Kom nu i sving!
Slår man Malefic op på metal-archives.com, finder man hurtigt ud af, at det ikke er det mest originale navn nogensinde. Tværtimod.
De her drenge har dog eksisteret siden 2003, men af diverse årsager skulle vi altså helt hen i 2026, før de fik klasket en debut sammen. Angiveligt har de arbejdet på Impermanence siden 2018, ergo må vi konkludere, at d’herrer virkelig er nogle tidsoptimister. Det altoverskyggende spørgsmål er da også derfor ganske oplagt: Har Impermanence været ventetiden værd?
Tomme trommer buldrer mest
Lidt afhængigt af hvor man kigger, så bliver Malefic beskrevet som henholsvis. et 'black/death-band' og/eller et 'blackened thrash band'. Jeg har dog, ironisk nok, ledt med både lys og lygte, ganske grundigt endda, for at finde noget, der bare mindede om black på Impermanence. Det lykkedes dog ikke. For altså, uanset hvor meget diverse promo-materiale insisterer på, at Malefic er et black-et-eller-andet band, så ændrer det ikke en disse ved, at de spiller, hvad jeg vil kalde klassisk 'US-melo-death', ganske lig The Black Dahlia Murder. Der også er enkelte guitarpassager og melodier hist og pist, der minder om tidligere materiale fra bands som Trivium og Bullet for My Valentine – hvilket giver fin mening, nu hvor samtlige af de bands alle var pjattede med svensk melo-død. Med andre ord, så er grundpillen i bandets musik guitaren – for helledusseda, hvor bliver der da hevet og flået i de strenge. Det virker, som om gruppens modus operandi er at få proppet så mange riffs- og soli som muligt ind i hvert eneste nummer. Som en der netop forelskede sig i metal på grund af strengeleg, så er det bestemt ikke noget, jeg rynker på næsen af.
Desværre virker det, som om bandet totalt har glemt, at der altså også er andre instrumenter, og at det godt kan betale sig, at de også lyder ret godt, måske endda på niveau med guitarerne.
Det er især trommerne, der er blevet vanrøgtet og glemt. Det må være den eneste forklaring på, at Malefic har tænkt, at det ville være en fed ide, hvis de lød, som var de taget direkte ud af St. Anger. Det er ikke, fordi trommespillet er dårligt. Der er ingen, der spiller dårligt på den her udgivelse. Problemet er dog, at især lilletrommen er så ekstremt larmende samt høje i mixet – hvilket er ganske træls, når den mestendels lyder som et vognlæs potter og pander, der vælter ud af en Skousen-varevogn, der kører 250 i timen.
Omtrent halvvejs igennem Impermanence står det også stjerneklart, at det er en debutskive. For den lider af den klassiske debut-børnesygdom, nemlig at den slet og ret er alt for lang. De første par numre fejler grundlæggende intet og er ganske imponerende med kanon energi, der understreger, at Malefic virkelig vil vise, hvad de kan. Men når man når til et nummer som “Deserter”, så står det klart, at nu er kreativiteten løbet ud i sandet, og nu kører vi på autopilot med det formål at få så meget fyld på pladen som muligt, 'more is more' og alt det. Man opdager nemlig ret hurtigt, at så mange tricks har Malefic heller ikke oppe i ærmet, og efter en lille halv time, ja, så har man faktisk set og hørt alt, hvad bandet har at byde på. Dog skal de da have et halvt point for at inkludere et ‘ghost track’ på albummets sidste nummer, “It Haunts”. Det er ikke tit man ser den slags længere, og selvom det blot er et halvt minut med lidt spansk guitar, så er det altid en sjov lille gimmick.
Duer ikke – næste!
Har Impermanence været ventetiden værd? Der må svaret være et ret definitivt 'nej'. Det er da en ganske fin skive med fornøjelige momenter, men det er ikke just en mindeværdig omgang. De spiller godt, især guitaristerne, men der skal nu engang mere til, før man står med et rigtigt godt produkt. Sangskrivningen er simpelthen ikke helt stærk nok, der er for mange numre, og de er generelt for lange – eller i hvert fald vævende. Malefic byder ikke ind med noget nyt eller spændende, og altså, når det nu har taget dem så længe om at få søsat en debutskive, ja, så spår jeg dem altså ingen større karriere.