Copenhagen Metal Fest - Ethereal Kingdoms
Ethereal Kingdoms er bygget op af en symfonisk grundform med mænd på instrumenter og en kvindelig frontfigur – men Ethereal Kingdoms er meget mere end blot et symfonisk metalband, som vi i forvejen ikke har mange af i Danmark. Der er nemlig en intens forbindelse mellem musikken og følelserne bag. Ethereal Kingdoms skaber et helt særligt univers, og når du er til koncert med dette band, får du ikke blot en sublim musikalsk oplevelse, du får også en følelsesladet fortælling og et lille stykke teater med på vejen. Bandets debutalbum rammer gaden d. 11. oktober i år, og du har nok at glæde dig til! Med deltagelse i Wacken Metal Battle har Ethereal Kingdoms i 2019 deltaget i Royal Metal Fest, Nordic Noise og afholdt koncerter med blandt andet Finntroll, Vanir, Wintersun og Forever Still. Så når du kigger forbi Copenhagen Metal Fest, vil jeg råde dig til at lægge vejen forbi senen (teater ZeBU), når Ethereal Kingdoms spiller – du får en oplevelse for livet!
I forbindelse med denne artikel, har vi stillet bandet nogle spørgsmål vedr. den danske scene og Copenhagen Metal Fest.
Hvordan ser I på nuværende tidspunkt den danske metalscene?
Sofia (Vokalist): Den danske metalscene ser ud til at være inde i en spændende vækstfase. Der popper hele tiden nye bands, festivaler og små uafhængige anmeldersites op. Udlandet har kikkerten rettet mod Danmark med signings af danske artister på de helt store labels. Tunge headliner-navne der har danske metalmusikere med som support. Det er smukt!
Jon (trommeslager): Ja, jeg synes også at jeg begynder at høre mere og mere til danske bands og festivaler, sammenlignet med hvad jeg gjorde for 10-15 år siden. Det danske er begyndt at fylde mere herhjemme, både på koncertplakater og i mediebilledet, og det er rigtigt fedt!
Hvordan udvikler den danske metalscene sig i øjeblikket?
Christian (guitarist): Det ser ud til at bands og artister er begyndt at tage PR og sådan noget mere seriøst. Det er nice at folk tager flere initiativer til at sætte shows op i større formater også! Jon: Ja, jeg begynder at høre mere og mere om danske bands og festivaler sammenlignet med for 10-15 år siden. Det er en udvikling, at det danske fylder mere herhjemme.
Sofia: Ja, og der er også blevet plads til flere alternative tiltag - VOLA har jo lige fået egen signatur-øl, for eksempel!
Er der en særlig genre, som skiller sig mere ud end de andre?
Sofia: Metal vil ligesom alle andre kategorier af musik have trends og tendenser. Jeg har oplevet Danmark traditionelt set har været meget præget af hardrock, død og black. Jeg synes man ser mere til eksperimenterende takes på metallen ligesom f.eks. Møl og mere melodiske ting såsom Defecto, Verdande og Everything Is Terrible. Jeg er en rigtig prog-snob, så det er nice at se at der også kommer lidt mere gang i det progressive herhjemme!
Jakob (Bassist): MØL har altså ret meget fart på! De laver noget, andre ikke laver, både med deres musik og deres shows. Ja, så er der også acts som Defecto og Sunless Dawn, der går i deres helt egen retning. Der er plads til alt på den danske scene!
Jon: Ja, det spændende ved metal er, at alt er velkomment. Til trods for at metal er så bred en paraply, er der plads til en stor gruppe mennesker med forskellige referencer. Så afhængig af ens udgangspunkt på metalscenen, vil der altid være noget der skiller sig ud, noget nyt man kan opdage. Og det er fedt!
Sofia: Metal er som genre er ved at få mere taletid uden for niche-medierne og kommer op på de store spillesteder og i mainstream-medierne. Så metal som overkategori er ved at markere sig mere og mere, både herhjemme og i udlandet.
Der popper flere og flere festivaler op i Danmark, især i metalmiljøet. Hvad synes I om det?
Sofia: Festivalformatet er fedt fordi det giver en mulighed for at prøve en bred vifte af bands af. Festivalerne er også ved at blive rigtigt gode til at enten profilere sig helt skarpt genremæssigt eller booke en farverig palette af forskellige bands og subgenrer. Jeg bliver inspireret af at gå op opdagelse i den uafhængige og upolerede undergrund, det har en særlig rå energi! Det er selvfølgelig også fedt at opleve de helt store, strømlinede mastodontiske produktioner hos f.eks. Metallica osv, men det har noget charme at opleve bands, der er et sted i karrieren hvor de kan eksperimentere med formatet. Og det synes jeg at man kan få adgang til på metalfestivalerne.
Jon, Jakob og Christian: J A !
Hvad tænkte I, da I blev inviteret til Copenhagen Metal Fest?
Sofia: Vi blev selvfølgeligt utroligt glade! Det er altid fedt at være med til at starte noget nyt op. Det er også en ære at være med til at fejre Heavymetal.dk’s 20-års jubilæum, de er en vigtig aktør i metalmiljøet. Vi har spillet på en del festivaler efterhånden, bl.a. SPOT, Royal Metal Fest og Nordic Noise, og vi kan godt lide konceptet om at Copenhagen Metal Fest har formået at booke en hel festival kun med danske bands. Det er kompetente og rutinerede kræfter der står bag og et solidt line-up, så vi glæder os rigtigt meget til at være en del af det!
I er ret nye på den danske metalscene. Hvem er I inspirerede af?
Sofia: Vi trækker hver især inspiration forskellige steder fra men har også nogle fællesnævnere som er typiske for vores genre. Jeg hører meget djent, tech og progressiv metal. Shadow of Intent, alt med Devin Townsend, Xaon, Vildhjarta, Tesseract er lige nu på min playliste. Og så synes jeg at opera og teater er fantastisk. Et orgie af farver, tordnende orkestre, vilde følelser, teaterblod og eksplosioner - der er ikke så langt fra teaterscenen til metallens univers! Er svært glad for komponister som Sibelius og Bartók. Jeg kan godt lide store stemmer som Nina Hagen, Ariana Grande, Lady Gaga, Yannis Papadopoulos og den slags.
Jakob: Jeg lytter generelt meget til bands fra den finske metalscene - og til Bob Marley. Og Metallica. Jeg er lidt old-school tror jeg. Derudover kan jeg rigtigt godt lide Black Dahlia Murder, Arch Enemy og den slags.
Jon: Jeg kan godt lide symphonic metal, men jeg har aldrig rigtigt spillet det eller lyttet til det før jeg kom med i Ethereal Kingdoms. Jeg er meget inspireret af Finntroll, og dynamikken og måden som Fleshgod Apocalypse’s trommeslager spiller på.
Christian: Jeg lytter mega meget til Nightwish, Sonata Arctica Kamelot, Eluveitie, Wintersun, Epica - og Danheim!
Sofia: Ja, Danheim, Wintersun og Kamelot går man aldrig galt i byen med!
Er der særligt nogle danske bands, som inspirerer jer?
Jon: Det er faktisk først inden for de sidste par år jeg er begyndt at høre dansk metal. Det viser noget om, at scenen er på vej op.
Sofia: Vi havde fornøjelsen af at spille med Xenoblight til WOAMBDK 2018 og Royal Metal Fest. Fantastisk inspirerende live-energi! Jeg elsker sangskrivningen i Sunless Dawn og er vild med Odd Palace’s totalt kaotiske meltdowns på scenen. The Interbeing og Unseen Faith gør gode ting for mig, og så er jeg også svært glad for atmosfæren i MØL. Jeg har en ting for Mercenary - de er mine teenage helte! Og King Diamond for dælen! Teaterblod, jatak!
Jakob: Mercenary! The Interbeing hører jeg også meget, de kommer jo her på Copenhagen Metal Fest, så det bliver fedt!
Christian: Mercenary - Eleven Dreams-pladen har jeg haft på repeat! Vanir - især Særimners Kød! Den er legit!
Nogle af de deltagende bands på CMF har været til stede på den danske metalscene i flere årtier. Hvordan ser I op til bands som disse (Artillery, Illdisposed)?
Sofia: Vi er jo på samme label som Artillery (Mighty Music), så det er jo lidt sjovt at mødes med nogle fra “familien”. Vi har ikke noget særligt tilhørsforhold til disse bands, men har kæmpestor respekt for det de gør, og har gjort, for dansk metal både internationalt og herhjemme. De har jo været med til at grundlægge den danske scene!
Som forholdsvist nyt band, hvordan har I tænkt jer at erobre Danmark?
Jakob: Det er på livefronten, man vinder! Så der satser vi!
Sofia: Ja, vi har tænkt os at levere gennemført kvalitet. Vi er ikke bange for at tage nogle sats og skabe shows, der er lidt ud over bare en koncert, som vi f.ek.s gjorde på Royal Metal Fest og da vi spillede support for Finntroll og senest med vores Wintersun support-show. Der endte vi med at være 9 mennesker på scenen med kor og gæstesolister, det var ret vildt haha!
Christian: Når der er midler til det, så skal der lægges så meget af det i showet som mulig, så man kan give en god oplevelse! Det er uanset om vi har kæmpe kor med, eller om vi bare er 4 os fire der fortæller historier med vores musik.
Når I har erobret Danmark, hvad skal der så ske?
Sofia: Vi skal videre til udlandet. Drømmen er at spille med symfoniorkester og stort operakor - og dansere og skuespillere i et stort teater, som en rigtig forestilling! Måske som plade, måske som musikvideo, måske som rigtig koncert, man kan gøre det på mange måder. Vi eksperimenterer meget med krydsfeltet mellem show og koncert. Jeg kunne personligt godt tænke mig at arbejde med Prags Philharmonik-orkester. De er vanvittige dygtige! Drømmen er at spille tours med Arion, Sonata Arctica, Nightwish og den slags bands. Og så kunne det være fedt at dele scene med Wintersun igen, de var mega søde!
Christian: Ja, jeg kunne ikke sige det bedre!
Når folk ser jer til Copenhagen Metal Fest, hvad skal de så forvente?
Sofia: Forvent noget intimt, noget intenst - med overraskelser. Vi spiller på ZeBu, som er en teater-scene i en såkaldt blackbox. Det er en lidt mindre scene, så der er plads til at komme helt tæt på, når intensiteten og følelserne skruet helt i vejret. Vi spiller sange fra vores debutalbum Hollow Mirror som udkommer 11 oktober via Mighty Music. Vi ville gerne have hele det setup, som vi havde med til Wintersun (The Kingdom Choir, Amalie Skriver på violin, Sigurbodi på drejelire), men man må indrette sig efter forholdene. Vores format er fleksibelt. Teatralsk metal kan være mange ting. Så vi skal nok få en vild aften alligevel!