Vrede, som i meget vrede svenskere

Wolfbrigade har været aktive on/off i snart tredive år. Oprindelig hed de Wolfpack, men der er en svensk nazigruppering med samme navn, hvorfor pakket blev til en brigade. Hvilket passer bedre til musikken, der altid har føltes mere som et angreb af en hel brigade end et kuld. I 2024 angriber brigaden igen.

Tyvstart med stil

Når 100-meterløberne sprinter afsted før tid, er det tyvstart. Men den tyvstart, som knallertklubben Wolfbrigade lægger ud med, giver alle andre baghjul. Derfor overrasker det heller ikke, at spilletiden kører den hjem hurtigere end Reign in Blood. Først på sjette skæring, ”Skinchanger”, rammes en slags midttempo, men det er sågu ingen ballade! Åbneren, ”Ways To Die”, er sigende for resten af albummet, et heksebryg af thrash, punk og bare generel svensk metal, der lyder, som om det er kogt sammen i Lemmys kosteskab. Det tenderer at lyde skramlet, men det er ikke bare knallertbøllefræs uden omtanke, for melodiske er de ufatteligt nok også. Ja, der er knald på, det er møghamrende beskidt, og alligevel har de guddødeme plads til korte, lækre, melodiske soli. Sådan op ad samme gade som Fast Eddie Clarke.

Ulvebrigaden har samme lyd som Integrity, men Integritys ufokuserede blackmetal/punk får et veleksekveret baghjul af ulveflokken, der har fingeren på pulsen og styr på værktøjerne. Det er et samlet hele. Musikalsk er det pokkers tæt på Entombed. Hvis Entombed lod være med at variere tempoet på Wolverine Blues, havde Wolfbrigade med rette kunne anklages for plagiat. Når vokalen har den samme asfalterede kaffegrumsvokal som LG Petrov, hvad er der så egentlig at klage over? Det er helt klart en af de bedre dage i en røvs liv. Skrev jeg lige ’en dag i en røvs liv’? Ja, og det samme gør Wolfbrigade på ”A Day in the Life of an Arse”, der igen har et mesterligt riff. Man kunne selv være en sur røv og kaste en bemærkning om, at det bestemt hverken er genialt eller bare nogenlunde nyt. Sandt, men det ændrer ikke på, at albummet sparker solidt mås. Selvom man hurtigt bliver træt af den alt for generiske ”Nail Bomb”.

Slet, slet ikke tosset

Næh, det er sågu en knallertklub med indhold, og coveret vil helt sikkert passe fint som rygmærke på en midaldrende knejt i sentimental teenagemode. Punk i den punkterede ende, hvor også silkeborgensiske Bonejammer ligger. Maskinen spinder dog pænere end silkeborgenserne, kort sagt et dejligt larmende album, der ikke nødvendigvis medfører blødende øregange selv ved passende kras volumen.