Vinylbanner

Interview med Servants of The Horde

SoH

Selv de mindste har en røst, derfor har vi taget os en sludder med dugfriske Servants of The Horde!

1: I er jo et ret nyt band, så kan I ikke lige fortælle kort, hvem I er?

Servants of The Horde: Vi er 4 kammerater – metalhoveder fra Kalundborg, der har dannet band for spilleglædens skyld. Vi er to guitarister, Steffan og Laura, så har vi Kristoffer på bas, og til sidst har vi Mark på vokal. Vores trommeslager er i øjeblikket en computer.

2: Hvorfor lige blackcore?

Servants of The Horde: Hensigten er blackened deathcore, men folk må kalde det, hvad de vil. Der er fans af al slags ekstremmusik i bandet, man kan vel kalde det et slags kompromis af vores allesammens personlige smag.

3: Hvad er historien bag jeres bandnavn?

Servants of The Horde: Vi er alle sammen meget store Carnifex-fans, og de har haft ret stor betydning for bandets tilblivelse, så derfor har vi valgt at bruge Servants Of The Horde, som er en af deres sange. Og nej, selv om World Of Warcraft er et fedt spil, har det ikke noget med navnet at gøre.

4: I har to singler ude allerede, er der et album eller en EP på vej?

Servants of The Horde: Vi har mange planer for fremtiden, lige nu fokuserer vi bare på at skrive nyt materiale og komme ud og optræde en hel masse.

5: Hvad inspirerer jeres musik?

Servants of The Horde: Der er fans af alt slags metalmusik i bandet, men hovedsageligt er det Steffans vision for musikken, vi kører med.

6: Hvad fik jer til at finde sammen og lave et band?

Servants of The Horde: Som sagt har vi dannet bandet for spilleglædens skyld. Mark og Steffan har været venner i mange år med fælles passion for metal. De besluttede, at hvis de skulle have et band, der skulle ud og spille, så skulle det være nu. Senere kom Laura og Kristoffer til igennem fælles venner.

7: Hvad hører I selv, og afspejler det sig i jeres musik?

Servants of The Horde: Vi lytter til rigtig meget forskelligt. Nogle eksempler kan være James Blunt, Full of Hell, Dark Funeral og Lorna Shore. Der er mange bands, der kan være inspirationskilder, når man lidt spiller en hybrid genre.

8: Der er jo masser af nye danske bands. Hvad tænker I at man, som nyt band, skal gøre for at skabe opmærksomhed omkring sig selv?

Servants of The Horde: Det handler bare om hårdt arbejde. Hvis man gør det godt nok, er der nok nogen, der skal høre på det. Lige nu fokuserer vi bare på at få skrevet mere musik og måske en plade, men hvem ved?

9: Om ikke så længe, så skal I jo åbne vores arrangement Pest over Provinsen II – hvad tænker I om arrangementer i provinsområderne?

Servants of The Horde: Det er fantastisk! Vi kommer jo selv fra provinsen, så vi ved, hvor træls det er, at alting altid skal foregå i storbyen. Sidste år havde I et fantastisk lineup, så vi ser virkelig frem til at åbne scenen i år, så må vi se, om vi kan få pesten til at brede sig.

10: Hvad er planerne for Servants of the Horde i 2020?

Servants of The Horde: En god trommeslager ville ikke være dårligt. Men spøg til side; som sagt er planen at knokle videre med nogle nye sange og så se, hvad der sker.

Tilføj kommentar