Der gror ikke mos…

Bare fordi et band har 30 år eller mere på bagen, er det ikke ensbetydende med, at de ikke stadig kan lave god musik. Dette findes der talrige eksempler på, og på den franske metalscene finder vi et af disse bands, som vi skal se nærmere på her.

Witches blev dannet i 1986, og ifølge dem selv er de det første franske band med en growlende kvindelig vokalist. Sibylle Colin-Tocquain og hendes kumpaner har udgivet en del EP’er, demoer og singler i deres første 34 år som band samt holdt en længere pause omkring årtusindskiftet, men i al den tid har de kun udgivet to langspillere. Nu er de endelig ude med deres tredje, som absolut fortjener noget opmærksomhed: det yderst glimrende The Fates.

…på et velspillende band

Personligt har jeg altid syntes, at det er interessant med bands, der kan bevæge sig på kryds og tværs af genrerne og få det til at give mening. Måske var det netop derfor, at The Fates lige fra allerførste gennemlytning var en rigtig fed lytteoplevelse. Hvis man forestiller sig et black metal-band, der bliver sat til at spille god gammeldags europæisk thrash med en udpræget death-vokalist i front, så har man et meget godt billede af Witches. Faktisk er det ikke helt tosset at nævne de gamle blackened thrash-giganter fra Nocturnal, når der skal sammenlignes, da der er mange lighedspunkter i både udtryk, sangskrivning og musikalske evner.

Der er smæk på lige fra de allerførste toner af åbningsnummeret ”We Are”, og det er ikke mange pauser man bliver benådet med, før pladen er slut 29 minutter senere. Men hold da fast, hvor når de meget på den relativt korte tid. Melodi og fængende hooks er her masser af, og så er det i øvrigt en ren nydelse at høre så dygtige musikere. Læg især mærke til trommeslageren Jonathan “Sangli” Juré – det er ganske enkelt imponerende! Og så er Sibylle Colin-Tocquain absolut heller ikke uden evner.

Udover førnævnte åbningsnummer skal “Off the Flesh” og “Let Stones Fall” nævnes. Her når bandets tekniske formåen af og til et niveau, hvor sammenligning med Revocation ligger lige for. Men det er på albummets tredje skæring “Damned Skin Is Mine”, at mit anlæg bliver skruet en tand højere op. Det er ganske enkelt formidabelt!

Tæt på en topkarakter

I den samlede bedømmelse af The Fates er jeg fristet til at give en af de allerhøjeste karakterer, dette site kan diske op med. Dog trækker det en anelse ned, at den samlede spilletid er lige til den korte side samt at albummet godt kunne savne lidt variation. Bevares, vi lander stadig på otte kæmpestore og pissesure kranier, for dette er en super fed plade! Og hvis det lyder fristende med en omgang vellydende blackened thrash, hvor det tekniske minder om Revocation og det thrashede om tidlig Kreator og Destruction, så er Witches et band, man ikke må gå glip af.