Alting med måde

At bruge frygt som drivkraft er på den lange bane historisk set en dårlig beslutning. På et eller andet tidspunkt får gruppen, der drives af frygt, nok og beslutter sig kollektivt for at fjerne frygten – på mere eller mindre fredelig vis. I visse tilfælde er frygt dog den helt rette vej frem. Der er adskillige situationer, hvor frygt for enten sig selv eller andre har drevet folk til overmenneskelige præstationer, som at flytte voldsomt tunge objekter eller udstå ubeskrivelige smerter alt sammen for at redde sit eget eller andres liv. Hvilke af disse frygtanvendelser amerikanske Wraith er inspireret af, er dog ikke til at sige. Men deres seneste plade, den hedder Fueled By Fear.

Det sikre er sjældent det sjove

Hvis man synes, at titlen lyder lidt bekendt, så tænker du nok på thrash-bandet Fueled By Fire. Og den association er ikke helt skæv, da Wraith spiller netop thrash – dog med elementer af black og speed, hvis man spørger bandet selv.

Efter introen “Asylum” og titelnummeret er der ingen tvivl, om bands som Toxic Holocaust og Havok og Midnight har levet forgæves. En inddrivende og insisterende pumpende rytme, der kan få job som fårehyrde i ledige stunder, koblet med solide thrash riffs, som de lød i de svundne og efterhånden ret så genopstandne 80’ere. Det er bestemt ikke noget, der er årsag til vild jubel og konfettirør, men mindre kan også gøre det. Specielt når numre som “Ice Cold Bitch” og “Merchant of Death” ligger gemt i ærmet. Korte to minutters krabater hvis ypperste formål er at overbevise din dopaminhungrende hjerne om, at der skal rendes i rundkreds og knækkes nakke, og det skal være nu. En nobelpris i innovation er stadig lysår væk, men hvis thrashen ikke skulle indkassere lidt point for at give os det, vi kender, så ved jeg efterhånden ikke hvilken genre, som skulle.

Som sådan er der heller ikke noget i vejen for at hive point hjem på genkendelighed, problemet opstår når man ikke rigtig giver det gamle nyt liv. Og lige netop Fueled By Fear har jeg svært ved at høre gøre netop dette. “Asylum” lyder som overgemt Power Trip, “Shame In Suffering” kunne have været med på Warbringers Weapons of Tomorrow, og “Heathen’s Touch” er unægteligt vristet ud af hænderne på Toxic Holocausts Joel Grind, mens han sov. Og sådan foregår samtlige af skivens 14 numre. Hvad der dog øger irritationen med Fueled By Fear er, at Wraith i korte glimt faktisk viser, at de godt kan mere end bare kopiere forbillederne. “Shame in Suffering” har et lækkert melodisk black-riff trekvartvejs inde og både “Warlord” og “Truth Decay” er millimeter fra at have nogle af de fedeste melodiske blackened thrash-omkvæd længe. Men Wraith havde åbenbart ikke budget til to gennemarbejdede riffs og en volumenknap mere.

Direkte i glemmebogen 

At forgude sine forbilleder er der intet i vejen med, det er nærmest en af hjørnestenene i metalkulturen. Udfordringen som band er dog at kunne adskille sig fra idolerne. Og her går det galt for Wraith og Fueled By Fear. Det lyder ganske glimrende og spiller på alle de rigtige thrashtangenter, men der er intet på pladen, som for alvor skriger Wraith og derved giver bandet en identitet. Det er kedeligt, uopfindsomt og superærgerligt, da alt det krævede var en gang blackened lead-guitar strøet med rund hånd ud over skiven.