Wilderun - Epigone

Epigone

· Udkom

Type:Album
Genre:Progressive Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hans Zimmer møder Opeth

Epigone er Wilderuns fjerde studiealbum og deres første album udgivet gennem Century Media. Albummet bevæger sig i en lidt anden retning end den mørke og dystre Veil of Imagination, men stadig med grundelementerne på plads: progressiv dødsmetal krydret med dragende akustik og storladne filmiske strygere og synth. Med et allerede veletableret og anmelderrost bagkatalog er spørgsmålet, om Wilderun kan blive ved med at imponere?

Symfonisk dødsdramatik

Epigone er et suverænt gennemført og gennemarbejdet værk – og det kan man mærke allerede fra startskuddet "Exhaler", som er en fin akustisk perle, der bygger op med sin enkle og dragende melodi, der udfoldes yderligere af et stærkt strygerarrangement.

Det stærke flow forstærkes yderligere af næste nummer, "Woolgatherer", som er en lang sag på 14 minutter, der igen starter stille, men udfolder sig episk i et sammenspil mellem det stille og yndefulde og hårde, dystre og makabre passager. Det er et progressivt håndværk af høj klasse, der får sammenflettet flere dynamiske genreskift, uden det virker forceret, når sangen buldrer frem og tilbage.

"Passenger" og "Identifier" er klart nogle af pladens stærkeste sange – med det sagt, at pladen holder et absurd højt bundniveau. "Identifier" formår at indkapsle essensen af talentet bag kvartetten. Der sker sindssygt meget i dette nummer: alt fra de små detaljer, en slideguitar, der rammer det helt rigtige sted i overgangen fra introen, et stærkt og skævt guitarriff, der lægger grobund for melodien, og folk-instrumenter, der sætter sine små præg for, at det hele går op i en højere enhed. Det bliver en lang smøre at pointe alt ud, som Wilderun formår at gøre rigtigt. Men det, som de formår at udnytte rigtig godt, er deres evne til at bygge sange op. Oftest bygger de et riff op i forskellige variationer, der følger melodien, og det gør, at lyden bliver meget organisk. Deres skift er velovervejede og ikke bare klassisk ælle-bælle-død, men følger alt sammen én retning, der gør, at sangene bevæger sig på et højt niveau. Ydermere er det tilsat den helt rigtige mængde af symfoniske elementer, der bringer en dramatisk og isnende følelse ind i musikken.

Det eneste tidspunkt, Wilderun rammer skævt, er på ”Ambition”, som egentlig ikke er et nummer, men bare fyld med en masse støj og mærkværdige lyde, som man sagtens kunne have været foruden.

En tidlig kandidat

Epigone er en tidlig kandidat til at toppe diverse årslister. Det er ambitiøst, kreativt og et virkelig medrivende værk. Balancen mellem det bløde og inderlige samt det hårde og makabre er i top. Og ikke mindst er jordbærret på flødeskumskagen et covernummer af Radioheads ”Everything in Its Right Place”, som er et genialt nummer at fortolke. Det er syret og dramatisk nok til, at Wilderun kan sætte deres eget præg på nummeret og stadig være tro mod originalen. Der er numre, der kræver meget af lytteren, og numre, der er en knytnæve lige i smasken. Det er bestemt anbefalelsesværdigt og kan tåle mange rotationer, da én slet ikke er nok til at samle alle indtryk op.

Tracklist

  1. Exhaler
  2. Woolgatherer
  3. Passenger
  4. Identifier
  5. Ambition
  6. Distraction I
  7. Distraction II
  8. Distraction III
  9. Distraction Nulla