Night of the black attack 4.0

Fem albums der på godt og ondt cementerer Manowars plads i metalhistorien

Source: Manowar.com

Metalguder og fjender af falsk metal

I 40 år har Manowar sat et unikt præg på metalscenen, men når de på mandag rammer Danmark og Valby Hallen som et led i deres ”The Final Battle” turné, er det ved at være slut for de gamle krigere. Igennem alle årene har de som få andre vakt stærke følelser blandt metalfans. Selvom man angiveligt enten elsker eller hader dem, er det måske alligevel muligt at have en mere nuanceret tilgang til verdens første power-metalband? Lad os se på det…

Lige siden 1980, hvor bassist og over-kriger Joey DeMaio ifølge legenden mødte guitaristen Ross The Boss under en Black Sabbath-koncert, har parolen været klar: krigermentalitet og pompøs heavy metal. Manowar skulle spille ”true metal”, og stort set alle andre er siden blevet dømt ude som ”wimps and posers”. En stor del af fascinationen ved dette band har været, at de fra starten forholdt sig fuldstændigt alvorligt til våset og altid kørte stilen 100% ud. Intet glimt i øjet, ingen indrømmelser som ”vi ved jo godt allesammen, at vi tager pis på jer”. Alligevel har de fleste fans vel altid båret på en lille tvivl, om DeMaio virkelig mener alt det selvhøjtidelige gas, han fyrer af – og skriver sange om – men det er jo lige præcis det, der gør, at vi elsker dem. På samme måde, som vi ikke ønsker at kende tryllekunstnerens tricks, vil vi ikke se et Manowar, der lægger afstand til sig selv med ironi og selvudslettende beskedenhed – det spolerer magien. Derfor lever vi fint med skamløs selvpromovering fra olieindsmurte muskelmænd i lændeklæder.

Hvis der ikke var noget vægt bag alle de store ord og paroler som ”All Men Play On Ten” og ”Death To False Metal” ville det hele falde fuldstændig til jorden. Men med eminent sangskrivning og uomtvisteligt talent har Manowar for det meste, men som vi skal se, ikke altid, levet op til deres selvbestaltede status som fjender af falsk metal. DeMaio spiller bas med en tone og ekvilibrisme som ingen andre, Eric Adams har en stemme som er få forundt og sammen med Ross The Boss skabte de et unikt udtryk, som mange siden har forsøgt at gøre dem efter – for det meste uden held.

Manowar har altid skrevet hyldestkvad om krigere, heavy metal og motorcykler. Grundlæggende handler deres sange dog om dem selv og deres fans. Det er musik og historier for alle dem, der drømmer sig tilbage til den gang, mænd med langt hår, store muskler og sværd i hånd kæmpede mod mørke kræfter for at redde skønjomfruer fra skæbner værre end døden. Og hvad gør det egentligt, at de tider aldrig har eksisteret? Absolut ingenting. Dette banale, og i bund og grund naive, univers falder mange for brystet, men kan man gemme de fine fornemmelser væk for en stund, venter der mange uforlignelige oplevelser i selskab med de gale/geniale amerikanere. Tvivler du stadig, så kig nærmere på disse fem albums, der på godt og ondt cementerer Manowars plads i metalhistorien:

 

Into Glory Ride

Mange nævner debutalbummet Battle Hymns fra 1982 som værende blandt deres bedste, men lytter man efter, opdager man, at det første helstøbte Manowar-album var Into Glory Ride fra 1983. De sidste rester af traditionel amerikansk hard rock/heavy metal forsvandt, og det var således på dette album, at Manowar for alvor fandt stilen for siden aldrig at forlade den igen. Ingen andre lød sådan i 1983!

Hyldestkvad-tæller: Motorcykler = 1, Krig & krigere = 5, Manowar & Metal = 1  

 

Hail To England

Manowar havde travlt i 1984. Med Hail To England og Sign of the Hammer nåede de at udgive to små mesterværker, der egentlig begge fortjener at optræde på denne liste. Valget er dog faldet på den første af de to, der klart er det mørkeste udspil i hele bandets diskografi. Tematisk læner Hail To England sig godt nok op af samtidens første-bølge black metal, men musikalsk er det uforfalsket Manowar. En mørk satan!

Hyldestkvad-tæller: Motorcykler = 0, Krig & krigere = 4, Manowar & Metal = 3  

 

Kings of Metal

Efter fire stærke albums i første halvdel af 80’erne, snublede Manowar på den alt for kommercielle Fighting The World fra 1987. Allerede året efter kom de tilbage stærkere end nogensinde med deres Magnum Opus, Kings of Metal. Her faldt alle brikkerne endelig på plads. Fyldt til randen med alle de ekvilibristiske, velproducerede og pompøse hyldestkvad vi forventer af et rigtigt Manowar-album. Aldrig overgået!

Hyldestkvad-tæller: Motorcykler = 1, Krig & krigere = 4, Manowar & Metal = 3

 

Warriors of the World

Mens de fleste klassiske metalbands stadig var i ”rebound” over 90’erne, kom Manowar i 2002 med endnu et karriere-definerende album. Hvem andre end dem kan slippe afsted med et cover af verdens måske mest berømte opera-arie Pucccinis ”Nessun Dorma”? For ikke at tale om en udgave af Elvis Presleys berømte medley af amerikanske folkesange ”An American Trilogy”? Bizart måske, men det fungerer. Titelnummeret er Manowars mest vellykkede hyldestsang til heavy metal (og dem selv), og der er som bekendt en del at vælge imellem. Hele fem sange fra dette album er på sætlisten på farvel-tournéen, og det siger vel alt. Ikke til at komme udenom!

Hyldestkvad-tæller: Motorcykler = 0, Krig & krigere = 8, Manowar & Metal = 1

 

Undgå for enhver pris: The Triumph of Steel

I 1992 udgav Manowar endelig et album, hvor de fik deres egen storhed galt i halsen. Vi fik blandt andet en fem minutter lang bækkensolo midt i en 28 minutters ørkenvandring om Homers Iliade og fodrappen Achilleus. Selvom de fleste ægte Manowarriors sikkert vil prøve at overbevise alle posers om det modsatte, bør man gå i en stor bue uden om dette på en gang overdrevne og uinspirerede album. I dén grad en ommer!

Hyldestkvad-tæller: Motorcykler = 0, Krig & krigere = 6, Manowar & Metal = 1

 

Svaret på spørgsmålet fra indledningen til denne blog er nok, at Manowar virkelig ER et spørgsmål om enten/eller. Så fuck nuancerne! Men måske er det alligevel værd at erindre Piet Heins vise ord, der, sikkert til nogens overraskelse tydeligvis er skrevet til alle, der har en mening om vores amerikanske helte:

”Den, som kun tar spøg for spøg, og alvor kun alvorligt

han og hun, har faktisk fattet begge dele dårligt”.

 

Tilføj kommentar