Boomerbloggen – Metallica og seks uger, der forandrede verden

Spotify

Nyt årti, nye tider

Painkiller. Rust in Peace. Seasons in the Abyss. Cowboys from Hell. Empire. Der er en tendens til at glemme, hvor godt 1990 egentlig skød det nye heavy metal-årti i gang for mere end 30 år siden. Så hvem kunne på det tidspunkt forudse, at 90’erne hurtigt skulle blive et årti, hvor metallen ændrede sig fuldstændig, og hvor de fleste af vores gamle helte fra 80’erne enten gik i stå eller helt forsvandt ud i glemslens vande? Både bands og fans opdagede i hvert fald først for sent, at mainstreamen og den kommercielle succes med lynets hast havde flyttet sig et andet sted hen.

Faktum er, at året efter alle de førnævnte mesterværker udkom, var stort set alt forandret. Men hvad var det egentlig, der skete dengang, og hvordan kunne det gå så stærkt? Det kan bedst illustreres ved at kigge på seks utrolige uger i løbet af august og september 1991 – for aldrig før eller siden er så mange banebrydende udgivelser sendt på gaden på så kort tid. Det hele blev sat i gang af det, der er endt med at blive det mest fortærskede metal-album i verden: Metallica eller the black album, som vi plejer at kalde det. Med alt det ’Æ swot skiv'-relaterede gøgl Metallica for tiden sender på gaden, kommer det næppe bag på nogen, at dette album fejrer 30-års fødselsdag i disse dage. Inden vi når frem til ”Enter Sandman” og alle de andre, skal vi dog lige tilbage til 80’erne, som så ofte før her på bloggen.

Metallica - Metallica (12/8)

Det er almindelig kendt, at Lars Ulrich og James Hetfield var nået til den erkendelse, at med …And Justice For All fra 1988, var Metallica gået så langt, de kunne, udi teknisk og progressiv thrash. Måske var de endda gået for langt? Der skulle i hvert fald noget andet til i Metallicas ubønhørlige kamp for verdensherredømmet, og mon ikke Lars’ indtil da upåklagelige mavefornemmelse havde luret, at thrashens storhedstid var ved at være ovre?

Som album er Metallica muligvis ligeså overeksponeret som Dark Side of the Moon og Led Zeppelin (IV), men prøv alligevel at give det sorte album et genlyt med friske ører. Sæt dig ned, tag lyttebøfferne på, smid vinylen på, og nyd melodier, riffs og lyd i verdensklasse. Stramme arrangementer hvor alle beslutninger nu er de rigtige ikke mindst på grund af Bob Rocks sikre hånd på rorpinden. Anerkend pladsen, de enkelte instrumenter får i den eminente produktion samt ikke mindst ofte udskældte Kirk Hammets blændende soloer. AC/DC’s Brian Johnson sagde det enkelt og præcist, efter han for første gang hørte ”Enter Sandman” på Monsters of Rock turnéen (der bl.a. kom forbi Gentofte Stadion): ”This is rock ’n’ roll”.  Metallica er og bliver et monsteralbum, og gruppen hævede i august 1991 endnu engang barren for, hvad et metalband kunne opnå. Og så skød de, uden at vide det, en udvikling i gang, ingen havde kunnet forudse.

Pearl Jam - Ten (27/8)

Den såkaldte alternative rock havde været undervejs i nogle år, men Pearl Jams Ten signalerede bare et par uger efter Metallica, at nu var tiden for alvor inde til grunge-eksplosionen. Vi skulle godt nok hen til 1992, inden ”Alive”, ”Jeremy” og ”Even Flow” for alvor brød igennem kommercielt, men da det endelig skete, forsvandt Ten ikke fra den ungdommelige del af den vestlige verdens bevidsthed igen. Personligt har jeg altid fundet Eddie Vedder affekteret og en anelse anstrengende, men kvaliteten i disse sange er uomgængelig. Man kunne næppe komme længere væk fra Dios drager, Bruce Dickinsons tights eller Brett Michaels eyeliner end det her – og det var ærlig talt tiltrængt. Eller jo, det kunne man faktisk godt, men der gik da næsten en hel måned, inden det skete igen.

Guns N’ Roses - Use Your Illusion I & II (17/9)

Men før vi nåede dertil, udkom der to mastodontiske og gennemført overdrevne rock-albums fra de frække drenge i 80’er-klassen, Guns N’ Roses. Når man i dag hører traditionelle musikjournalister tale om denne periode, kommer man nemt til at tro, at ALT var grunge dengang i 1991 – men det passer jo bare ikke. Ikke bare Metallica, men også GnR beviste nemlig, at det traditionelle rock-publikum i allerhøjeste grad var der endnu. Bestående af to albummer med i alt 30 sange og 150 minutters patosfyldt rock ’n’ roll, var det mere pompøst end selv den mest overdrevne 70’er-prog. Men folket lappede det i sig, og både I og II var da også proppet med masser af fede rocksange, lækre ballader, episke værker og ikke mindst lyriske provokationer fra den evige teenager, Axl Rose.

Nirvana - Nevermind (24/9)

Teknisk set var det første store grungealbum vel nok Alice In Chains’ Facelift fra året før, men reelt set var det Nevermind, der markerede grungens endelige gennembrud. Ikke bare på hitlisterne, hvor albummet blandt andet blev nr. et på Billboards Top 100 (godt nok først i 1992), men også som det primære soundtrack til de sidste Generation X’eres usikkerhed og angstneuroser. Set i lyset af Kurt Cobains desperate og ofte kryptiske inderlighed, fremstod NWOBHM’s motorcykler og fantasiverden, thrashens ofte infantile vrede, hårmetallens pjatterier og dødsmetallens splatter-univers (med andre ord: alt det jeg holdt af i 80’erne) pludselig ret overfladisk. Vi, der endnu ikke helt havde fattet, at 80’erne var uigenkaldeligt forbi, stod måbende og så på, mens det føltes, som om tæppet blev trukket væk under os. Men det var jo komplet umuligt ikke at lade sig rive med af de vilde melodier, ægtheden og ikke mindst Cobains insisterende stemme.

Soundgarden - Badmotorfinger (24/9)   

Utroligt nok udkom samme dag Soundgardens Badmotorfinger, som for mange i metallens verden står som et bedre album end Nevermind. I det lange løb havde Soundgardens tredje album måske ikke den gennemslagskraft som Ten og især Nevermind havde, men der kan bestemt argumenteres for, at det er det bedste album af de tre. Groovy, tung som bare pokker, og så er der jo lige Chris Cornell, der var en forsanger som ingen andre på denne liste. Præcis som Alice In Chains’ Dirt fra året efter, viser denne perle, at grunge i højere grad var en videreudvikling af metallen, end dens smadrekugle.

Med Badmotorfinger opnåede Soundgarden både en Grammynominering og at være opvarmning for GnR på deres Use Your Illusion-turné. En lille krølle på historien om dette album er desuden, at i 1992 åbnede Soundgarden for Skid Row på deres Slave to the Grind turné. Grind udkom i 1991 og lå også nummer 1 på Billboard. Helt så entydig er historien om grunge, der smadrede (hår-)metallen alligevel ikke.

Red Hot Chilli Peppers - Blood Sugar Sex Magik (24/9)

Men utroligt nok er vi ikke færdige med tirsdag d. 24. september 1991 endnu. For med deres femte album, Blood Sugar Sex Magik, perfektionerede Red Hot Chilli Peppers den funk-metal, de selv havde startet. Dermed viste de en helt anden (alternativ) vej for metallen i begyndelsen af dens tredje årti. Her var plads til både radiovenlige ballader og gruppens unikke mix af funk og metal. Plads var der også på Billboard, hvor albummet toppede på en tredjeplads. 

Således sluttede de seks uger, der forandrede verden. Fra et af verdens bedst sælgende rockalbummer nogensinde til californisk, surfer-inspireret funk. Fra eksplosionen af en ny genre, til et af de mest pompøse rockudgivelser nogensinde. 1991 var således ikke kun indledningen på grungens kortvarige æra, men også en markering af, at den hårde rock i alle dens afskygninger stadig kunne opnå kommerciel kæmpesucces. Det ændrer dog ikke ved, at det musikalsk mest interessante, der foregik dengang, skete i og omkring Bergen og Oslo, men det er en helt anden historie.

Playlisten:

https://open.spotify.com/playlist/3w21QUvaqIoDSvKYzYFnSo?si=028634bca1994f2e

 

 

 

Kommentarer (4)

Sinfjøtli

Indlæg: 13

Trashens storhedstid

Hej Søren,
Tak for underholdende læsning.
Jeg vidste ikke at jeg var vokset ind i en grungen musik tid!
Måske er jeg lidt ordkløver, men jeg fornemmer at “heavymetal.dk” gerne vil sætte musikken i den rigtig genre, så undre mig lidt over følgende:
Jf. Metalica 12/8
Hvad er progressiv trash?
“……and justice for all”, er det trash?
Var grungens tid kortvarig?

Tak
Sinufjøtli

Søren Højer Larsen

Søren Højer Larsen

Anmelder

Indlæg: 10

Selv tak!

Vedr. progressiv thrash, så jeg er i hvert faldt ikke den eneste der benævner ...Justice sådan. Her er i øvrigt en fin oversigt/gennemgang af nogle af de mere fremtrædende udgivelser der, af nogen, kaldes for prog. thrash:

 https://rateyourmusic.com/list/cosmicseas/progressive_technical_thrash_m...

Iben Nossetrøffel

Re . Thrashens storhedstid, set fra et værtshus.

Hej med dig, -du er vist en rigtig gavtyv. Progressiv thrash er er nået trash som er nyskabende. Justice er 100% god trash. Grungens tid var ganske langvarig. ca 1991- 1997. (lidt for længe..)

Sinfjøtli

Indlæg: 13

Tak for link!

Kender ikke halvdelen af navnene, så nu skal der lyttes…

Tilføj kommentar