Heavymetal.dks Årtiliste

Lavet af Claus Ljørring

Ti år er gået, og sikke ti år! Vi har set tilbage på det årti, som er ved at være slut for at finde ud af hvilke albums, der fortjener at blive fremhævet!

Igorrr – Nostril (2010)

 

Af Cecilie Roos

De er skøre, de gallere

10’erne var for alvor årtiet, hvor alle restriktioner blev tilsidesat for et legesygt og eksperimenterende udtryk indenfor det metalliske. I 2010 spildte en franskmand en kop kaffe med MDMA ned i sin mixerpult, mens han havde hooket den op til sit ouijabræt – eller sådan lyder debuten Nostril i hvertfald ved første ørekast. Gautier Serre eller Igorrr, som han kalder sig, vil nemlig skide på takter, genrer og generel pli, og resultatet er en sindssyg omgang ”baroque-core”, som han selv kalder det.

Selvom han først for alvor bragede ind på lystavlen med 2017’s Savage Sinusoid, og senere hen forgreb sig på Copenhells mestendels uforberedte publikum, drejede han halsen om på almindelig anstændighed længe inden, og har siden cementeret sig som en kunstner, man ikke kommer udenom. Han er som ingen anden, jeg har hørt før, og selvom andre kunstnere både før og siden har tilføjet både elektroniske og analoge aspekter til musikken, har jeg trods alt aldrig oplevet det på dette niveau.

Symphony X – Iconoclast (2011)

 

Af Thor Sejersen

Det er ikke let at beslutte sig for, hvad man synes, er årtiets bedste album; der er virkelig mange gode plader at vælge imellem, men i sidste ende falder mit valg på Symphony X – Iconoclast. Symphony X har altid været garant for genial sangskrivning såvel som overdådige og nærmest vanvittige præstationer på alle instrumenter. De syv første albums havde budt på lidt af hvert, men det var alt sammen fantastisk godt udført, og jeg troede derfor efterhånden, at jeg havde hørt alt, hvad bandet havde at byde på; for hvordan skulle deres materiale da kunne blive ved med at blive bedre?

Da der gik rygter om, at et nyt album var lige på trapperne i 2011, skruede jeg derfor forventningerne en anelse ned, for de neoklassiske amerikanere kunne umuligt blive ved med at imponere. Men jeg tog fejl! Iconoclast fangede min opmærksomhed fra start til slut med kun nogle få øjeblikke, der ikke var helt i top. Sangskrivningen var superb, alle bandmedlemmer brillerede, og især sanger Russel Allen og guitarist Michael Romeo fik masser af rampelys. Konceptet og lydbilledet var noget mere moderne end tidligere Sympony X udgivelser, men det virkede faktisk enormt godt. Albummet gjorde et virkelig godt indtryk på undertegnede, der skruede forventningerne til bandets fremtidige materiale helt op igen, og netop derfor var skuffelsen stor, da Underworld udkom i 2015. Underworld var på ingen måde et dårligt album, men lød som en masse sange i samme moderne stil, som desværre langt fra kom på samme niveau, som Iconoclast materialet. Jeg skruer derfor ned for optimismen igen og håber, at deres næste udspil i det nye årti atter kan slå benene væk under mig.

Metallica/Lou Reed: Lulu (2011)

Af Søren Højer Larsen

Det var jo dømt til at gå galt fra starten – ikke kunstnerisk – men hvad modtagelsen af projektet ”Lou Reed plus Metallica” angik. Ikke overraskende var der meget få, der i 2011 var klar til, at Reed, den gamle amerikanske junkie og storbyhippie, gik sammen med Metallica for at opføre Reeds tågede version af to groteske og over 100 år gamle tyske teaterstykker. Snobbede Lou Reed-fans kunne aldrig acceptere, at deres (anti-)helt gik sammen med noget så afstumpet som et metalband – og da slet ikke det største og mest kommercielt succesfulde af dem alle. På den anden side stod reaktionære metalfans, der i over 20 år havde nedgjort Metallica for ikke at blive ved med at indspille kopier af Master Of Puppets – og de kunne selvfølgelig heller ikke føle andet end fnysende afsky over for et projekt som dette.

Det burde jo heller ikke fungere. Sangene på Lulu er for det meste noget rod og er ofte helt uden fast struktur. Lars Ulrich hamrer i perioder forvirret løs på gryderne, som om han ikke rigtigt ved, hvad fanden der foregår og endnu mindre, hvad han skal gøre ved det. Lou Reed snøvler værre end nogensinde og – i hvert fald på overfladen – er James Hetfields største bidrag til løjerne at råbe, at han er et bord. Men bevarer man tålmodigheden og dykker ned i dette bizarre værk, åbenbarer der sig en mageløs beskrivelse af menneskelig dårskab og fornedrelse. Aldrig før har verdens største metalorkester lagt bunden til et så sindsoprivende og stemningsfuldt musikalsk totalteater – og forhåbentlig sker det heller aldrig igen.

Men ”Dragon” har måske det bedste riff, Papa Het nogensinde har tvunget ud af sine mange Gibson’er og ESP’ere. ”Junior Dad” er smukkere og mere sørgmodig end noget andet i begge artisters bagkatalog. ”Pumping Blood” er afskyelig og ulækker, men giver så meget mere mening end alle dødsmetal-splatter-tekster tilsammen. ”Mistress Dread” er blandt det mest intense og ondskabsfulde, Metallica gennem tiden har præsteret, og sådan kunne man blive ved, for Lulu afslører nye, små magiske momenter hver gang, man lytter den igennem. Den røde tråd – for sådan én er der rent faktisk – er Lou Reeds tekster, der på forunderlig vis udstiller de fleste af menneskehedens skyggesider: Ondskab, utæmmet kærlighed, passioner og angst vælter ud af rillerne på Lulu. Så bortset fra det famøse bord, er det lyrik på et helt andet plan, end vi er forvænt med i metallens verden.

Af disse grunde, og utallige andre faktisk, er jeg præcis som David Bowie overbevist om, at musikverdenen om 10-15 år nok skal blive klar til at kapere hele dette skæve og vidunderlige værk, og hylde Lulu som det fucking mesterværk, det faktisk er, ”warts ’n’ all”. Det er nok de færreste, der vil være enige i, at Lulu er 2010’ernes bedste metalalbum og fred være med det, men at det er en af de mest interessante, det er svært at komme uden om!

Killer Be Killed – Killer Be Killed (2014)

 

Af Lasse Lindhart Jacobsen

I 2011 fik Greg Puciato og Max Cavalera en idé. Den bestod i at tage ud i ørkenen i tre døgn og jamme - bare de to og Cavaleras gamle trommemaskine. Siden blev Troy Sanders fra Mastodon og Dave Elitch, der engang tæskede gryder for The Mars Volta, spurgt, om de ville være med, og straks var en supergruppe født. Killer Be Killed, som de kaldte sig, udgav i 2014 deres selvbetitlede og foreløbigt eneste plade, og trods utrolig mange andre enormt kvalificerede bud lander min personlige kåring af årtiets album lige her.

Med sine elleve eksplosive, melodiøse og aldrig nogensinde kedelige numre kommer kvartetten vidt omkring i de respektive stilarter fra deres egne bands, mens der også er tid til at lege med lydbilleder a la Tool og Slipknot. Pladens to første skæringer, “Wings of Feather and Wax” og “Face Down”, skal fremhæves som noget af det mest medrivende og nakkesmerte-fremkaldende, denne anmelder nogensinde har hørt, mens resten af albummet ligeledes er fantastisk iørefaldende.

Når en ny supergruppe laver en plade, er det nærmest “gratis” i den forstand, at de involverede ikke har ret meget på spil. Om det er de komplet bekymringsfrie arbejdsforhold, de fire herrer i Killer Be Killed har haft, der ligger til grund for det fabelagtige resultat, skal jeg ikke kunne sige. Fantastisk er det i hvert fald! Og selvom det næppe når samme højder, som debuten, håber jeg inderligt på en snarlig opfølger. Mens jeg venter, vil jeg dog nyde Killer Be Killed endnu flere gange. Det er albummet, jeg altid vender tilbage til og aldrig går galt i byen med, og det er i min optik årtiets album.

King Goat – Conduit (2016)

 

Af Christian Søndergaard

I begyndelsen virkede det som en uoverkommelig opgave at pege på det bedste album i 2010’erne, men det krævede forbavsende lidt tankevirksomhed. Der har været skarp konkurrence f.eks. fra Vektor, men Conduit er et af de meget få albums, der ville få 10 kranier selv på en dårlig dag. Albummet imponerede fra begyndelsen, voksede og voksede over de næste gennemlytninger, og fortsætter med at opsluge mig i tre kvarter, hver gang jeg lytter til det. Bare jeg tænker på en hvilken som helst passage, stjæler den min opmærksomhed fra omgivelserne. King Goat fulgte sidste år op med Debt of Aeons, som er et fremragende album i sin egen ret, men Conduit er min klare favorit.

King Goats debutalbum fra 2016 er et sandt mesterværk af unik, progressiv doom, som stadig den dag i dag griber mig fra første til sidste sekund. Der er åbenlyst mange ting, jeg føler behov for at forklare, men jeg skal holde det nogenlunde kort: For det første er sangskrivningen fantastisk; individuelle passager såvel som udviklingen mellem dem er sublim. For det andet er forsanger Trim noget så sjældent som en virtuos i metal, hvad enten han synger, råber eller snerrer. Og for det tredje lyder King Goat ikke som nogen andre – det er ikke bare et band, der spiller fremragende Black Sabbath/Candlemass/Paradise Lost/etc.-riffs. Der er kolossale riffs og mastodontiske grooves på Conduit, og de er vigtige for oplevelsen, men foran alt andet står sangskrivningen, vokalen og det særskilte udtryk.

Gojira – Magma (2016)

 

Af Emilie Dybdal Kristensen

Magma er nok – sammen med Behemoths The Satanist – det album, jeg har set toppe flest lister over årtiets bedste metaludgivelser. Og dette er med god grund. Sjældent har jeg hørt et så gennemført, gennemtænkt og gennemarbejdet album som franske Gojiras Magma. De fire herrer har måske nok skruet ned for det tekniske niveau sammenlignet med forgængeren L’Enfant Sauvage, men i stedet har de konstrueret et medrivende og drømmende univers. Numre som ”The Shooting Star”, ”Silvera” og ”Stranded” er allerede klassikere i mine ører, og hvordan dette band har færre end 800.000 følgere på Facebook, er mig en gåde. Magma er det album, hvor Joe Duplantiers vokal virkelig kommer til sin ret, og samspillet mellem guitar, bas og tromme er mildest talt imponerende. Hør bare ”The Cell”, ”Pray” eller ”Only Pain” – ja, det er faktisk svært at udnævne ét højdepunkt. Jeg har lyttet til Magma uendelig mange gange siden 2016, men hver gang føles det nyt og frisk – og det er jeg sikker på, at det også gør om fem, ti og femten år.

Deafheaven: Ordinary Corrupt Human Love (2018)

Af Jonathan Pichard

Da jeg første gang satte mig til at lytte til albummet og dermed Deafheaven generelt, var jeg i syv sind. Jeg kunne rigtig godt lide det instrumentelle, men så snart George Clarke begyndte at skrige af mig, så tabte jeg interessen. Jeg kunne slet ikke forstå kombinationen af genrer og ej heller se pointen i hele det hersens ”blackgaze”, det var noget sonisk rod, og jeg opgav derfor at forstå det. Men det irriterede og ærgrede mig, at jeg ikke forstod det, og længe rumsterede det rundt i baghovedet, som et album jeg på sigt burde lære at forstå.

Og tænk engang, jeg lærte at forstå det! En kold, grå januar morgen prøvede jeg igen at lytte til albummet, og DENNE gang var det, som om det hele bare sagde ”klik”. Bandet og deres lyd gav mening! Pludseligt kunne jeg høre genialiteten i kompositionerne, se poesien i lyrikken og mærke hvor talentfulde, de respektive musikere var. Det var en fager ny verden. Det var som træde ind i klædeskabet og opdage Narnia bag alle frakkerne i stedet for den forventede bagvæg.

Med Ordinary Corrupt Human Love kombinerer Deafheaven den maniodepressive stemning fra Sunbather med den kulsorte vrede fra New Bermuda samtidig med, at der bliver tilføjet en ny, melankolsk energi til deres musik – det er virkeligt kulminationen af flere års hårdt arbejde og et sandt magnumopus. Lyt til, hvordan et nummer som ”Honeycomb” forbinder lys og mørke samt lyrik om at fodre gæs til lyden af mariachi-bands blot for at ende med en lyst til at hænge sig selv i en løkke lavet af solsikker – eller albummets sidste sang ”Worthless Animal”, der er en smuk omend rystende sang om vold mod hjemløse.

2010-2019 var et fantastisk årti for metal. Den udviklede sig, forandrede sig og blomstrede for alvor. Nye genrer og ideer slog rødder, sprang ud og beviste endnu engang, at musik er organisk og dermed levende, og at stagnering er lig med død. Men intet band har bevist det så meget, som Deafheaven gjorde det med Ordinary Corrupt Human Love!

Boblere

  • Triptykon – Melana Chasmata
  • Behemoth - The Satanist
  • Cult Of Luna – Vertikal
  • Enslaved – E
  • Orm – Ir
  • Ihsahn – Amr
  • Opeth – Pale Communion
  • Soilwork – The Living Infinite
  • Carcass – Surgical Steel
  • Zeal & Ardor – Stranger Fruit
  • Amon Amarth – Surtur Rising
  • Fleshgod Apocalypse – King
  • Moonspell – 1755
  • Mayhem – Daemon
  • Soilwork – The Ride Majestic
  • Amorphis – Under the Red Cloud
  • Lamb of God – Sturm und Drang
  • Motionless in White ­– Graveyard Shift
  • Metallica – Hardwired… To Self-Destruct
  • Tool – Fear Inocolum
  • Power Trip – Nightmare Logic
  • Judas Priest - Firepower
  • Sabaton - Carolus Rex
  • Insomnium - Winter's Gate