Det skal ikke altid være nemt
Den fransk-canadiske anonyme duo Angine de Poitrine har det seneste stykke tid formået at blive en internetsensation og har på bemærkelsesværdigt kort tid opbygget en kæmpestort kultfølge. Deres polkaprikkede, langnæsede visuelle udtryk spiller en stor rolle, men musikalsk ligger der mere under overfladen, end man skulle tro. Når man selv opfinder genrebeskrivelsen 'Mantra-Rock Dada Pythago-Cubist Orchestra' er det nok de færreste, der har den fjerneste idé om, hvad man skal forvente ud over det stensikre: obskur musik. Så overraskende som det nu engang er for alle, er Vol. II ganske mærkelig. Oftest når man hører musik så bizar, er det ligesom at blive stukket med en nål i øret, men der er noget her, som – underligt nok – fungerer.
Bandet laver musik så tør og underlig, at de næsten går fuld cirkel og er med deres seneste album, Vol. II, gået viralt i en sådan grad, man sjældent ser på sociale medier som TikTok og Instagram, at man næsten ikke kan lade være med at sætte spørgsmålstegn ved det. Det store spørgsmål er, om musikken holder, eller om deres popularitet bliver kortvarig på grund af et bindegalt image og musik, der er så langt ude, at det måske aldrig ville holde.
Primus sucks!
Ja, hvis man synes det, så får man det nok stramt her. Vol. II er ikke for enhver smag, men det blander en håndfuld af genrer sammen til en fusion, der virker. En central del af deres udtryk er mikrotonalitet. Kort sagt spiller de mellem tonerne. Det er i teorien en gimmick så tør, at man lige så godt kunne sidde og regne bestemte integraler, men det giver en så skæv spænding til deres lyd, at det bliver levende. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis man dropper blot at bruge det som en gimmick og begynder at jamme med det? Ja, så har man altså Angine de Poitrine.
Albummet er kort og kompakt og består af seks sange, der fusionerer forskellige genrer og udtryk. Det sørger for, at albummet ikke bliver kedeligt eller ensformigt, hvilket er ekstraordinært svært, når det næsten kun er et instrumentalt album. På åbningsnummeret, “Fabienk”, er det fra begyndelsen tydeligt, at vi har med meget funk-inspirerede grooves at gøre, hvilket faktisk gør meget for, at deres bizarre musik bliver lettere tilgængelig, også for folk, der måske ikke er lige så meget inde i denne type musik. Det er klart fra begyndelsen, at det er noget andet, end man er vant til. Dog mere som en halv-fancy, men lækker ret, man ikke har fået før, frem for at sige ‘vi prøver’ med en dåse surströmming. I de næste to numre, “Mata Zyklek” og “Sarniezz”, bliver det en tand mere specielt, hvor der især kommer tydelig inspiration fra Hella og Primus, hvor de kromatiske gange giver en svimlende, men stadig rytmisk følelse, som er svær at miste fokus fra.
Når man troede, det ikke kunne blive meget mere specielt, så træder det fjerde nummer på albummet, “Utzp”, ind ad døren. Det er en sangtitel, der i sig selv er så genial, at jeg får lyst til at give ekstrapoint. Her bliver der hældt store mængder af polkamusik ind Vol. II’s krøllede univers, hvilket hen over sangens forløb skaber en opbyggende spænding. Jeg må for at være ærlig indrømme, at det på papiret lyder som en forfærdelig idé, men for polka, hvor er det unikt. Det er et superintenst jam, som accelererer med høj fart gennem det ellers næsten syv minutter lange forløb. Herefter slippes kæden fuldstændig. “Yor Zarad” og “Angor” er mesterværker i komposition, men rammer et punkt, hvor det måske bliver for underligt. Der er ikke et jam på samme måde som i albummets fire første numre, men består snarere af komplekse taktarter og mikrotonale riffs, der til tider kradser en smule i ørene.
Albummets produktion kan man ikke se bort fra. Det er vanvittigt tørt, uden at det bliver for stenet at høre på – næsten. Jeg begynder at zone en smule ud ved afslutningen af pladen, og selvom jeg er en kæmpestor fan af projektet, må jeg indrømme, at det bliver en anelse meget i længden. Dog må jeg bukke under for, hvor imponerende det er for to personer at lave musik så kompleks og samtidig sørge for, at de her langvarige jams aldrig falder fra hinanden. Det er skævt og sjovt og efterlader en til at klø sig på hovedet i beundring over, hvad der mon sker næste gang, samt om det er et projekt, der i længden vil blive værdsat lige så meget for musikken som for det meget specielle image.
Mærkelig musik for mærkelige mennesker
Jeg er stor fan af Vol. II. Det giver god mening, at især ungdommen forbinder sig meget til en musiktype, som klart og tydeligt er lavet til dem, der tænker lidt anderledes. I et landskab hvor bands som Khruangbin og King Gizzard & The Lizard Wizard især leder den primært instrumentale genretype, som er blevet populær i nyere tid, formår Angine de Poitrine at spille ind som ham den lidt mærkelige ven, der alligevel har fat i noget.
Angine de Poitrine har ganske sandt fanget opmærksomheden fra mange forskellige grupper. Om det er overfladisk for deres visuelle udtryk, om det er den mikrotonale musik eller om det er filosofien om, at musikken er lavet for at hindre AI i at kunne genskabe det, så er det klart og tydeligt, at Angine de Poitrine har ramt et homerun for mange. Vol. II er tæt på at være et instrumentalt math-rock-mesterværk, men falder lidt fra i de sidste numre, hvilket efterlader mig nysgerrig efter, om de kan tage den hele vejen på deres næste projekt. Dagen er ung, og det er Angine de Poitrine også. Men med deres anden fuldlængdeudgivelse har de formået at lave et projekt langt bedre, end hvad man kunne forvente eller forlange.