Boomerbloggen - Blackwater Park fylder 20

opeth.com opeth.com

Op ad undergrunden…

Bedømt på forrige måneds indlæg om 1986 og nå ja, de fleste andre her på Boomerbloggen, kunne man tro, at nærværende skribent er blevet hængende i 80’erne. Men det er nu altså ingenlunde tilfældet. Som bevis for hin påstand handler nærværende udgave af denne tilbageskuende blog rent undtagelsesvis om noget, der skete for bare 20 år siden. Men vi starter nu alligevel i mit favoritårti:

I slutningen af 80’erne skete der præcis det samme for de fleste af mine thrashhelte, som der skete for NWOBHM-grupperne bare 5-6 år tidligere: De løb tør for ideer og begyndte at imitere både sig selv og hinanden. Var man en nysgerrig metalfan med appetit på noget nyt, vitalt og spændende, måtte man derfor kigge andre veje, da 80’erne blev til 90’erne. For mit vedkommende blev det især mod undergrunden, for bortset fra et enkelt sort album og nogle brugte illusioner, forsvandt metallen jo som bekendt ud af mainstreamen i starten af 90’erne. Medmindre man altså mener, at grunge er metal, men det er jo en anden diskussion.

The millennium bug

Festen var slut, men omkring 10 år senere i 2001 skete der imidlertid en hel masse på samme tid, der fik metallen ind på hitlisterne igen – og det endda fra alle mulige og ganske overraskende retninger. Kongerne af ’Neue Deutsche Härte’, Rammstein, slog igennem med Mutter, der nærmest lød som en omgang Tanz Metal Greatest Hits. Fra Iowa kom Slipknot med deres nu-metalliske vredesudbrud bag på en totalt uforberedt verden, mens millioner af angste teenagere lappede det i sig. System of a Downs bizarre, men ekstremt underholdende, mix af armensk og californisk kultur på Toxicity røg også til tops, mens Tool forbløffende nok storhittede med deres 80 minutter lange progressive og ekstremt introverte epos Lateralus. Kan du finde en linje i det? Jeg kan ikke, udover måske at de unge generation Y’ere tilsyneladende var klar til ekspressivt metal i alle afskygninger. Men knap så åbenlyst var, at det allerbedste fra 2001 skulle vise sig at være prog/death mesterværket Blackwater Park fra svenske Opeth. Det album fylder 20 år i dag, og fortjener som få en hyldest fra denne blog.

Kald det kærlighed

Historien om Blackwater Park handler først og fremmest om ubegrænset kærlighed til musikken. Da det nye årtusinde begyndte, havde Opeth udgivet fire mere end godkendte plader, der kommercielt dog aldrig gjorde det helt store væsen af sig.

I 90’erne var det aldrig rigtigt blevet til noget på livefronten, heller ikke efter den opmærksomhed der trods alt fulgte det blændende Still Life album fra 1999. Den fik til gengæld det opløftende resultat, at Music For Nations tvang gruppen væk fra det mindre Peaceville label, og nu var det således virkelig tid til at levere varen. For Mikael Åkerfeldt, gruppens ledende figur og altoverskyggende sangskriver, betød det først og fremmest endnu mere pres. Uden arbejde og ludfattig, brugte Åkerfeldt al sin tid i en lille hybel i Stockholm-forstaden Aspudden på at ryge smøger og drikke øl, alt imens han skrev musikken til det næste album. Et resultat af skiftet til MFN var større budgetter, så i august 2000 drog gruppen til det berømte Fredman Studios i Göteborg, der var booket i hele tre måneder.  

Det er meget omtalt, at Steven Wilson, manden bag prog-gruppen Porcupine Tree og flere ny-udgivelser af klassiske prog- og rockudgivelser end almindeligt dødelige kan tælle, blev hentet ind som producer på albummet. Men rent faktisk deltog han kun i to af de 12-13 uger indspilningerne varede, og hans fokus var på leadguitar og vokal. På trods af deres venskab og efterfølgende samarbejde (både på de næste Opeth-udgivelser og i Storm Corrosion-projektet) er det, som om Åkerfeldt sidenhen har forsøgt at tale Wilsons bidrag til albummet lidt ned. Det er måske forståeligt nok, men udover den gængse producerrolle, bidrog han med både vokal og klaver, ja, det blev sågar til en enkelt guitarsolo. Udover dette, kan man tydeligt høre Wilsons indflydelse på de mange ekstra lag, der blev tilføjet Opeths udtryk. Talentet og potentialet i gruppen var allerede enormt, men Wilson tilførte gruppen den lille smule ekstra magi, der løftede det hele op i et helt andet luftlag.

At indflydelsen rent faktisk gik begge veje, kunne man dog allerede konstatere i 2002, da Porcupine Tree’s In Absentia udkom, for det var klart det tungeste og mest riff-baserede album i bandets diskografi. Wilson, intellektuel prog-nørd som han ellers var, blev stor NWOBHM-fan som helt ung i start-80’erne, men havde siden helt mistet interessen for metal. Det varede lige indtil, han hørte Still Life for første gang, så Opeth genvakte utvivlsomt hans interesse for metallen.

Ud af de to prog- og metalgeniers anstrengelser, og selvfølgelig det klassiske Opeth line-up i absolut topform, blev et utroligt helstøbt album født. Det melankolske klaverstykke, der afslutter åbningsnummeret ”The Leper Affinity”, bekendtgjorde med det samme, at her var der noget ganske særligt på vej. Med ”Affinity”, ”Bleak”, der fulgte lige efter åbneren, ”The Drapery Falls” (et af de numre gruppen har spillet allermest live), og ikke mindst titelnummeret, der slutter Blackwater Park af, indeholder albummet da også fire absolutte Opeth-klassikere. Det kan da godt være, at side tre (det bør ikke komme bag på nogen, at det er vinyludgaven, der er i fokus her) i modsætning til resten, er lidt mindre end genial noget af tiden, men det er rent flueknepperi. Der var nok intet nyt i, at et Opeth-album var fyldt med lange, komplekse sange. Ej heller, at gruppens grumme dødsmetal og Åkerfeldts uforlignelige growls overalt blev akkompagneret af skønne melodilinjer og smukke akustiske passager. Men at de akustiske guitarer ofte blev brugt sammen med de elektriske, og på den måde skabte et ekstra lag og flere toner, havde man ikke rigtigt hørt før. Man aner også Wilsons indflydelse her, tydeligst på titelnummeret og ”Bleak”.

To genier gør det ikke alene

Men der stod jo andre end Åkerfeldt og Wilson bag dette banebrydende album. Som allerede nævnt var det Opeths såkaldt klassiske line-up, der deltog. Især bør Martin Mendez, måske den mest flegmatiske sydamerikaner i metallen, nævnes. Hans flydende, næsten silkebløde basspil, lagde en fremragende melodisk bund for de to geniers kreationer. Når der var brug for noget andet, var han også på pletten, hør for eksempel slagbassen på titelnummeret. Mageløst! Guitar-shredding var befriende fraværende på albummet, men der var masser af melodiske guitarsoloer levereret af både Åkerfeldt selv og Peter Lindgreen, der skabte yderligere lag til alle stemningerne. Det er også værd at bemærke at albummet har, velproduceret som det er, en vildt skarp lilletrommelyd.

Endelig er teksterne på Blackwater Park et kapitel for sig. Vi skal ikke fortabe os i decideret tekstanalyse her, så lad mig nøjes med at konkludere, at det nok var Åkerfeldts mørkeste og mest misantropiske lyrik til dato. Det var ganske vist ikke soundtracket til en vampyrfilm, men sangene er fyldt med mørke væsener, der tilsyneladende attrår alle os ikke helt uskyldige mennesker, og det ender aldrig godt. Albummet sluttes passende af med denne skæbnesvangre besked: ’Sick liasons raised this monumental mark, the sun sets forever over Blackwater Park’. Som et kuriosum skal det måske lige nævnes, at titlen Blackwater Park lånte Åkerfeldt fra et obskurt tysk 70’er-band, der udgav en enkelt Deep Purple-inspireret, men ikke specielt imponerende plade i 1972. Imponerende det var og er til gengæld Opeths version.

Light and shade…

…kaldte Jimmy Page den måde, hvorpå han brugte dynamik i Led Zeppelin. Få i metallens verden har forstået dette koncept bedre end Michael Åkerfeldt, og på Blackwater Park kom han tæt på toppen af sin formåen som sangskriver og bandleder. Ingen kunne i 2001 dog vide, at det flere gange i det kommende årti skulle blive endnu bedre. Men det er en anden historie…

Kommentarer (2)

Sinfjøtli

Indlæg: 13

“Dynamik” af Jimmy Page

Hej Søren,
Spændende læsing!
Hvad mener Jimmy Page med dynamik?
Er der et nummer på “Black water park”, hvor det fremgår?
Sino

Søren Højer Larsen

Søren Højer Larsen

Anmelder

Indlæg: 12

Lys og skygge

Glad for at du følte dig underholdt.

Jeg skal ikke tale mere for Jimmy Page end jeg allerede har gjort, men hele Blackwater Park er proppet med dynamik, og "Bleak" er måske det bedste eksempel. Growls og clean vokaler, tunge riffs, akustisk guitar, jazzede passager, aggression og sørgmodighed. Det bliver næppe mere dynamisk!