all gallows
Zero Illusions - Enter Eternity

Enter Eternity

/ Sound Pollution · Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Prog metal
Spilletid:45.27
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Göteborg-bandet Zero Illusions udsendte faktisk deres andet album "Enter Eternity" i 2008, men det var først i 2009, at bandet (der har udgivet albummet selv) fik en aftale med et distributionsselskab, der kunne bringe skiven ud i de større musikforretninger, både fysiske og digitale. Anyway: Zero Illusions spiller melodisk heavymetal med en god, tyk inspiration fra gammel Black Sabbath, måske lidt Trouble, måske en snert Led Zeppelin - med andre ord den tungere del af 1970'erne. Dermed ikke sagt, at Zero Illusions er ren retro. Der er også en snert af "moderne" prog i rytme- og riffstrukturerne (lyt f.eks. til "Face the Fortune"), og på et nummer som "Once in My Life" får jeg tillige associationer til sludge-bands som Isis og Transmission0 og til Tools hypnotiske kombination af simple, ofte monotone harmonier med hyppige, sære taktartskift. På det afsluttende "The Moment I Fear", står den dog snarere på "gammeldags" prog-inspiration, nærmere bestemt fra Rush anno 1980 (ikke ulig Tiles) og måske lidt Fates Warning i John Arch-æraen.

Forsanger Björn Askings vokal er af den halvlyse, let nasale slags og ligger og balancerer et sted mellem Rob Halford og Buddy Lackey (som Devon Graves hed, da han sang i Psychotic Waltz) - sidstnævnte lighed synes jeg f.eks. at høre på "The Way I Live". Desværre har Askings intonation det med at skride i svinget, når hans stemme skal bevæge sig hurtigt eller foretage større spring. Det er en skam, for ellers synger han generelt fint rent.

Zero Illusions har ikke noget specielt interessant nyt at byde på, men musikerne leverer gennemgående varen, hvis man holder af den mere bluesede 70'er-heavy-tradition, som f.eks. Bigelf hylder. Netop sidstnævntes progressive vinkling af den gammeldags lyd, får jeg associationer til på numre som "What Remains" og "Like Yourself", omend Zero Illusions generelt har en tungere, mere beskidt lyd. Mine indsigelser over for vokalen til trods, respekterer jeg svenskerne for at levere et ganske varieret album, der giver fornemmelsen af et band, der godt kunne udvikle sig til noget mere spændende. Og så swinger mange af numrene faktisk også helt fint.

Imusic

Tilføj kommentar