Ukendt territorium for fransk symfonisk metal
Frankrig er ikke kendt for at stable symfonisk metal på benene, da traditionen for at lave springet fra den klassiske verden over i metal måske ligger mere i Benelux-landene og de nordiske lande, end i Frankrig. Alligevel er Whyzdom sprunget ud i det og kommer nu her med deres fjerde langspiller, den kun anden med vokalisten Marie Mac Leod, så forventningen til samarbejdet er nu det højere.
Et album fyldt med ambivalente følelser
As Time Turns to Dust er, som sagt, den fjerde skive fra Whyzdom, og der er allerede fra ”Armour of Dust” lagt an til, hvad det er, vi skal høre – symfonisk i et sådant omfang, at ingen kan være i tvivl. Pompøst, gotisk kor i baggrunden og en synthesizer til at indlede og så en sopran stemme, der kommer ind fra højre, for så at give plads til den dobbelte stortromme og vilde riffs på guitarerne. Vi er i gang og der bliver lagt fra land med det samme.
Samtidig render vi dog ind i det problem, der skaber den ambivalente følelse, når man hører pladen. Stemmen er alt for underlig: Sopranstemmen er alt for høj og skinger, clean stemmen er alt for mudret og utydelig; og så overskygger begge dele musikken, og har slet ikke den samme visualisering som f.eks. Within Temptation og Nightwish har været så dygtige til gennem årene. Her i Whyzdom bliver stemmen for dominerende og højtråbende. Når den så samtidig ikke er fuldstændig spot on på den teatralske del, ødelægges oplevelsen lynhurtigt.
Når man efterhånden kommer gennem albummet, og stemmen ødelægger mere og mere, kan det være svært at fraskrive den del og fokusere på musikken, som er rigtig god. Den fungerer, som den skal og har al den rigtige opbygning. I ”Armageddon er opbygningen med det gotiske kor i baggrunden for eksempel fantastisk, og musikken sidder lige i skabet, indtil Maries stemme kommer ind og skal fortælle historien. Så ødelægges oplevelsen igen, og det er voldsomt svært at abstrahere fra hende og bare nyde musikken. Jeg kunne tænke mig, at noget instrumentalt fra bandet kunne være en herlig oplevelse.
Rent produktionsmæssigt er der ikke noget at sætte fingeren på, udover at både producer og mixer må have været halvt tonedøve den dag, de satte sig for at mixe dette album, når de har bragt Maries stemme så meget i fronten uden at skabe en ordentlig balance mellem stemmen og musikken. Det gør desværre, at albummet bliver en plage at komme igennem.
Man burde lære af traditionerne
Desværre har det virket, som om der ikke er studeret den musikalske baggrund alt for meget, inden man satte sig for at lave dette album. Det virker, som om man ikke har lært af de ting, som man gjorde på det forrige album, men at man blot har fortsat i samme rille og håbet på det bedste. Jeg kunne håbe, at Marie fik indset, at hendes stemme ikke passer til denne type musik, men at hun enten valgte den teatralske verden eller den lidt hårdere version af musik, for jeg tror, at hendes stemme ville passe til en mere rocket verden inden for musikken. Desværre gør det så, at jeg kravler helt ned på fire kranier for denne oplevelse. Jeg ville ønske, at musikken kunne hive mig længere op, men den stemme ødelægger alt for meget for mig.
