Metal Yoga - Galt eller genialt?
Vi sendte vores skribent afsted som forsøgskanin hos Inez Nøvik. Yoga, løft af håndvægte og afspænding til lyden af metal.
Fra moshpit til måtte
Ved første øjekast virker kombinationen af heavy metal og yoga som noget, der er undfanget i en febervildelse efter en alt for fugtig aften på Copenhell. Metal er vildskab, sved og sonisk aggression, yoga er røgelse, stilhed og indre ro. Alligevel har konceptet 'metal yoga' vundet indpas i udlandet, og nu er det kommet til København. Heavymetal.dk sendte undertegnede stivbenede skribent afsted som forsøgskanin hos instruktør Inez Nøvik (retreatnam.com/metalyoga) for at se, om de to verdener rent faktisk kan smelte sammen. Forventningerne var en blanding af sund skepsis og nysgerrighed. Ville musikken blot fungere som ligegyldig muzak i baggrunden, eller kunne de tunge riffs løfte den spirituelle oplevelse til et nyt, mørkere niveau? Jeg mødte op med en forhåbning om at finde ud af, om 'hunden' føles mere bidsk, når den akkompagneres af de helt rigtige power-akkorder.
En rejse ind i det sorte zen
Det stod hurtigt klart, at Inez Nøvik ikke bare havde trykket 'play' på en tilfældig metal-playliste. Inez er dybt engageret og bruger sig selv og sin egen historie aktivt i sessionerne. For hende er både metal og yoga overlevelsesstrategier – redskaber til at transformere livets modgang til råstyrke. Denne oprigtighed gennemsyrede rummet og fik i hvert fald mig til at give slip på alle reservationer over for at rode rundt på en tynd måtte lørdag eftermiddag i indre by. Musikvalget var kurateret med kirurgisk præcision: fra Black Sabbaths tunge dommedagstoner til Metallicas storladne energi, før vi landede blødt i Pink Floyds atmosfæriske univers til sidst under savasana, som er en liggende afspænding. Inez guidede os ikke blot gennem vejrtrækning og fysiske positurer, men formidlede budskabet bag de enkelte numre, så man skabte kontakt til følelserne og lærte at give slip. Det blev oplevet velforberedt og gennemtænkt på den måde, at det ikke kun var tempo og stemning i musikken, men også indholdet, der var tænkt med, så metallens budskaber forstærkede begrundelsen for, at metal skulle akkompagnere yogaøvelserne.
Selve træningen var en solid omgang. Vi blev kastet ud i alt fra Kriger I og II til de dybe stræk i 'duen' og udfordrende balanceøvelser som 'kragen'. Intensiteten skiftede naturligt med musikken, og vi fik endda lov at løfte håndvægte til de hårde rytmer, hvilket gav et ekstra skud power. For en person, hvis tidligere yoga-erfaring primært har været skadeforebyggende og lidt tør, føltes det her meningsfuldt på en helt ny måde. Metalmusikken fungerede som en inkluderende ramme, der gjorde yogaen mindre selvhøjtidelig og mere fællesskabende. Hvor traditionel yoga for mig kan føles som en ensom rejse, skabte den fælles kærlighed til de tunge toner en følelse af samhørighed på måtterne. Det eneste lille minus var lydniveauet, Marshall-højttaleren gjorde det hæderligt, men som metalhoveder drømmer vi jo altid om, at det bliver endnu tungere og voldsommere, så vibrationerne for alvor kan mærkes i mellemgulvet.
En himmelsk forening i helvedes toner
Metal yoga er hverken galt eller et billigt mediestunt. Det er tværtimod genialt i sin enkelhed. Inez Nøvik formår at bygge bro mellem to verdener, der begge dyrker intensiteten og det kompromisløse. Konceptet lykkes med at gøre yoga tilgængeligt for dem, der normalt flygter ved lyden af panfløjter, samtidig med at yoga-entusiaster får lov at mærke den rå energi fra metallen. Man forlader måtten med en følelse af at være både gennembanket og genfødt. Hvis du trænger til at få renset ud i systemet og finde den indre ro uden at give afkald på din sorte sjæl, så er metal yoga hos Inez en absolut nødvendighed. Jeg kommer i hvert fald igen. Namasté, motherfuckers!