Interview med Louise fra Dødsgangen

Vi havde fornøjelsen af at tale med Louise fra Dødsgangen, om deres kommende event Lørdag d. 24/8

Hej Louise. Tak for din tid. Jeg tænker, at vi tager det hele fra starten af. Hvordan blev temaet og ideen til ”Dødsgangen” opfundet og ført videre i realitet?

Hej Tommy

Det startede med, at jeg begyndte at booke metal på Forbrændingen, og da jeg fandt ud af, at vi havde adgang til at lave koncerter i Vridsløselille Fængsel, var der ikke langt fra idé til handling. Det var bare oplagt at kalde det for Dødsgangen, at festivaløllen hedder Gravøl, og man spiser sit sidste måltid, når nu man står i en fængselsgård med høje mure og pigtråd. Derfra blev Graven Tattoo indsat som fængselstatovører, artisterne har backstage-celler, og min konferencier (i år er det Ditte Krøyer) er kaldet for en fangevogter. Det er bare en gave, der bliver ved med at give.

Heldigvis var Forbrændingen med på idéen, og har givet mig frie tøjler til at udvikle mit eget univers, som jo er bundet op på denne her særlige lokation. Selvom det jo er en lokation, som er historisk, fordi der har siddet nogle meget hårde kriminelle, er det også det fængsel, som Egon Olsen altid endte i, når hans planer mislykkedes. Det viser egentlig ret godt den humorfyldte kontrast, der også er i metalverden, hvor man synger om død og helvede, men alle ved, det er det bedste og rareste publikum, der findes.

Hvordan gik 2023, som jo var festivalens debut? Gik det over forventning eller hvorledes var opbakningen til projektet?

Opbakningen var jo enorm! Jeg troede egentlig bare, jeg lavede en engangsforestilling, men allerede inden vi var halvt færdige med aftenen, gik det op for mig, at jeg nok ikke slap for at gøre det igen (heldigvis!). Det er også tydeligt, at vi allerede bliver taget seriøst både af publikum og artister som en reel lille endagsfestival, og ikke bare en enormt lang udendørs koncert. Der tror jeg også, et solidt koncept gør meget af arbejdet, og det er fedt at mærke, folk kan se helheden og humoren i fortællingen.

Hvor meget tid går der ind i planlægningen af en festival som denne?

Det er bestemt hårdt og tidskrævende. Sidste år blev det hele planlagt inden for en meget kort tidsramme, hvor jeg i år har haft mulighed for at fokusere mere på bookingen og derved også at få de rette udenlandske navne i hus. Det tager også tid at skabe et koncept, og der er brugt meget energi på at læse op om dødsstraffe, fængselsdomme, indsatte i Vridsløselille og meget andet. Teksterne, jeg skriver, er jo skrevet ud fra konceptet, og grafikken er bestemt heller ikke tilfældig. Derudover er der selvfølgelig også en forskel på at booke shows til Forbrændingen, som jeg jo også gør, hvor man ikke skal tænke over, hvor den nærmeste kloakbrønd er, eller om der er strøm nok til både scene og madvogne. Der er mange små ting, som indgår i en festivalproduktion, selvom den ikke er kæmpe stor (endnu).

Hvordan fungerer Vridsløselille Statsfængsel som ramme for festivalen?

Det er jo en perfekt lokation for en metalfestival, og derfor blev konceptet også skabt rundt om dette. Det var vigtigt for mig, at vi ikke bare lavede en metalfestival, bare fordi det er fedt, men fordi der faktisk var en mulighed for at skabe noget anderledes til et marked, der allerede er mættet med en masse andre fede metalfestivaler i landet.

Hvordan fungerede det logistikmæssigt sidste år? Fængslet ligger jo forholdsvis tæt på Albertslund Station?

Slash har guitarsoloer, der tager længere tid end at gå fra Albertslund Station til Vridsløselille Fængsel, ligesom en tur med S-toget fra København tager cirka lige så lang tid som at bælle 2 dåseøl. Så på den måde er vi ret heldige med lokationen. Derudover er der et lokalt 1950’er-style motel i byen, som gæsterne kan booke sig ind på, hvis de kommer langvejs fra, så det kunne virkelig ikke være nemmere på den front!

Programmet for 2024 ser meget lovende ud med ukrainske 1914 og engelske Urne, men også med store profilerede danske navne som Orm, Temple of Scorn og Henret. Fortæl os lidt om disse bookinger, og hvad I glæder jer til at se ske på scenen.

En af de udfordringer, der er ved at booke Dødsgangen, er, at jeg kun har plads til cirka fem bands på sådan en aften, hvilket gør, at det er nøje udvalgte bands, der kommer på plakaten. Fokus er, at første band skal være et nyere band, der virkelig kan sparke en god moshpit i gang, hvilket også er derfor, det sidste år var Nakkeknaekker, og i år er det Henret. Det er bands, der forstår at levere en vild energi ved hvert show. Så er det klart, at ORM leverer en anden energi til folk, som næsten kan være rørende. Det tror jeg bestemt også kan skabe en helt unik stemning, når publikum står og ser fængslet, der ligger baggrunden til scenen.

Hvordan ser bookingplanerne ud for festivalen. Er der stort fokus på danske bands, eller er der planer om at forsøge at lokke flere udenlandske bands til?

Jeg bruger meget tid på at finde de rigtige bands, og der ligger en bestemt tanke bag hver booking. Fokus kan sagtens ændre sig med tiden, men målet er at videreudvikle og fortsætte med at få udenlandske navne på plakaten ligesom i år. Der er allerede interesse fra udlandet, så jeg tør godt spå om, at vi ser flere internationale bands med tiden. Når det så er sagt, så er det en dansk festival i Albertslund, så selvfølgelig er grundstenen nogle tunge danske metalbands som både i år og sidste år.

Hvad bliver der kigget på som booker inden for denne type festival. Er det live-optrædener, tema eller noget helt tredje, der er topprioritet?

Det er helt klart, at det er nogle bands, der kan passe ind i mit skæve fængselsunivers. Det er også bands, der spiller den tunge ende af metal, og derved bliver det måske lidt niche for nogen. Dødsgangen er ikke genresnobbet, men som fokus er nu, så går jeg ikke ud til grænserne og booker pop-metal eller glamrock. Det er ikke, fordi det nødvendigvis er skidt, men det er der nogle andre, der kan gøre. Dødsgangen skal være et sted, hvor man også kan høre et band, der spiller en genre, man ellers ikke plejer at dykke ned i, men det vil altid være rendyrket hård metal.

Flere af sidste års bands har allerede nu opnået ret stor mediefokus, såsom Strychnos og Nakkeknaekker. Er der planer om at genbooke tidligere artister, eller ser man hele tiden fremad (og cadeau for bookningerne sidste år).

(Tak for cadeau) Altså hovedfokus vil være at se fremad, men når det så er sagt, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan gense en gammel indsat. Sidste år var også fyldt med nogle utroligt solide danske metalbands, så det er da ikke sidste gang, jeg arbejder sammen med Strychnos og Nakkeknaekker, som du nævner.

Det er 1914’s første koncert på dansk grund nogensinde. Hvordan føles det, at I var dem, der fik dem til landet?

Kæmpe succes! Siden Dødsgangen ’23 var det mit mål, at 1914 skulle være hovednavn i år, og det var bestemt ikke noget, der kom let. Grundet krigen har der jo været en stor risiko for, at de blev nødt til at aflyse, og en lang periode hvor det slet ikke var muligt at booke dem. Men vedholdenhed betaler sig, og det bliver et kæmpestort øjeblik, når de går på scenen. Jeg synes, det er fedt, at vi allerede på år to kan præsentere et anderledes og gennemført band, hvor det ikke bare er deres første koncert på en dansk festival, men deres første koncert i landet.

Det er ikke helt gået op for mig, at det rent faktisk sker – men det gør det!

Er ideen, at festivalen skal vokse sig større end en 1-dags festival med tiden, eller hvad er de langsigtede planer for festivalen?

Jeg har store ambitioner for Dødsgangen, og allerede fra sidste år har vi udviklet videre på dekorationer, koncept osv. Næste år bliver kun endnu vildere, og jeg er allerede i gang med planlægningen. Ideerne ruller konstant, og det er blevet et projekt, der betyder enormt meget for mig, og som jeg tager meget ære i at gøre til en god oplevelse for publikum. Om fem år håber jeg, vi tager det her interview igen, for der er jeg ikke i tvivl om, at det er en anerkendt flerdagsfestival, hvor jeg kan udnytte fængslets muligheder endnu mere. Så det er helt sikkert værd at holde øje med os.

Hvad ser du mest frem til på dagen?

Det øjeblik, folk helt glade og forventningsfulde kommer ind gennem porten, er virkelig fedt. Det er den vildeste følelse at se folk leve sig ind i noget, som jeg bruger så meget af min identitet og energi på, og jeg er helt taknemmelig, når jeg ser andre menneskers glæde ved det, jeg laver. Det gør det hele værd, og det er derfor, man arbejder med koncerter. Alle fem bands kan give publikum noget helt særligt, men jeg glæder mig selvfølgelig til at se publikum tage imod 1914 til deres første danske koncert nogensinde. Det bliver stort.

Mange tak for din tid, Louise. Nogle sidste ord før nakkehvirvlerne knækker og brækker på rad og række?

Tak for interessen og støtten til Dødsgangen. Jeg håber, vi ses til død og ødelæggelse i fængselsgården.