Copenhell 2019 - Interview med Morten Skovgaard

Morten

Nu er der snart COPENHELL! I den forbindelse har vi været så heldige at få en lille snak med kommunikationschefen for COPENHELL, hvor vi har fået lidt historier.

Manden bag COPENHELLs officielle billeder og tekster, og manden, I derude ser drible ekvilibristisk gennem de sociale medier, guider os gennem sine tanker om alt og intet.

I en verden af alskens nørderi møder vi en personlighed med et fortællergen som aldrig set før. Vi kommer til at høre historier om alt fra en 40-årig fødselar over noget så kedeligt, som hvordan den perfekte indgang skal designes, til hvad man kan opleve af beskeder fra mennesker, der bare elsker COPENHELL. Jeg håber, at I vil nyde dette interview med en person, der helt sikkert ville kunne gøre Lotte Heise til skamme i fortællekunsten.

Kan du ikke prøve at fortælle lidt om din baggrund for at kunne være kommunikationschef, hvad var rejsen til at blive det?

Som så meget andet i mit liv var det noget, jeg væltede lidt sidelæns ind i og aldrig rigtigt fik rodet mig ud af igen. Jeg var ikke med til COPENHELL i 2010 og 2011, fordi festivalen i de år kolliderede med E3-computerspilmessen i Los Angeles. Dengang udgav jeg et spilmagasin (PCPlayer, senere Gameplay – nogle af læserne kan måske huske det), og det var bare afgørende at være med til spilbranchens Superbowl dengang. Men i 2012 blev det muligt for mig at nå begge dele. Jeg arbejdede på det tidspunkt blandt andet som freelancefotograf, og det lykkedes mig at få en fotoakkreditering til festivalen via Alexander og Søren fra Blastbeast.dk, som gerne ville have en røvfuld gratis billeder til deres webside.

Jeg arbejdede ikke fast som musikfotograf dengang, så for mig var det bare en fin mulighed for at få adgang til fotopitten foran scenerne og udfordre mig selv lidt. Jeg havde en masse erfaring med fotografering af events for bl.a. Blizzard (dem med World of Warcraft) og en række andre spilfirmaer, og jeg havde nogle år forinden, i 2009, fotograferet en koncert med Ozzy på Blizzcon i Anaheim i Californien, som virkelig havde givet mig blod på tanden i forhold til koncertfotografering.

Af forskellige årsager endte COPENHELL dét år med pludselig at få brug for mine billeder. Jeppe (Nissen, vores festivalchef) ringede til mig dagen efter festivalen og spurgte, hvad jeg skulle have for dem. ”Ingenting,” sagde jeg. ”Hvis du bare lover at overveje mig som festivalens officielle fotograf til næste år.” Og som den straight up guy, Jeppe er, gav han mig frit lejde i 2013, hvor jeg blev en del af COPENHELL-teamet som festivalfotograf.

Et eller andet må jeg jo så have gjort rigtigt, for jeg har fungeret som COPENHELLs fotochef lige siden da. Da festivalens daværende kommunikationsmand – Christian Bækholm, som stadig står for Openhell i Biergarten-teltet hver år – fik nyt arbejde, opstod der pludselig et hul, som jeg ikke var sen til at udnytte. Det endte med, at jeg frem mod 2015-festivalen arbejdede med opdatering af COPENHELLs webside, bandtekster, pressemeddelelser og Facebook-siden.

Siden har den rolle så stille og roligt udvidet sig år for år i takt med, at alle på teamet efterhånden har fundet ud af, at jeg kan skrive tekster om alt fra lokummer på camping til obskure black metal-bands; jeg er endt med at blive den del af festivalens centralnervesystem, der står for – stort set – al vores kommunikation udadtil samt også en stor del af vores kundekontakt.

Morten 3

Hvad er de bedste oplevelser ved at være kommunikationschef?

Mange spørger, om det ikke bare er herrefedt at komme helt tæt på alle musikerne og de kendte. Jo, det er det, men det betyder faktisk ikke så meget for mig. Jeg bruger meget lidt tid på at hænge ud med dem og ”dyrke” det – både fordi jeg typisk har for travlt til det under festivalen, og fordi jeg foretrækker at være ude blandt folk på festivalpladsen, når jeg ikke sidder i min kontorvogn og prygler løs på tastaturet.

Det bedste ved at være kommunikationschef er at arbejde med festivalens digitale kontakt med publikum i op mod et år og så pludselig stå midt i det frådende hav af begejstrede festivalgæster, når det hele går løs. Det er der altså en helt særlig magi over. Og det er ofte alle de små, lavpraktiske ting, der glæder mig mest – som for eksempel i 2016, hvor vi virkelig havde knoklet med at opgradere festivalens indgangsforhold, fordi der havde været alt, alt for stort pres på dem året før. Vi havde diskuteret skiltning, zoner og gangbaner i ugevis, og jeg var generelt den største pain in the ass for alle de andre på teamet, fordi jeg med vilje misforstod alt for at sikre mig, at selv den allermest kampstegte kegle ville kunne finde frem til festivalpladsen. Jeg ender ofte i rollen som djævelens advokat, når jeg rækker hånden op på møderne og siger ”Jeg skulle spørge fra publikum...”, for det er supervigtigt hele tiden at udfordre alle idéer, vi får, uanset hvor gode de virker.

Vi blev til sidst enige om, hvordan det skulle gøres, og det var bare fantastisk at stå ude i indgangsområdet på den første festivaldag og se det hele fungere fuldstændigt efter hensigten i praksis – blandt andet fordi min digitale informationskampagne matchede det, vores pladsfolk havde bygget, 100 procent. Jeg ved godt, at det ikke lyder særligt rock’n’roll-agtigt, men det er noget af det allervigtigste for mig, at dén del spiller, for så ved jeg, at jeg har gjort mit arbejde ordentligt.

Derudover er det engagement, COPENHELLs fans præsterer dag ud og dag ind, selvfølgelig også en kæmpestor motivationsfaktor. Og det gælder ikke blot alle dem, der kun har positive ting at sige om os. Det er selvfølgelig altid dejligt at høre fra festivalgæster, der elsker alt fra musikprogrammet til campingområdet betingelsesløst, men jeg er lige så interesseret i at høre fra alle dem, der giver os konstruktiv kritik. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at vi læser alt, hvad folk skriver på vores Facebookside og i private beskeder, og vi tager rigtig meget af kritikken til efterretning. En af mine vigtigste opgaver at samle op på publikums henvendelser og bekymringer og få aktiveret folk rundt omkring på vores team, når jeg kan fornemme, at et eller andet ikke går, som det skal. En af fordelene ved, at jeg både står for kommunikation og kundepleje, er, at vi ikke skal gennem en masse forskellige mellemled, fra vi modtager en henvendelse, til vi kan reagere effektivt på den.

Endelig vil jeg, måske lidt overraskende, nævne alle ”brokkehovederne”. Det dér meget højtråbende mindretal, som bruger uforholdsmæssig meget tid på at fortælle os i detaljer på vores Facebook-side, hvor ufatteligt lidt vores booker ved om rock og metal (trust me, han ved langt mere end de fleste af jer ...), hvor dyre vores øl er, hvor elendig vores mad er, hvor nederen det er, at vi ikke har nok niche-ekstremmetal på festivalen – take your pick! For nogle kan vi bare ikke gøre noget som helst rigtigt. Men jeg er vild med brokkehovederne, for vi skal jo lytte til dem. Folk, der gider at bruge tid på at brokke sig, har jo en masse følelser investeret i festivalen og vil den gerne – der er bare en masse ting, de gerne så gjort anderledes. Og det er jo helt fair.

Mine festivalkolleger undrer sig nogle gange højlydt over, hvordan jeg kan håndtere vores Facebook-side uden at eksplodere af raseri, men det er sådan set meget nemt: Jeg hænger altid mit ego op på en krog, før jeg åbner døren ind til den. Uanset hvor hidsige folk er, reagerer jeg altid pænt på deres rants, hvis jeg finder det nødvendigt at kommentere dem. Det har typisk den effekt, at folk enten køler lidt ned, fordi de bliver opmærksomme på, at de måske var lige vel spidse i tonen, eller også påvirker det en masse andre til at dysse de mest hidsige typer lidt ned. Ofte er folk jo bare sure over noget, fordi de har følelsen af, at ingen har lyttet til dem. Når man så fortæller dem, at vi har hørt, hvad de siger, anerkender uenigheden og på en pæn måde forklarer, at vi af forskellige årsager har valgt at gøre det anderledes, så er de som regel fint tilfredse. Det er i det hele taget et dejligt selvregulerende fanfællesskab, vi har. Bølgerne går pænt højt en gang imellem, men som regel ender det hele et sted, hvor man godt kan beklage kommentarer, der måske blev lidt for hidsige, og blive enige om, at vi jo alle sammen bare gerne vil have noget øl og hegn og hygge os sammen.

Hvordan går man fra tegneserier og brætspil til heavy metal? Hvad er ligheden?

Det hele er jo subkulturer: Interesseområder, som befinder sig uden for mainstream-sfæren. Jeg har, lige siden jeg var helt lille, altid interesseret mig for alt det, alle de andre ikke beskæftigede sig med, og det har jeg også gjort hele vejen op gennem mit voksenliv. Jeg elsker nørderi af enhver art, uanset om folk går op i klassiske biler eller blomsterbinding. Jeg er vild med det dér indre drive, der får folk til gå all in på eller andet skørt projekt, som er fuldstændigt blottet for nytteværdi. Med fare for at komme til at lyde helt Brinkmannsk, så er det lige netop den brændende interesse for noget, der er fuldkommen unyttigt, og som ikke tjener noget umiddelbart formål – det uinstrumentaliserede – som jeg holder så meget af.

Det er her, de mest spændende og ægte menneskelige relationer knyttes, fordi folk udelukkende er styret af enorm kærlighed til det, de i fællesskab nørder igennem over. Så for mig er det at være sanseløst forelsket i heavy metal slet ikke fundamentalt anderledes end at interessere sig for eksempelvis dyre årgangsvine. Folk danner interessefællesskaber om noget, der giver utroligt meget æstetisk, sanselig og/eller emotionel mening for dem, og det er noget helt særligt, vi skal værne om og dyrke. Det er bare skønhed i dens reneste og pureste form. Mit barndomsudgangspunkt har så tilfældigvis været superhelte, elvere og orker, lyssværd, rumskibe og den slags, og det har præget alt, hvad jeg har foretaget mig lige siden. Mit perfekte ”moment of zen” er, når jeg sidder sammen med vennerne og maler minifigurer til brætspil med Bolt Thrower tordnende ud over højttalerne. Det er den perfekte sammensmeltning af de ting, jeg holder allermest af.

Morten

Hvor ligger din egen præference, hvis du skulle vælge, hvem der skal spille på COPENHELL?

Personligt ville jeg være lykkelig, hvis jeg ikke hørte andet end sortsvedet firser-thrash, knogleknusende brutal black metal og oldschool mid-tempo-død på alle fire festivaldage! Men hvis jeg skulle bestemme programmet, ville jeg 100 procent følge den nuværende linje: En næsten 50/50-opdeling af metal og rock, som vi har haft lige siden festivalens begyndelse. Det ville da være mægtigt hyggeligt, hvis vi kun havde vildt hård metal, men det ville slet ikke være bæredygtigt i det lange løb. For det første ville vi ikke have penge nok til at tiltrække alle de store navne, folk gerne vil høre, og for det andet ville vi ikke kunne brede entusiasmen for rock og metal ud til et større publikum.

Det, vi ser i de her år, er en bevægelse fra græsrodslaget over mod mainstreamen i takt med, at festivalen stille og roligt bliver større. Det generer måske nogle af dem, der foretrækker kun at se folk, der ligner dem selv, og som hører det samme som dem selv, på festivalpladsen. Omvendt får vi tiltrukket et hav af mennesker, hvoraf mange opdager den hårde rock- og metalkultur for allerførste gang og på den bedst tænkelige måde – og vender tilbage året efter med kæmpestor kærlighed til festivalen og fællesskabet. Dét synes jeg er en superinteressant effekt, som er med til at gøre COPENHELL ”larger than life” – til noget, der er er meget mere end summen af alle festivalens dele. Jeg bliver aldrig træt af at møde stangstive venner og bekendte, der besøger festivalen for første gang og fuldstændigt henrykt nærmest råber mig ind hovedet, hvor helt vildt fantastisk det hele er, og hvordan det slet ikke er, hvad de havde ventet, før de spurter videre over i Biergarten, Smadreland eller til den næste metalkoncert.

Min svigerfar, der er i starten af 60’erne og egentlig ikke interesserer sig for rock og metal, var en smule modvilligt med for første gang i 2016, og han blev nærmest konverteret fra dét øjeblik, han satte sine ben på festivalpladsen. Nu er han fast gæst hvert år. For ham er det den fantastiske stemning mere end de enkelte bands, der virkelig driver værket, og sådan tror jeg, at rigtigt mange af festivalgængerne har det. Derfor ville jeg ikke ændre på ret meget, hvis jeg fik lov til at bestemme musikudvalget (jeg ville dog naturligvis som det første indføre en bestemmelse om, at Slayer skal spille hvert år, pension eller ej!).

I forbindelse med din kommunikation med publikum, hvad er så det vildeste spørgsmål, du har fået, du lige kan huske?

Vi får vildt mange Let Me Google That For You-spørgsmål – ”Hvor ligger Pumpehuset” er typisk vores referencespørgsmål for, hvor dovne folk kan være. Jeg har på et tidspunkt måttet afvise en ellers høflig anmodning om at parkere et større militært bæltekøretøj uden for indgangen til festivalpladsen. Vi havde også for lidt tid siden en gut, der meget insisterende efterspurgte bollerum på festivalpladsen, fordi han syntes, at det var pissebesværligt, at han skulle hele vejen ned i sit telt, hver gang han skulle knalde med kæresten.

Det sjoveste foregår som regel efter midnat på de forskellige festivaldage – særligt lørdag – når folk går totalt i hegnet og begynder at skrive alle mulige underlige beskeder til os, mens deres syntaks stille og roligt desintegrerer i takt med alkoholindtaget. Der vil en typisk korrespondance med en enkelt person hen over et par timer frem til lukketid midt om natten se sådan her ud:

00:30 – ”JEG EEEEEEEELSKER JER!”
00:35 – ”Tak, vi elsker også dig!”
00:52 – ”NEJ, JEG ÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLSKER JER!”
01:03: – ”I lige måde! Rigtigt god fest!” (Det behøver vi vist ikke at ønske dig ...)
01:37 – ”GGGJHHHHJJJJJJJJKKKKKK”
01:40 – ”Er det en telefon i din lomme, eller elsker du os bare stadig?”
03:14 – ”<3<3<3<3<3<3<3<3 COPENHELL”
03:20 – ”Vi elsker stadig også dig!”
04:07 – ”HRERGANGEN??????”
04:08 – ”Hvad?”
04:10 – ”HVOREUDANG??????????”
04:11 – ”Udgangen? Gå lige ud, og bliv ved med at holde mod højre – så skal du nok ramme den på et tidspunkt. Sov godt!”

 

Da vi interviewede nogle frivillige, fik de mulighed for at fortælle lidt om deres sjoveste oplevelse i forbindelse med COPENHELL. Hvad har været din?

Det er altså umuligt at udpege én oplevelse som den allersjoveste. Jeg er en af dem, der drikker meget lidt under festivalen, fordi jeg knokler løs, så jeg får jo ikke rigtigt den dér klassiske festival-hærger-oplevelse, hvor det hele bare går op i hat og briller. Men jeg får så til gengæld rigeligt med tid til at more mig over alle jer andre, der render rundt og opfører jer helt vanvittigt.

Jeg kan komme i tanke om to meget forskellige oplevelser, der skiller sig ud. Den ene er fra 2015, hvor jeg går ned mod Biergarten kl. lort lørdag nat for at se, hvad der er gang i. Der er totalt kaos derinde, og midt i det hele ser jeg vores merchandise- og marketingchef Toke Holt stå i en 12 hestes-brandert og vifte saligt med et Slayer-flag på en otte meter lang stang. Manden havde fejret 40-års fødselsdag hele dagen med alt, hvad den kunne hive og trække, og han havde simpelthen opnået metal-nirvana og var bare blevet til ham dér statisten fra Braveheart, der står i baggrunden og vifter med krigsbanneret, mens alle de andre angriber. Jeg griner stadig, når jeg kommer i tanke om dén scene, for den er for mig essensen af den ultimative COPENHELL-festtilstand. Han var virkelig bare gennemført lykkelig.

En af mine andre store oplevelser var til Sodom-koncerten sidste år. Det er et af de bands, jeg holder allermest af, så der deltog jeg i dén grad i festen – ind i pitten og smadre rundt, og jeg var over scenebarrieren en 8-10 gange undervejs. Det var den perfekte koncert for mig, og den blev rundet så uendeligt smukt af, da publikum i slutningen af koncerten løftede en fyr i kørestol op og lod ham surfe hele vejen op til scenen, hvor de seje Crowd Safety-folk sørgede for, at han kom sikkert ned.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at nævne Jakob Stegelmann-koncerten sidste år. Mit hjerte banker jo for alt det samme, som Jakob står for, og jeg var lige så begejstret for idéen om at lade ham køre en nørdkoncert på festivalen, som jeg var meget, meget spændt på, hvordan publikum ville tage mod det. Jeg havde frem mod festivalen nej-hatten på i et godt stykke tid, fordi jeg simpelthen var bange for, om det ville ende med at virke totalt malplaceret, men Jeppe insisterede på, at det ville blive fedt. Og det havde han fuldstændigt ret i. Da Jakob havde introduceret orkesteret for publikum, og musikerne gik i gang, gav det hele bare så utroligt meget mening. Dén koncert er sgu nok det smukkeste, jeg til dato har oplevet på COPENHELL. Alt fra ham gutten, der crowdsurfede Superman-style hele vejen op til scenen, til ”Imperial Mosh” var alt, alt for vildt. Jeg bliver sjældent decideret rørt over musik, men da de spillede Star Wars-temaet, mens jeg stod oppe i det høje Front of House-scenetårn med udsigt til det hele, må jeg sgu indrømme, at der pludselig blev pænt støvet i luften deroppe ...

Hvorfor bruger du så meget tid på at stæse hen over pladsen, svare på spørgsmål, stille de mærkelige spørgsmål, dag ud og dag ind. Hvad driver dig til at være på pladsen hvert år i så mange timer?

Jeg er enormt optaget af information, psykologi og manipulation af mennesker (uden at det skal misforstås!). Det er virkeligt fascinerende, hvor meget man med ord kan påvirke folk i kæmpestore grupper til at samarbejde og hjælpe med at gøre festivalen til en fed oplevelse for alle, der kommer. For mig er det virkeligt vigtigt, at vores kommunikation konstant er i øjenhøjde med publikum. Dén øjenhøjde opnår jeg allerbedst ved at bruge så meget tid som muligt ude blandt publikum, lytte til deres samtaler, forstå deres problemer og bekymringer og generelt få en idé om, hvad der driver deres engagement.

Man kan vel kalde mig en form for hemmelig agent, der aflytter jer alle sammen, uden at I ved det, mens jeg render rundt forklædt som uskyldig fotograf. Under hver festival når jeg at tale med flere hundrede mennesker, jeg ikke kender. Selvom det ikke er hardcore, struktureret dataindsamling, er alle, jeg møder og taler med, med til at give mig et billede af, hvad vi gør helt rigtigt, og hvad vi skal blive bedre til. Og der bliver lyttet utroligt meget til mig, når jeg på vores festivalmøder fortæller om publikumsreaktioner, så den dér sølvpapirshatforestilling, om at LiveNation er fuldstændigt ligeglade med deres kunder, er helt off. Folk i alle lagene på festivalteamet interesserer sig ekstremt meget for alle de menneskelige historier, og de er alle sammen med til at forme festivalen på en eller anden måde.

Der har været mange forskellige events, spisesteder og installationer gennem tiden på COPENHELL. Hvad har været din favorit?

Det er og bliver sgu Openhell i Biergarten. Der er bare ingen fester i hele verden, der kan måle sig med stemningen i dét telt, når det hele koger derinde. Jeg har selv prøvet at stå oppe på den scene foran et par tusind mennesker og brøle min stemme så meget i smadder, at jeg ikke kunne tale i en uge bagefter (Territory, Sepultura – jeg var ham spaden i den grønne Cavalera-fodboldtrøje forrige år), men det var det hele værd. Jeg knuselsker karaoke, fordi det på én gang er så dejligt åndssvagt og utroligt fællesskabsopbyggende, og det får lige en ekstra nerve med Openhell, hvor publikum rent faktisk kræver noget af dem, der går op på scenen. Hvis man bare tror, at man skal op og lalle lidt rundt, så er der kontant afregning ved kasse 1 (Openhell-folkene sørger heldigvis for at filtrere de største potentielle fusere fra ved tilmeldingen), og kvaliteten kan være forbløffende høj. Man ved aldrig rigtigt, hvad der vil ske, når nogen går hen til mikrofonen. Ham den kæmpestore metalgut, der ser totalt legit ud, leverer måske den mest øresønderrivende falske Slayer-fortolkning i mands minde, som får det til at bløde ud af folks ører, mens hende den lille, generte pige overrasker med et gutturalt kloakbrøl, der ville få Amon Amarths Johan Hegg til at måbe af forundring. For at vende tilbage til spørgsmål 4: Der skulle også være Openhell hver eneste festivaldag mellem kl. 16:00 og 00:00, hvis jeg bestemte!

I samme båd: Hvad synes du, publikum skal opleve i år af spændende ting?

På den musikalske side (ud over Openhell) er der tre bands, jeg gerne vil fremhæve. Jeg tror, at særligt Alien Weaponry bliver en kæmpestor oplevelse. De tre newzealandske drenge har bare fat i noget helt, helt rigtigt med deres musik, og de er et af de bands, jeg glæder mig allermest til at opleve live. Deres musik er baseret på Maori-kulturen, som blandt andet er kendt for den vilde haka-krigsdans. Jeg fik allerede sidste år den idé at kontakte Kane Harnett-Mutu, der i 20 år har undervist i haka-dans her i Danmark, og få ham til at komme og varme publikum op med en halv times danseundervisning før koncerten, så vi kan tage mod bandet med stil. Det er mig bekendt første gang, at de kommer til at opleve det, og det bliver en pænt vild oplevelse for dem at gå på scenen og blive modtaget af flere hundrede COPENHELL-festivalgæster, der går i gang med en koordineret krigsdans foran dem!

Derudover vil jeg også fremhæve Scorpions, som folk ynder at tæske løs på. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg selv var skeptisk før deres koncert på festivalen for tre år siden, fordi de for mig også altid har været et af de der småfjollede hardrock-bands, der havde to-tre småkitschede hitnumre omkring 1990. Men op til den koncert gik jeg på opdagelse i deres bagkatalog, som jeg gør med alle bands på festivalen, og det gik stille og roligt op for mig, at særligt deres gamle materiale er virkeligt, virkeligt godt. Jeg skrev dengang, at hvis man mener, at Black Sabbath er fædrene til heavy metal, så er man også nødt til at anerkende Scorpions som fædrene til hard rock, og det står jeg stadig ved. Jeg synes, at de viste fuldstændigt vildt imponerende format, da de besøgte COPENHELL i 2016 – og den dramatiske vejrkulisse bidrog også til stemningen. De gamle røvhuller spillede og løb rundt på den scene som en flok 40-årige på speed, og særligt Rudolf Schencker var en kæmpestor fornøjelse at opleve live. ”Rock You Like A Hurricane” med de kæmpelyn, der flængede himlen i baggrunden, var bare et af de dér ophøjede blikke, hvor der bliver skabt noget næsten helt metafysisk i mødet mellem det menneskeskabte og naturen.

Og så er der selvfølgelig Tool. Jeg var lige ved at få brug for en hjertestarter, da vi fik at vide, at de var årets hovednavn, og det var virkeligt hårdt at gå og holde på dén hemmelighed i mere end en måned, fordi bandet så længe har været det suverænt mest efterspurgte på COPENHELL. Jeg opdagede Tool på en universitetsrustur i midten af 90’erne, hvor en ven introducerede mig for Ænema, og jeg har elsket bandet lige siden. Jeg husker deres koncert på Roskilde Festival for 13 år siden som fuldstændigt suveræn. Det er jo et band, der har en nærmest mytologisk aura omkring sig – kvaliteten i deres musik er tårnhøj, og deres univers er ustyrligt fascinerende – og jeg har virkeligt høje forventninger til deres koncert torsdag aften.

Ud over musikken vil jeg også opfordre alle til at svinge forbi B&W Hallen, hvor jeg har været med til at få introduceret et af mine helt store hjertebørn: BASTARD Café, som kommer og spiller brætspil med folk. Jeg tror, at det bliver en fuldstændigt genial kombination, at folk kan gå direkte fra de vilde koncerter ind i hallen for at nyde et godt spil sammen med både venner og fremmede: ”Bastarden” har masser af erfaring fra Roskilde Festival, og jeg ser dem som det helt perfekte COPENHELL-match – og der var heldigvis dømt kærlighed ved første blik, da vi mødtes med dem.