'What is a man? A miserable little pile of secrets!'

Black. Death. Doom. Gothic. Med en kombination af disse fire genrer er der virkelig lagt op til en gedigen omgang vampyr-metal. Man skal da heller ikke kigge mange sekunder på coveret til Necropalace, før det står klart, at klokken nemlig er slået kvart i bidsår, måneskinspoesi og anæmi. Det er en åbenlys reference til Castlevania-serien, hvor diverse medlemmer af Belmont-klanen igen og igen skal kæmpe sig vej igennem det forbandede slot for at forvandle Dracula til en bunke aske. Men lad os nu høre, om Necropalace hører hjemme på toppen af kaminhylden eller bare skal en tur på omlasten.

Malmsteen-black

Sat på spidsen, så lyder Necropalace, som hvis man tog noget af det gamle Dimmu Borgir, eksempelvis Stormblåst eller Enthrone Darkness Triumphant, og tilsatte et drys af Emperors In the Nightside Eclipse samt en knivspids fra Cradle of Filths Midian – ja, egentlig kunne man også sammenligne Necropalace med Lamentaris debut-EP, Missa Pro Defunctis, især fordi Phantom Slaughters vokal minder mere om Francisco Fuentes’ end om Shagraths eller Ihsahns.

Med andre ord er vi ude i en omgang klassisk symfonisk black metal a la 1990'erne, så imposant musik med enorme armbevægelser, masser af guitarlir og vampyr-orgel. Produktionen også ret 90’er-agtig og derved tilpas råt og lo-fi, så heldigvis går der ikke totalt Disney-skurke-soundtrack i projektet, hvilket nemt ellers kan ske, når man bevæger sig ned ad denne mørke, kolde sti.

Det giver dog sig selv, at i og med jeg så utroligt nemt kan sammenligne Worms lyd med så mange andre artister – nye såvel som gamle – at det lydbillede, de præsenterer os for på Necropalace, ikke just er noget unikum. Misforstå mig ej, de spiller røven ud af kutterne, sangskrivningen er i top – og de har markant bedre fat i den symfoniske black-metal end eksempelvis Dimmu Borgir har haft i mere end 20 år. De er heller ikke bange for at for at gå Yngwie Malmsteen i bedene, for udover intronummeret, “Gates to the Shadowzone (intro)”, har samtlige numre en spilletid på mellem 7 og 14 minutter, så vi opererer bestemt ud fra devisen om, at 'more is more!'. De formår faktisk også at fylde lydbilledet godt ud, derfor keder man sig faktisk aldrig – selv introen, der blot er to minutters instrumentalt lirumlarum, hvilket jeg normalt finder træls, fungerer fremragende.

Hvis man dog endelig skal til at lege fejlfinder samt fluekneppe i øst og i vest, så bør man nok lige nævne trommerne. Når nu resten af musikken er så pompøs og imposant, så undrer det mig, at trommespillet er som det er. Jovist, man ville nok få en form for overbelastning, hvis alle instrumenterne spillede lige så hidsigt og intenst som guitarerne, men det undrer mig alligevel, at trommespillet er så fladt og, ærlig talt, banalt, som det er. Tit og ofte går det over i noget, der mestendels minder om autopilot, hvor der bare blastes derudad, uanfægtet om det passer til melodien, tempoet eller stemningen. Med andre ord, er trommespillet – så absolut – albummets svageste led.

Det store stilskifte

Men trommerne til trods, så ændrer det ikke på, at Necropalace er en topfed skive – og faktisk en skive, der formår at gøre den symfoniske black metal sej igen. Det i sig selv burde resultere i en form for hædersbevis. Man skal også lige have i mente, at det faktisk først er på Necropalace, at bandet er begyndt at være et symfonisk black metal-band. Lytter man til tidligere udgivelser som Gloomlord eller Evocation of the Black Marsh, vil man høre et helt andet band, som mestendels lyder som en ekstra mudret omgang Miami-død. Hvilket der altså ikke er meget af på Necropalace, selvom det da sniger sig ind hist og pist. Så ikke nok med, at Worm har formået at sparke liv i en genre, der næsten var død, så har de også formået at skifte stil – og endda gjort det særdeles vellykket. Så bravo til Worms, og bravo til Necropalace!