Night of the black attack 4.0

Dimmu Borgir – Spiritual Black Dimensions

Fair use, https://en.wikipedia.org/w/index.php?curid=4317838. Artist: P. Grön) Fair use, https://en.wikipedia.org/w/index.php?curid=4317838. Artist: P. Grön)

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik. Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

Kunsten at lægge et fundament

20 år er jo ingen alder

I sluthalvfemserne var kirketomterne i Norge kølet af, enkelte af ambassadørerne for en ”farlig” subgenre var enten døde eller sad i fængsel, og verden gik videre. Men midt i egoafstivningen og opgøret med det etablerede, fandtes der en samling musikere for hvem balladen blot var baggrundsstøj. Mange af dem er sidenhen blevet ikoner i deres samtid, ikke mindst fordi deres fokus var på musikken og ikke på grovmotorisk samtaleterapi. Kunstnere som Fenriz, Ulver og Ihsahn har holdt fast i musikken og gør sig til stadighed bemærket – positivt, vel at mærke. Men blandt de bands, der har modstået tidens tand, er ingen lige så navnkundige som kongerne af symfonisk black metal: selveste Dimmu Borgir. 1999 markerede året, hvor de lagde kimen til deres nuværende lyd ved at inkorporere clean vocals for første gang, og de har ikke set sig tilbage siden.

Kærlighed ved første lyt

Spiritual Black Dimensions har en særlig plads i mit hjerte, og selvom der den dag i dag stadig er delte meninger Dimmu-fans i mellem, fastholder jeg, at den var med til at slå tonen an for den udvikling, black metallen så henover årtusindskiftet. Hvor forløberen Godless Savage Garden var en mørk og introvert affære, stak Spiritual Black Dimensions af i den anden retning og var bombastisk, overdrevet og produceret, så man kunne høre, hvad der blev spillet. Hidtil havde min erfaring med black metallen enten været noget tungt, indesluttet og hysterisk fræsen – eller Burzums fængselsprojekter. De skiftede fokus til ublu teatralske kompositioner og altdominerende keyboards uden at give køb på intensiteten i fremførelsen, og det landede dem en mangeårig førsteplads i mit hjerte. Måske grundlagde pladen min kærlighed til synthesizers, for dem kan man heller ikke komme uden om er en stor del af lydbilledet.

Dengang de dramatiske toner af åbningsnummeret ”Reptile” skyllede ind over mig for første gang, vidste jeg, at jeg var kommet hjem. Der bliver fræset, som der fræses skal, men rumklang og plastiktrommer er bandlyst. I stedet bliver man trakteret med en detaljerigdom som, når man tænker på, hvornår albummet er fra, giver nutidens black metallere kam til deres lange, sorte hår. Et lækkert riff her, et par effektive blastbeats der, og rolige øjeblikke afløst af kontrolleret kaos var med til at fascinere en bedrevidende og kontrær teenager (mig, hvis nogen skulle være i tvivl) og cementere pladen som et af højdepunkterne i mine tidlige år som metalfan. Spiritual Black Dimensions har helt sikkert været en sten i skoen på de fans, der nidkært vogtede over black metallen, men man skulle være et ualmindeligt gerrigt skarn, hvis man ikke ønskede at dele ud af hverken den underkæbetabende trommeintro eller de tænderskærende riffs i ”Behind the Curtains of Night – Phantasmagoria”

Faktisk er hele albummet en lang række af små øjeblikke, der, set i en større sammenhæng, giver en fornemmelse af, at bandet har fokuseret mere på at vride stemningen ud af musikken fremfor at vride musikken ud af stemningen. Den superlækre heavyinspirererede solo, som på smukkeste vis lukker for ”Dreamside Dominion”. Varierede trommer, dramatiske keyboards og klassisk frøvokal bliver understøttet af pianosektioner på ”United in Unhallowed Grace”, og vi får et lille nik til tidlig Dimmu på ”The Promised Future Aeons” takket være den dystre keyboardintro. ”The Insight and the Catharsis” rykker, i mine øjne, Dimmu Borgir op på et helt nyt niveau af stemning, da ICS Vortex’ clean vocals giver det hele en over-/underjordisk følelse af højstemthed, der den dag i dag stadig giver gåsehud. Hans afgang fra bandet for små ti år siden har måske været med til at drive en kile mellem bandet og mig selv som lytter, men Spiritual Black Dimensions varslede nye vinde i black metallen. Nu var det ikke længere nok at ligge og grynte nede i en kælder og lovprise Satan. Næ nej, nu skulle du helt ud i det overdrevne, med læderkjoler og shaded corpsepaint og op og stå på den højeste tinde for at påkalde mørket – ud fra et metafysisk og åndeligt perspektiv.

Tillykke med jubilæet

Dimmu og jeg ser ikke længere tingene fra samme vinkel. Det teatralske aspekt har taget overhånd og er blevet til en cabaret, men Spiritual Black Dimensions modstår tidens tand og fremstår som et lysende fyrtårn af en fuckfinger til kritikere, der dengang – og måske også nu – affejer dem med et automatisk ”det er ikke rigtig black metal.” Er det Dimmu Borgirs bedste plade? Nej, det er det ikke. Men det er absolut heller ikke den værste. Den trak en streg i sandet mellem dem og puritanerne, der temmelig bagstræberisk forsøgte at holde liv i en døende kæmpe, og fortsatte i stedet med at eksperimentere med grænserne for, hvad man kan slippe af sted med som Norges mest kommercielt succesrige nicheband. Dimmu Borgir lavede musik, som de syntes, den skulle laves, og det gør de på sin vis stadig her 20 år senere, hvor jeg sammenlignede deres seneste udgivelse med Spiritual Black Dimensions. Måske er cirklen sluttet nu, men jeg tipper hatten i deres retning og takker for 20 års samarbejde. Gammel kærlighed ruster ikke, og god musik går aldrig af mode.

Tilføj kommentar