En gymnasietid for fuld musik

1999 var året, hvor jeg fyldte 18 år. Jeg gik i gymnasiet, og ud over venner, damer og bajere var det musikken, der fyldte allermest. Det havde den altid gjort, og det gør den fortsat. Metallica, Pantera, Nirvana, Green Day og nærmest alt, der bestod af forvrænget guitar, havde min store interesse. Sammen med vennerne blev utallige bandkonstellationer afprøvet med mig på guitar, men bortset fra et par optrædener til Gentoftemesterskaberne i rock samt et par onsdagscafeer på Ordrup Gymnasium blev det aldrig til mere. Jeg var bedre til at dyrke musikken som hobby uden selv at være udøvende.

Utallige bands og deres respektive udgivelser har gennem årene sat sit præg på min smag. Fra dette sites fødselsår er der særligt tre, der skiller sig ud, og som stadig kommer i rotation hjemme på anlægget. Dem skal vi se nærmere på lige her.

3.-pladsen: Stone Temple Pilots – No. 4

Kvartetten fra San Diego, Californien blev aldrig rigtig anerkendt som fortjent. For at være et ægte grunge-band skulle man komme fra den rigtige by under noget koldere himmelstrøg og gå i slasket skovhuggertøj. Det gjorde kæmpetalentet Scott Weiland og hans kumpaner ikke, og dermed fik de aldrig for alvor lov at være med i hulen. De var dog en signifikant del af bølgen, hvad enten man vil det eller ej. Havde det ikke været for Weilands stofmisbrug og hans konstante færden ind og ud af fængslet, er der ingen tvivl om, at piloterne fra stentemplet kunne have været lige så store som Soundgarden, Pearl Jam og flere af de andre Seattle-baserede grupper.

Det skete dog ikke. Trods solid sangskrivning på lige så solide plader og fabelagtige liveoptrædener hang de altid lige i hælene på de andre. Efter tredje album – Tiny Music… Songs From the Vatican Gift Shop – havde de fleste mistet troen på bandet, men i 1999 fik de klemt det sidste rigtig gode album ud af sig: det groft undervurderede No.4. Med markant hårdere riffs og en mere direkte tilgang til sangskrivningen kunne de med numre som “Down”, “Sour Girl” og “Sex & Violence” igen møve sig ind på de store scener, men som så ofte før røg Weiland i brummen igen kort før pladens udgivelse. Endnu en gang måtte man nøjes med en albumcyklus uden en efterfølgende turne. Ak ja … Scott Weiland blev senere fyret af bandet og kom aldrig tilbage i storform, før han døde i 2015. En trist historie. Men No. 4 har stadig en stor stjerne hos undertegnede og står placeret i min bog som en de stærkeste udgivelser fra 1999.

2.-pladsen: Machine Head – The Burning Red

‘Undskyld, hvad? Hvad har du røget, og vil du dele?’ Reaktionerne er ikke til at tage fejl af, når man som mig ytrer en ganske stor tilfredshed med det mildest talt kontroversielle album fra 1999. Efter to mageløse manifestationer udi den groovemetalliske kunst kiggede Robb Flynn og resten af Machine Head i retning af den så kommercielt populære nu-metal på deres tredje album. Deres dedikerede fanskare var rasende! Den tykke og solide mur af thrashy groove-spydigheder fra karismatiske Flynn var nu mestendels erstattet af rap og forsimplede kompositioner. Var det seriøst, det her? Ja, det var det. Vellykket? Ikke ifølge bandets fans. Men jeg vil nu alligevel godt stå på mål for albummet. Bevares, det er ikke et mesterværk eller på nogen måde et af bandets bedste, men fra et nu-metal-perspektiv var det forløsende at få et beskidt og tungt bidrag til genren, frem for det man hørte fra de langt mere poppede bands i samme boldgade. “Desire To Fire”, “The Blood, The Sweat, The Tears” og ikke mindst “From This Day” holder stadig vand 25 år senere. Og selvom det i en periode var en gigantisk pille at sluge for en dedikeret fan, må jeg indrømme, at The Burning Red nok var en af de mest afspillede plader på mit anlæg i løbet af min gymnasietid. Efter fjerde album, Supercharger, der floppede fælt og om muligt pissede bandets fans endnu mere af, blev nu-metallen droppet for bestandigt. Personligt dropper jeg dog aldrig denne plade. Den kunne sgu noget.

1.-pladsen: Chris Cornell – Euphoria Morning

Efter første opløsning af Soundgarden og før dannelsen af Audioslave udgav den musikalske kæmpebegavelse Chris Cornell sit første soloalbum. Albummet Euphoria Morning, der senere blev omdøbt til Euphoria Mourning, er ikke bare min favorit fra 1999, men en af mine absolutte favoritter i det hele taget. Albummet er intet mindre end et mesterværk.

Med numre skrevet til pladen samt ældre outtakes fra Soundgarden-tiden er der ikke et eneste kedeligt sekund på Euphoria Morning. Man kan bedst beskrive musikken som alternativ folk-rock med masser af melankoli og medrivende melodier, men enhver, der kender til Chris Cornell, ved, at hans musikalske alsidighed ikke kan beskrives fyldestgørende i et par sætninger alene. Hans musik er ikke noget, man blot lytter til. Det er en decideret sanseoplevelse af de allerypperste.
Singlen “Can’t Change Me”, der blev grammynomineret, samt “Flutter Girl”, “Preaching The End of The World” og ikke mindst det smukke “Sweet Euphoria” er sammen med Jeff Buckley-hyldesten “Wave Goodbye” noget af det bedste, manden nogensinde skrev. Og pladen som helhed skuffer stadig ikke her et kvart århundrede efter dets udgivelse. Euphoria Morning ligger dermed urokkeligt solidt helt øverst på min liste over de bedste udgivelser fra 1999.

Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify