all gallows

Metalsnobbens Hjørne - Dragedræberi på Drengeværelset

Metalsnobben

Selv den styggeste snob, må til tider stoppe op, se sig tilbage og ære sine rødder. Det gør Metalsnobben her og hædrer albummet 'Dawn of Victory', skabt af italienske Rhapsody, som fylder 20!

For cirka 20 år siden skete der noget magisk på et drengeværelse …

Året er 2003, lokationen et mørkelagt og lummert drengeværelse i Vanløse, hvor den eneste lyskilde er den enorme computermonitor. Lydbilledet består udelukkende af aggressive museklik, lyden af højtråbende, animerede figurerer, deres kampråb og dødsrallen. Et pludseligt sceneskift i computerspillet indikerer, at missionen er fuldført, og derfor er det nu tid til rulleteksterne – normalt et moment personen bag skærmen ville springe over, men en ny og uforudset lyd gør, at fingeren ikke rammer esc-knappen som ellers planlagt. Lyden af fuglekvidder, en nymfevokal og træfløjter, der dog hurtigt erstattes af sækkepiber og power chords, og kort tid efter akkompagneres hele herligheden af en lys mandevokal med en heftig italiensk accent. Personen bag skærmen sidder nu med åben mund, som var han blevet ramt af et lyn. Han er tryllebundet og vælger derfor at se rulletekstsekvensen igen, igen og igen, blot for at høre musikken om og om igen. For det her var ikke blot et tilfælde – nej, det var skæbnebestemt! Og hvis du ikke havde regnet det ud, kære læser, det første skridt mod at blive til Metalsnobben!

Men hvad er et navn?

For personen bag skærmen var, naturligvis, undertegnede, og den pågældende sang var nummeret ”The Village of Dwarves” fra kongerne af italiensk powermetals, Rhapsodys, tredje album, Dawn of Victory. Albummet udkom faktisk allerede tilbage i 2000, altså tre år før jeg overhovedet stiftede bekendtskab med bandet. Men giv mig lige en chance, det var dengang, hvor internettet kom via kabel fra et apparat, der lød som en døende delfinflok – i hvert fald i mit barndomshjem!

Dengang hed bandet blot Rhapsody, ikke Rhapsody of Fire, Turili/Lione Rhapsody eller Luca Turilli’s Rhapsody – det var en simplere tid, hvor en flok italienske mestre kunne sætte sig ned, indspille et album omhandlede helte og antihelte fra en verden, de selv havde skrevet, indspille det på cd og så håbe på, at en knægt i 8. klasse tre år efter ville opdage det.

Dawn of Victory var det første metalalbum, jeg nogensinde lyttede til og købte (jeg kan stadig ikke huske hvorfor eller hvordan, men jeg husker at have spurgt i diverse butikker i Vanløse uden held). Dengang anede jeg dog ikke, det var metalmusik, for det var jo sådan noget ondt noget, som bøllerne i film lyttede til, mens de kørte på motorcykler. Jeg var overbevist om, at det var en form for spasmodisk opera, hvilket jo ret beset ikke er helt forkert.

Men da jeg så endelig fik fingrene i cd’en og kunne beskue dets voldsomme cover, hvor historiens helt ”The Warrior of Ice” kæmper mod alskens dæmoner og monstre, samt læse sangteksterne og den lettere ubehjælpsomme prosa, der skulle hjælpe lytteren til at forstå universet og historien. Alt sammen utroligt plat og utroligt powermetal, men som en fjortenårig knægt, der brugte samtlige af sine vågne timer på at spille Diablo 2, Warcraft 3 og se Ringenes Herre, så var det perfekt!

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt Dawn of Victory, men svaret må ligge et sted mellem ”mange gange” og ”utroligt mange gange”. Jeg husker især, at hvis jeg skulle med toget til et sted der lå lad os sige en time væk, så viste jeg, at jeg bare skulle høre albummets lukker, ”The Mighty Ride of the Firelord” seks gange, så var jeg der – lidt ligesom når Finn Nørbygaard fortalte, at man bare skulle sove syv gange, før der var ”Finn’sk Fjernsyn” igen.

En målestok er over dem alle

Men nu skriver vi altså hverken 2000 eller 2003 længere, men 2020, og der er løbet utrolig meget vand i åen siden dengang, og Rhapsody (uanset hvilken version) er ikke, hvad de har været, og det er Turilli/Lione heller ikke. Uanset hvor meget jeg end har elsket (og stadig elsker) Dawn of Victory, så er vi nødt til at lægge nostalgien på hylden og se objektivt på værket, så vidt som muligt. For er det stadig et godt album så mange år efter? Det er jo det store spørgsmål… Og svaret må være ja!

Det her er altså Rhapsody i absolut topform og et album, de aldrig har overgået, uanset hvor meget de så end har prøvet. Det har alt det, som italiensk powermetal er kendt for: operaelementer, en keyboardsektion på voldsomt overarbejde, soloer – soloer allevegne samt en vokalist, der ikke helt mestrer det engelske sprog. Det her er det album, som er målestokken for al powermetal skabt syd for alperne – om du vil det eller ej.

Og personligt er Dawn of Victory også det album, jeg holder alle andre powermetalalbums op imod, på samme måde som ægte power metalentusiaster nok sammenligner med et album som Keeper of the Seven Keys – Part 1 af Helloween.

Når jeg hører powermetal, stiller jeg altid albummet et ultimatum: enten skal musikken være så god og så gennemført, at man er villig til at se igennem fingre med, hvor fjollet det egentligt er, eller også skal musikken stinke af selvironi, så vi alle kan blive enige om, hvor fjollet det egentligt er.

Desværre dumper langt de fleste af de powermetalbands, jeg lytter til, og lander i et grumset grænseland mellem de to krav. Men Rhapsody har altid formået at være så dygtige, at man for eksempel glemmer, hvor tåkrummende det er, når Turilli gang-på-gang udtaler w’et i ”sword”.

Så selvom der nu er gået 20 år (17 i mit tilfælde), siden Dawn of Victory udkom, og selvom jeg næsten aldrig hører powermetal, så skylder jeg Rhapsody et tak så stort, at det ikke kan måles. For hvis ikke jeg tilfældigvis var snublet over denne udgivelse for næsten to årtier siden, så tror jeg ikke, at denne metalsnob nogensinde var blevet skabt – hvilket vi jo alle kan blive enige om havde været et enormt og ubærligt tab.

-

Og så lige for at slutte af, så får I da lige en kort og præcis playliste over, hvad Metalsnobben mener er det ypperste indenfor powermetal! https://open.spotify.com/playlist/521OQWnBjhTNqrrvxeE1FG?si=FgS7FGdtRtuu...

Tilføj kommentar