Metalsnobbens Hjørne - Of Bird and Cage

Metalsnobben

Hvorfor, hvorfor, HVORFOR!?

Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor vi overhovedet har valgt at bruge tid på at anmelde et computerspil. Men vi har jo tidligere anmeldt bøger, dokumentarfilm, alkohol og meget andet, der ikke er decideret musik, men stadig metalrelateret, så hvorfor ikke også et computerspil?

Jeg har i et tidligere blogindlæg nævnt, at min interesse for metal stammede fra min interesse for computerspil. Da vi blev kontaktet af Capricia, studiet bag spillet Of Bird and Cage, sprang jeg derfor op af stolen, klar til at påtage mig rollen som den, der skulle anmelde dette spil – for præmissen lød spændende!

Spillet beskrives som en interaktiv metalopera, og her tænkte jeg noget i stil med ” Telltale møder Brütal Legend ”. Det lyder jo vanvittigt fedt, men hold nu fast, hvor havde Kierkegaard dog ret, da han nedfældede de verdensberømte ord: ”forventningens glæde er den største”.

Jeg har gået og grublet over, hvordan og hvorledes denne anmeldelse skulle udfolde sig, lige siden jeg blev færdig med spillet. Oprindeligt havde jeg tænkt blot at nøjes med et ”Of Bird and Cage er dårligt; change my mind”-meme – for så kort kan det vitterligt både siges og gøres. Men det ville ikke være sagligt eller fyldestgørende, og værre endnu, så ville det måske ikke være nok til at afskrække andre fra at anskaffe sig spillet – hvilket må være denne anmeldelses fornemmeste opgave!

Men trods megen grublen er jeg stadig ikke sikker på, hvordan jeg skal starte, og hvordan jeg bedst kan beskrive den fadæse, som Of Bird and Cage er. Skal jeg starte med at kritisere historien, musikken, grafikken eller måske selve spillets mekanikker? Måske skal jeg starte med at påpege, hvordan selve konceptet og ideen bag udgivelsen var dødsdømt fra starten af og skulle have været skyllet ud med badevandet?

Kære læser, jeg er fortsat i tvivl, men nu prøver vi altså!

Musikken 3/10

Okay, okay, så historien og grafikken er altså til at lukke op og defækere i, men hvad så med musikken? Den skulle jo være det helt store sællert, og de har da også hyret en række dygtige musikere fra bands som Epica, Within Temptation, Guns ’n’ Roses og Asking Alexandria. Men endnu en gang bliver det bevist, at bare fordi man er en dygtig musiker, laver man ikke automatisk god musik.

Spillet skal forstås som en rockopera, som vi kender det fra Kilroy was Here, American Idiot eller Pick of Destiny. Men det eneste, de tre kræver af lytteren, er, at han skal LYTTE! Når man spiller Of Bird and Cage skal man også bruge fokus på at spille selve spillet, om det så er at prøve at finde en nøgle til et herrelokum, før din pusher kommer og banker dig, eller om du skal finde din pusherkærestes pung, før han kommer og banker dig (i øvrigt to forskellige pushere, men det var, hvad kreativiteten kunne strække sig til). Når man bruger tid og fokus på den slags, har man ikke tid til også at lytte til musikken – så selvom jeg har spillet det igennem to gange, var jeg stadig nødt til at høre soundtracket bagefter, for udover enkelte passager og elementer kunne jeg ikke huske noget som helst. Det er ikke musikkens skyld som sådan, det er spillets.

Men fungerer musikken så som enkeltstående enhed? Er det en perlerække af fantastiske numre, der fortjener priser samt evig hæder og ære? Her må svaret så overraskende nok igen være et rungende nej. Nu skal jeg jo ikke være genrefascist, men de påstår selv, at det er et metalalbum – og det forpligter altså. Men sandheden er, at bortset fra et par enkelte numre som ”The Time Has Come” og ”Huff Huff and Puff” (fordi Bres Lupus jo også er den Store Stygge Ulv, hvilket man jo slet ikke kunne regne ud …), så er resten af musikken en blanding af easy listening og elevatorjazz. Hvilket er lige så spændende at lytte til, som det er at spille spillet – så det passer jo helt perfekt.

Historien 2/10

Kort fortalt, så følger fortællingen Gitta Barbot. En 25-årig stofmisbruger, der kommer fra et hjem med en voldelig far og en mor, der – måske – bliver slået ihjel af førnævnte fader. Intet originalt her overhovedet – det starter godt! I et virkeligt kikset forsøg på at score stoffer på en snusket natklub bliver hun fanget/indespærret af en klamrian ved navn Bres Lupus, som også er ham, der har skabt det stof, hun er afhængig af – wow. Derfra udspiller der sig en historie, som egentlig er en dårlig kopi af Skønheden og Udyret, bare hvor udyret ikke længere er en teenager fanget i en golden retrievers krop, men i stedet ligner en hipstertroldmand fra Boston. Igennem spillet skal man så træffe en række beslutninger, som ”påvirker” historien – for eksempel kan du vælge at tage stofferne eller lade være, du kan vælge at bede forskellige karakterer om hjælp osv. Det ændrer dog ikke rigtigt det helt store, og uanset hvad du vælger, bliver plottet primært løst ved hjælp af vold. Ja, det er åbenbart sådan, Gitta vælger at klare skærene ved at blive jagtet rundt af gustne typer tilpas længe, indtil hun skifter mening og begynder at dele håndmadder ud til højre og venstre – the end. Det lyder måske som en joke, men det er det – desværre – ikke. Så de skal næppe regne med en litteraturpris…

Grafikken 2/10

Ja, her kan jeg så heller ikke finde noget positivt at sige. Grafikken er håbløs, forhastet og ubehjælpsom. Samtlige figurer ligner noget, der var for dårligt til at være med i et afsnit af Walter og Trofast, og medmindre det er en primær figur som Bes eller Gitta, vil man opleve, at spildesignerne – gladeligt – genbruger de samme fem-ti modeller igen og igen, hvilket er med til at gøre hele oplevelsen utrolig inkonsekvent – det bedste eksempel må være, det bedste eksempel må være scenen, der forgår lige efter, man har set sin far banke sin mor, hvor man ser præcis den samme model som moderen stå på den natklub, man prøver at købe stoffer på – altså en scene, der skal forgå omkring 24 år senere – det her er kunst, mine damer og herrer!

Landskabet og de objekter, der er, som borde og stole, er ikke meget bedre, og selv hvis man skruer helt op for samtlige indstillinger, er det hele utrolig grynet og uklart – sådan kan man selvfølgelig også skjule sine rædderlige modeller – bevares! Så hvordan nogen har kunne godkende grafikken, er mig en gåde – men det gælder selvfølgelig hele projektet her.

Mekanikkerne 1/10

Okay, så historien er dårlig, grafikken elendig og musikken forglemmelig. Men hvad så med mekanikkerne, er det i det mindste et sjovt spil at spille? Det kommer helt sikkert som en enorm overraskelse, men nej. Faktisk er mekanikkerne i spillet måske det absolut dårligste. Styresystemet til Gitta er klodset og på ingen måde intuitivt, banerne er frustrerende, da det ikke er tydeligt, hvad man skal, eller hvad man leder efter. Der er absolut ingen ledetråde, og helt galt går det, når vi kommer til actiondelen, for den fylder virkeligt meget, især når man nu tænker på, det er en rockopera, som beskrives som en ”interaktiv fortælling”. Den slags plejer næppe at betyde nonstop action.  Kampsystemet er måske det dårligste, jeg endnu har oplevet, og når Gitta har sine drømmesekvenser – og dem har hun ofte – betyder det som regel at man skal hoppe og springe som en anden Super Mario. Og her oplever man, at Gitta er uofficiel verdensmester i længdespring, hvilket betyder, at hun konstant springer for langt og derfor falder i døden igen og igen og igen – yay!

Så nej, den del af spillet fungerer heller ikke.

Konklusion

Bare fordi noget ikke er gjort før, så betyder det ikke, at det er en god ide. Der er nok en eller flere grunde til, at det ikke er gjort før. Der var nok en grund til, at genren ”Interaktiv Metal Opera” fandtes, og efter at have kæmpet med Of Bird and Cage må jeg konkludere, at det er bedst, hvis vi alle lader, som om den fortsat ikke gør det. Projektet er simpelthen elendigt fra ende til anden. Det eneste tidspunkt, jeg så meget som trak på smilebåndet, var, da jeg blev mødt med den dummeste kommando siden ”Press F to Pay Respects”, nemlig ”Press TAB to take drugs”.

Så kære læser, glem alt om dette spil – for din egen skyld! Jeg fik det gratis, og jeg skal indrømme, at de timer, jeg brugte på det, kunne være brugt på bedre ting. Jeg kunne have slået græsset, slået hovedet ind i en væg, sniffet lightergas eller bare stirret ud i intetheden. Så betragt dig selv som advaret!

Kommentarer (4)

Sinfjøtli

Indlæg: 11

Birdcage

Tak for advarslen!
Tæmkte at det kunne være sjovt at læse en anmeldelse af bogen “Heart of darkness” af Joseph Conrad her på heavymetal.dk det er en klassiker som kan diskuteres til uendelighed, handler om mennesket mørkere sider og kan læses igen, igen og igen!

Poul Kål

Forbedringsanstalt.

Jeg gider sku ikke læse om computerspil, -tror du jeg er et pattebarn.? Jeg vil læse om Rosa Lund og hendes store røde mis.

Rosa Lund

Min røde mis.

Maine Coon er er en langhårskat; den stammer oprindeligt fra New England-området i det nordøstlige USA, heruder staten Maine, som katten har sit navn fra. Den anses for at være den første katterace i USA, men dens oprindelse er uklar. Kattene var værdsat for deres evner som musefængere.

Christian Hegaard

Prøv igen

Hej Rosapigen, -det er skudda ikke din kat som Poul vil læse om. -Det er FISSEN.

Tilføj kommentar