Mer de Noms fylder 20 år

APC

Dengang rocken stadig levede

Vi spoler tiden tilbage til år 2000. Tilbage til dengang, hvor vi overlevede dommedagsprofetierne ved årtusindeskiftet, tilbage til dengang, hvor discmanen blev erstattet med mp3-afspilleren. Det er også året, hvor Rage Against the Machine splittes for første gang, og Santana og Destiny’s Child pryder hitlisterne. Rocken var stadig i live, den gyldne pop-punk-æra lå på lur i baggrunden, nu-metallens velmagtsdage var på vej frem, imens den alternative rockbølge i form af britpop og grunge langsomt var raset ud. Men den alternative rockscene bider stadig fra sig, nærmere betegnet den 23. maj sker der noget helt særligt, og her taler jeg selvfølgelig om A Perfect Circles debutalbum, Mer de Noms. Et skelsættende album, der ved sin udgivelse rundede en fjerdeplads på Billboards top-200, det sælger 188.000 eksemplarer den første uge, og albummet sætter rekord for det bedst solgte rock debutalbum. I år fylder dette album 20 år, og det vil vi her på sitet hylde. Vi vil dykke ned i, hvordan det hele startede, hvad der gør dette album unikt, og hvorfor det stadig holder den dag i dag. 

Tilbage til begyndelsen

De to bærende søjler i bandet er Billy Howerdel og Maynard James Keenan. Deres første møde opstod tilbage i 1992, da Tool som up-coming metalband skulle åbne op for Fishbone, som var et band, Billy arbejdede som guitartekniker for. Senere hen blev Billy hijacket og fungerede som tekniker for Tool på deres Ænima-tour. Der opstod et venskab, og Maynard tilbød Billy at flytte ind i hans sit hus i Los Angeles, og så var scenen ligesom sat. I tiden efter arbejdede Howerdel blandt andet som lydtekniker på Chinese Democracy, men skrev også sange, og det var her, at ”Orestes” og ”Hollow” blev til. Han havde altid visualiseret projektet for sig med en kvindelig frontfigur, men Maynard endte med at engagere sig i projektet i tiden mellem Tools Ænima og Lateralus for hallo, hvem kan dog sige nej til sådan en mulighed?

Og det skulle vise sig at være langt mere end blot et sideprojekt. Foruden de to krumtapper i bandet erhvervede de sig Josh Freese på trommer – en utrolig dygtig og swingede trommeslager, der blandt andet havde spillet og turneret med Guns N’ Roses. Paz Lenchantin og Troy Van Leeuwean var også en del af det originale line-up, men havde ikke så meget med studieindspilningerne at gøre (Paz spiller dog violin på tre numre, blandt andet strygerarrangementet på ”3. Libras”).

Ligheder og forskelligheder

Ligheden mellem Tool og APC er heller ikke til at tage fejl af. Selvom de er to vidt forskellige bands, baserer de sig alligevel på nogle af de samme værdier. Dels er der processen i sangskrivningen, hvor musikken er skrevet på forhånd, og Maynard primært står for finpudsning, melodierne og lyrikken. Musikken tænkes som et koncept; et værk, der skal høres fra start til slut. Guitarerne er stemt ned, bassen er dyb og aggressiv og har ofte en bærende rolle, og der er de lidt skæve taktarter, der ofte går i 6/8-dele. Der er også den grafiske og visuelle part. Billy Howerdel designede bandets logo, der ved første øjekast ligner to halvcirkler, men faktisk udgør to komplette cirkler. Det siges, at han blev inspireret af linjen fra ”3 Libras”, der lyder ”You don't see me at all”. Ligesom i musikkens detaljer, titlerne på flere af sangene (der består af forskellige drenge og- pigenavne), arbejdes der med en form for ”show, don’t tell”-tilgang, som Tool især er kendt for, altså nogle elementer man som lytter, kan dykke ned i. Men selvom nogle af grundelementerne er de samme, skal det siges, at de to bands på ingen måde skal sidestilles med hinanden. A Perfect Circle er nemlig et band, der i den grad læner sig op ad melodiøsitet, harmoniske melodier og en mere lyttervenlig, til tider mainstream, tilgang til musikken. Det er på sin vis også blødere, men stadig utrolig aggressivt og medrivende at lytte til.

Pladen blev også et frirum, hvor der var plads til mere personlige tekster. Sangen ”Judith”, der handler om Maynards mor, der var en del af en kristen menighed og en dag blev paralyseret af et lynnedslag og brugte et halvt liv i kørestol. Og det var, ironisk, guds måde at takke hende på. Nogle personlige temaer, der efterfølgende blev dyrket på Tools 10.000 Days med ”Wings for Marie Pt. 1 & 2”.

Mere end blot singlerne

For at vende tilbage til ”Judith”, som var den første udsendte single og sidenhen er blevet en af de store klassikere, er nemlig et utrolig velkomponeret og mesterligt nummer. Først er der den aggressivitet, der præger nummeret. Det er en utrolig autentisk følelse af vrede, der ligger i lyrikken ”Fuck your God, your Lord and your Christ”, der sidenhen blev ændret til ”Thank your God” i den radiovenlige version. Maynards skiftevis melankolske og distortede vokal trækker ham op på en af hans største vokalpræstationer hidtil. Den dobbelt-trackede guitar med masser af distortion og delay med et simpelt, men hårdt powerriff, suppleret med masser af små tekniske detaljer, man ikke umiddelbart hører på indspilningen, men giver et lag til dynamikken, der på ingen måde havde været den samme uden. Den tunge bas og de groovende trommer med masser af lækre fills og ghostnotes på lilletrommen vidner også om, hvor dygtige og velspillende musikere, der var med til skabelsen af dette album. Den anden single, ”3 Libras”, som er en ballade, der igen lidt atypisk går i 6/8-dele, og er bygget op omkring strygere og akustiske guitarer, og har en utrolig fangende melodi, der er gået i hjertet på mange APC-lyttere. Og det er netop den største styrke, som dette album har, nemlig melodierne. Det er dem, som gør, at dette album stadig er forfriskende og nyt at lytte til, og det vidner om den kvalitet, der ligger i sangene. Det er mere end blot singlerne. Der er de mere tilbagelænede ”Thomas”, ”Rose” og ”Breña”, til den industrial-inspirerede ”Thinking of You”, til de hårdtslående 90’er prægede ”The Hollow”, ”Magdalena” og ”Orestes”, der stadig er publikumsfavoritter og er essentielle numre på dét debutalbum, der for mit vedkommende skulle vise sig at blive deres hovedværk.

Modtagelsen – og den dag i dag

Mer de Noms blev på Billboards top-200 liste i 51 uger og solgte over en million eksemplarer i USA, og bandet turnerede med blandt andre Nine Inch Nails, Foo Fighters og Smashing Pumpkins, inden de havde kapaciteten til selv at headline. Og det har de også den dag i dag, senest som et af hovednavnene på Northside festival anno 2018. De var desuden også et af de få rockbands, der fik en officiel udgivelse i Kina og fik certificeret platin den første dag, hvilket er ret godt klaret for et nyt stormende alternativt rockband. Efterfølgende har bandet udgivet tre studiealbums mere, senest i 2018 med Eat the Elephant, der her på sitet blev kvitteret med 8 kranier.

Spørgsmålet lyder tit på: Er det Thirteenth Step eller Mer de Noms, der er APC’s hovedværk? Det er svært at svare på, da begge albums kan noget specielt, men også forskelligt. Jeg vil dog forsvare Mer de Noms, som er det første A Perfect Circle-album, jeg lyttede til. Det er på sin vis både et forfriskende og tidløst værk. Det er ikke et, der er defineret af nogen bestemt genre, ligesom man eksempelvis kan sige, at Metallicas Kill ’Em All er et klassisk thrashmetal-album. Jeg fanger mig selv i jævnligt at vende tilbage til dette album, da det stadig lyder forfriskende og velproduceret den dag i dag. Det er et band, der fra første lyt har skabt deres eget udtryk med stor overbevisning og uligt andet, der kom frem i dagens lys i den periode. Det er en balancegang mellem teknisk finesse, det melankolske og mystiske og de ørehængende melodier, der kryber under huden på en, og det kan tiden ikke løbe fra. Det tror jeg i hvert fald ikke, men lad os se om 20 år igen. Indtil da: Lad os nyde Mer de Noms.  

Tilføj kommentar