozzy som deres tour manager og Abbath som deres chauffør. De her fyre fortjener lidt morskab, de kunne dog dø...

Hvad er oddsene for, at I spiller i Danmark i den nærmeste fremtid?

Vi spillede i Danmark i slutningen af 2016 til Aalborg Metal Festival, og vi havde en fest! Vi ville elske at komme tilbage eller bare turnere i hele Skandinavien. Vi har jo skrevet kontrakt med et dansk label, så vi skal nok prøve at finde ud af noget.