Warrel Dane - Shadow Work

Shadow Work

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sange fra det hinsides

Få kunstnere i metal har været både så konsistente, progressive og udfordrende som Warrel Dane. Uanset om man tager materiale fra hedengangne Sanctuary, Nevermore eller solomaterialet, var Danes stemme og lyrik en så stor og kraftfuld tilstedeværelse, at produktet ikke kunne være det samme uden netop hans udtryk. Warrel Dane var en poetisk samfundskritiker, en frustreret filosof og en forstyrret sjæl plaget af indre dæmoner. Dæmoner, der sammen med deres vært blev lagt til hvile 13. december 2017 midt i tilblivelsen af indeværende album. Shadow Work er en passende titel til albummet, da det er et forsøg på at støbe de færdige idéer og tilgængelige optagelser sammen til et færdigt produkt. En svanesang for en kunstner. En samling af sange fra skyggerne.

Mørk poetisk vrede

Gåsehuden løb mig langt ned ad ryggen, da introsangen med den uhyggeligt rammende titel "Ethereal Blessing" satte gang i festen. Det var, som om Dane fra graven gav sin velsignelse til albummets tilblivelse, der med de enormt varierede 8 sange og 41 minutter er det sidste, vi får at høre fra manden.

Albummet bærer dog først og fremmest præg af at være et sammensurium af materiale, der ikke er blevet færdiggjort. For det første er det tydeligt i lyden af vokalen, der ofte fremstår med en produktion, som minder om en velpoleret demooptagelse. Hans evigt fantastiske stemme er intakt, men den kraftfulde vokal lyder til tider mudret. Ligeså virker enkelte overgange løst sammensat – og sammensat mere ud fra et ønske om at få det hele med end at få lavet det bedste produkt, hvilket er særligt tydeligt på "Shadow Work". Med klagen om den delvist dårlige lyd af vejen er der dog kun tilbage at hylde albummet for det både enorme potentiale og fantastiske stykke musik, det er.

Sange som "Disconnection System" og "Mother is the Word for God" lyder meget som Nevermore i dets tidlige storhedstid, mens "Madame Satan" minder mere om et moderne Sanctuary. Albummets bedste sang, "As Fast as the Others", minder mere om den utilgiveligt undervurderede første soloplade fra Warrel Dane. Ikke alle dele er fantastiske, men i det hele taget er albummet en fortræffelig sidste rejse med én af de største pionerer, stemmer og lyrikere i metal.

Intakt eftermæle

Albummet er nyt, men føles mærkeligt nostalgisk for mig. Jeg ved ikke, om det skyldes min viden om Danes død, eller at albummet rent sangskrivningsmæssigt er som en hyldest til hans imponerende karriere. Shadow Work føles i hvert fald anderledes, i kraft af at musikere som Jeff Loomis, Peter Wichers eller Dirk Verbeuren ikke er med til at hjælpe musikken fremad, men derimod består af en håndfuld ukendte talenter, der tydeligvis har en enorm kærlighed til Warrel Danes musiske baggrund. Det medfører, at albummet er meget varieret, grundet inklusionen af hans musiske fortid. Har man nogensinde været fan af Warrel Dane, så vil Shadow Work ikke skuffe. Hans eftermæle er intakt.

Tracklist

  1. Ethereal Blessing
  2. Madame Satan
  3. Disconnection System
  4. As Fast As The Others
  5. Shadow Work
  6. The Hanging Garden
  7. Rain
  8. Mother Is The Word For God