Interview med Vanvittig Historie Podcast

I forbindelse med annonceringen af Vanvittig Verdenshistorie Podcast til Copenhell fangede vi de to herrer bag til et hurtigt interview.

Personligt har jeg været fan og lytter af Vanvittig Verdenshistorie Podcast, siden jeg, ved et rent tilfælde, faldt over deres sjette afsnit om black metal-kulten i 1990’ernes Norge. Så da det blev annonceret, at podcasten ville runde Copenhell i år, greb jeg straks muligheden for at få stablet et interview med de to værter på benene – til trods for, at jeg ikke selv har mulighed for at opleve deres show.

Til dem som ikke kender jer, kan I så ikke introducere jer selv og kort beskrive, hvad Vanvittig Verdenshistorie går ud på?

Alexander: Vi hedder Alexander og Peter. Uddannede journalister, og så har vi en dum bibeskæftigelse, hvor vi ugentligt gennemtrawler verdenshistoriens mere skæve krinkelkroge. Simpelthen for at formidle nogle af de mindre kendte historier eller komme med andre vinkler på de historier, folk tror, de kender. Målet er at gøre historieformidling mere fængende, spændende, og vise at det er meget mere end årstal. Det er vores alles fortid og en nøgle til at forstå os selv.

Peter: Jeg er enig i det, Alexander siger. Han underspiller bare, hvor stor en del af det, der også handler om at kunne trække sit ølbudget fra i skat. Vi drikker jo en alt for dyr øl i hvert afsnit.

Hvordan opstod hele ideen med, at VVH skulle et smut forbi Copenhell?

Alexander: Det har været en drøm i flere år, da det på mange måder er toppen af danske festivaler – ikke på størrelse, men på dedikation til det gode håndværk. Vi har begge en stor fascination af metalmiljøet, men på hver sin måde. Peter dyrker musikken betydeligt mere end jeg, men jeg har en enorm respekt for både genren og de mennesker, som dyrker den, ligesom jeg selvfølgelig nyder musikken. Det er absurd passionerede mennesker, der hører metal og alle dens subgenrer. Og hvilket bedre publikum at fortælle en røverhistorie for? Især fordi der er historier, som passer ret godt ind i vores format. 

Peter: Jeg tror, at for mit eget vedkommende har det handlet om, at jeg selv har været afsted på festivalen ad to omgange (tredje gang i år). Og det er virkelig en af de bedste festivaler, jeg har været på. Det er stille og roligt, men også smadret og beskidt. Derfor har der jo altid været en tanke om, hvad man selv har at byde ind med, og om der var en mulighed for at komme på scenen med det, man selv kan.

Nørderi, historie og heavy metal er tit noget som går hånd i hanke. Hvorfor tænker I, at det er sådan?

Alexander: Jeg tror, det handler om, at communityet er enormt omfavnende og tiltrækker folk, som formår at sætte pris på nuancer i noget, der på overfladen godt kan virke kaotisk. Det klassiske take er jo, at metal bare er larm, men som musik er det jo helt vildt nuanceret, og der er virkelig noget for alle, hvilket også kan være ret appellerende til de mere nørdede indenfor andre genrer. Og så tror jeg også, at mængden af sange om orker og magi hjælper en smule.

Peter: Det er et godt spørgsmål. Men for mit eget vedkommende fandt jeg i heavy metal et fællesskab, som jeg ikke kendte andre steder fra. Nu om dage er det jo populært at være nørd, men det var det jo ikke for 10, 20, 30 år siden. Så jeg tror, at miljøet appellerede til dem, der stak udenfor i en eller anden forstand. Og så var musikken ikke bange for at italesætte nogle af de ting, der fulgte med at være nørd – hvad end det var drager eller sværd eller en følelse af at være anderledes.

Helt tilbage i afsnit 6 dækkede I jo historien om den norske black metal-scene i 90'erne. Er der flere metalhistorier på bedding?

Alexander: Der er stadig gode historier derude, som vi har haft kig på ad flere omgange. Eksempelvis har vi snakket om, hvorvidt Ozzy kandidere til et afsnit. Ellers har jeg overvejet at historien om Lemmy nok også godt kunne bære et afsnit, hvis det endelig var. Men det kunne også være spændende at grave sig endnu mere ned, en vild historie om fandom, der er gået i ekstremerne eller lignende. 

Peter: Nu må vi se, hvad vi finder på til Copenhell. Vi må faktisk ikke sige, hvad vi skal snakke om. Men altså, man kigger jo ikke forbi en metalfestival uden at have en eller anden form for metalhistorie med i gemmerne. Og også noget nørdet, selvfølgelig – nu er det jo til Copenhell Con.

Alexander, nu ved vi jo, at Peter er fan af Judas Priest og Sabaton, men hvad er dit forhold til heavygenren?

Alexander: Sådan i bred forstand går mit forhold faktisk ret langt tilbage. Noget af det første, jeg blev introduceret til, var da jeg som 10-årig kørte rundt med min onkel og hørte Hammerfall for fuld smadder i hans gamle Peugeot 406. Samme onkel spiller i øvrigt guitar i det lille band Defecate nu. Senere har jeg kastet kærligheden over Slayer, Slipknot, lidt Nightwish og selvfølgelig også Metallica. De seneste år har jeg faktisk været en smule inde på scenen igen, da en god ven og tidligere kollegas knejt tamper tønder i Nakkeknækker, som jeg faktisk lavede en lille promoting for i efteråret. Og når man bliver crowdsurfet igennem VoxHall med sit 20.000 kroner dyre kamera uden at der sker det mindste, så kan man jo kun være fan.
Peter, hvad er det bedste Judas Priest-album, og hvorfor er det Painkiller?

Peter: En af mine venner sagde engang, at "Painkiller (altså titelnummeret) er sådan et nummer, der starter på 100 % intensitet og speed og ikke sætter farten ned, før det slutter." Og det, synes jeg egentlig, er meget sigende. Nummeret er jo seks minutter langt. Så det er virkelig en "get hyped"-sang.

Nu så jeg Judas Priest, da de spillede på Copenhell sidste år. Og det er bare fedt at se, hvordan stort set alle numrene fra den her plade får folk til at gå fuldstændig amok.

Har I noget særligt i ærmet til jeres Copenhell-show? Det er måske ikke et helt ordinært publikum, sammenlignet med hvem der kigger forbi Bremen en fredag aften kl. 20.

Alexander: Vi har nogle små ideer, som vi godt kunne tænke os at føre ud i livet, hvis det kan lade sig gøre. For mig handler det om at vise respekt overfor kulturen, og jeg er smerteligt bevidst om, at jeg træder ind i en verden, hvor jeg ikke ved alt, og derfor skal gå ydmygt til værks. Derfor bliver der læst tungt op på bandhistorier lige p.t. Men af konkrete tanker, så kunne det jo være, at de mest dedikerede fans skulle se, om der var plads på battlevesten efter vores optræden.

Peter: Nu må vi ikke afsløre for meget af indholdet. Men jeg siger bare, at jeg er glad for at lave sange. Og så synes jeg, at tanken om lægge op til en fællessang i stil med "Hammer Hammer Fedt" på en metalfestival er megasjov. Så kan man jo studse lidt over, hvilket metalnummer der er heavyverdenens "Hammer Hammer Fedt".

Hvad tænker I egentlig om årets lineup på Copenhell p.t., og regner I selv med at snuppe en koncert eller to?

Alexander: Jeg tror, jeg afholder mig fra at have en generel holdning til lineuppet, men jeg kan se, at der er et par kendinge, som jeg vildt godt kunne tænke mig at se. Jeg er der kun torsdag, så hvis alt går op, vil jeg formentlig være at finde til Pantera eller Halestorm. Men hvis vi kigger på hele programmet, så tror jeg min top-3 hedder: Clutch, Slipknot og Guns N' Roses.

Peter: Jeg havde jo faktisk købt en billet, inden vi vidste, at vi selv skulle komme. Så jeg kommer og er der hele ugen! Copenhell er faktisk den første festival, hvor jeg primært kommer for musikken. Jeg har også været på Roskilde og Smukfest, men det har altid mest været for at drikke halvlunkne bajere i en festivalstol. Men med Copenhell har det altid handlet mere om musikken for mig. Så mon ikke jeg nok skal få set min andel af koncerter.

Når det kommer til lineuppet, så har jeg jo et soft spot for 80'ernes og 90'ernes heavyrockere. Dem med det store hår, stramme læderbukser og masser af damer. Hairmetal kalder man det vel. Derfor blev jeg også ret positivt overrasket, da Copenhell annoncerede, at den tids uhellige treenighed alle sammen kiggede forbi: Guns N' Roses, Def Leppard og Motley Crüe.

Bedste og værste øl at hælde indenbords på en festival?

Alexander: Nossevarm Slots og nossevarm Slots – festival, right? Men hvis der er stemning, så bonger jeg gerne en øl på +15 % på scenen. 

Peter: Jeg er faktisk ligeglad, så længe den er god.

Har I nogensinde selv gået og tænkt over at fatte guitaren og blive rockstjerner?

Alexander: Jeg spillede en ond gang Guitar Hero 3, men jeg tror desværre, mine Anna og Lotte-agtigt store og klumsede grabber forhindrer i, at jeg excellerer lige der. Jeg tror dog, at jeg kunne have været god på trommer, hvilket selvfølgelig aldrig blev til noget – formentlig fordi mine forældre havde deres trommehinder og nattesøvn for kære til et sådant arrangement.

Peter: Det er ikke noget, jeg snakker så meget om i podcasten. Men jeg kan faktisk spille både nogenlunde guitar og semi-okay trommer. I gymnasiet og lignende har jeg også spillet i forskellige heavy-ish bands. Der var bare det gennemgående problem, at det lød ad helvede til. Og ikke på en god måde.

Nogle sidste ord her på falderebet?

Alexander: Skud ud til Nakkeknækker! De drenge er fucking fantastiske og bliver kæmpestore. Og skud ud til Svartsot! 

Peter: Jeg har ikke det store til "eventuelt." Nu har Alexander jo allerede lavet en hulens masse shoutouts. Så jeg vil bare sige "Hej Mor!", og at jeg glæder mig til at kaste nogle djævlehorn om ikke så længe!