White Void - Anti

Anti

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:8

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Lars, åh Lars…

White Void er et nyt navn på den norske hardrockscene – ja, du læste rigtigt, ”norske hardrockscene”. Det er ikke en fejl, jeg har ikke ved et uheld skrevet ”hardrock” i stedet for ”black metal”. Men der er alligevel, måske, en spinkel bro mellem de to verdener, for idemanden bag White Void er selveste Lars Are Nedland, nok mest kendt fra sit andet band, Borknagar.

Sidst, jeg hørte noget fra den gode Lars, var tilbage i 2019, hvor jeg tillod mig at stille mig undrende overfor Borknagars mildest talt løjerlige kombination af black metal og 1970’errock – men nu her, to år efter, hvor jeg sidder med White Void i ørene, så giver det faktisk mening. Det tyder på, at Lars længe har pønset på at lave noget langt mere radiovenlig farrock, og dét er præcis, hvad Anti er!

Mellem to stole

White Void befinder sig mellem to stole, hvoraf den ene er alle de rocknumre, MyROCK har spillet nonstop de sidste 20 år, mens den anden stol – eller måske nærmere taburet eller skammel – er der, hvor der sidder en håndfuld nye og friske ideer.

Resultatet er derfor utroligt rodet! På den ene side får vi numre som introen ”Do. Not. Sleep”, som er den helt rigtige blanding af 70’ersyrerock og moderne rockmusik, men vi får desværre også komplet ligegyldige numre som ”The Shovel and the Cross”, hvor White Void prøver at kanalisere lidt proto-doom a la Black Sabbath, men fejler miserabelt. Og bedst som man troede, de havde ramt bunden, bliver man præsenteret for et nummer som ”This Apocalypse Is For You”, hvor det norske fjeldlandskab forsøges erstattet med den støvede prærie, men igen er resultatet tåkrummende ringe, for tænk sig engang – hammondorgel og cowboyakkorder er ikke bedste venner, hvem skulle ellers have troet det?

Jeg kæmper virkelig for at blive klog på White Void, jeg prøver for eksempel at lure, hvem bandet prøver at appellere til – udover sig selv, altså. Jeg er med på, at retrometal som Riot City er blevet supermoderne, men er der virkelig et marked for neo-70’errock med ekstra tamburin og orgel? Jeg kommer faktisk til at tænke på endnu en norsk black-musiker, der for nylig beviste, han også ville lege 70’errocker, nemlig Ihsahn, der udgav to komplet ligegyldige EP’er. Men da både Ihsahn og White Void bruger samme trommeslager, nemlig Tobias Solbakk, er forklaringen på ligheden måske at finde der. Men det ændrer ikke på, at talent og store ambitioner ikke automatisk skaber stor kunst – langt fra.

Tak, nej tak

Anti er på mange måder noget værre rod, men de skal dog have point for vokal- og guitardelen, de to ting fungerer fremragende – Lars har en helt unik og fløjlsblød vokal, og Eivind Marum leverer nogle fremragende bluespassager. Resten af musikken er dog et problem, især bandets nærmest vulgære fascination af hammondorglet bliver hurtigt trættende. Albummets intro og lukker er de eneste to numre, der er værd at skrive noget om, resten – indholdet imellem låget og æsken – er enten ligegyldigt, kedeligt eller decideret pivringe.  Så nej tak til det Hvide Tomrum!

Tracklist

  1. Do. Not. Sleep
  2. There Is No Freedom But The End
  3. Where You Go, You'll Bring Nothing
  4. The Shovel And The Cross
  5. This Apocalypse Is For You
  6. All Chains Rust, All Men Die
  7. The Fucking Violence Of Love
  8. The Air Was Thick With Smoke

Kommentarer (1)

Køb mig en bajer

Kirsten fra havet

Mødte hende engang . Nu laver hun musik . Kusse Helmut Kohl

Tilføj kommentar