Warpath - Disharmonic Revelations

Disharmonic Revelations

· Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Groove
Antal numre:14

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tyske thrash-veteraner springer over, hvor gærdet er lavest

På krigsstien igen

Tyske Warpath er en lidt finurlig størrelse. Trods de 30 år, der er gået siden debutalbummet When War Begins… Truth Disappears, har bandet kun udgivet seks plader. Det skyldes en pause på intet mindre end tyve år, da bandet gik fra hinanden i 1996 og fandt sammen igen i 2016. Intet tyder dog på flere pauser, for med Disharmonic Revelations har gruppen netop udgivet et ambitiøst syvende album. Udvidet med en guitarist mere, så bandet nu er en kvintet, har de i høj grad kørt artilleriet i stilling. Alligevel bliver det bare aldrig helt godt.

Buh, en tiger, nu har vi hørt det

Først og fremmest skal vi lige fastslå et par ting vedrørende det stilmæssige. Langt de fleste forbinder Warpath med thrash metal, og selvom det engang var en meget korrekt label at give dem, er der efterhånden flere ting i spil. Med udgangspunkt i klassisk teutonisk thrash er der rigtig meget groove og ikke mindst death metal at finde på Disharmonic Revelations. Derudover kan det trænede øre finde en slat hardcore og en anelse postrock hist og her. Det er i udgangspunktet rigtig fedt tænkt. Problemet er bare, at det hurtigt bliver forudsigeligt og dermed kedeligt.

Lytter man til titelnummeret, den hårdtslående “Parasite” eller den fremragende single “Scars”, er det svært ikke at blive revet med. Disse tre skæringer er uden tvivl pladens fedeste med deres fabelagtige riffs, medrivende grooves og ikke mindst den mere end godkendte vokal fra frontskråler Dirk Weiss. Men når man lytter til resten af den fjorten numre og næsten en time lange plade, bliver det alt for meget, når posen aldrig rigtig bliver rystet. Det er nemlig de samme forudsigelige gimmicks, der bliver taget i brug på samtlige numre, hvilket resulterer i, at man halvvejs inde ikke rigtig gider mere. Helt ærligt drenge: Bare fordi et omkvæd er catchy – ofte med forudsigeligt ‘call and response’ – og at man kan lave et fedt breakdown, behøver man ikke gøre det hver eneste gang.

Warpath er faktisk pissefede – misforstå mig ikke. Rytmesektionen er fed og helvedes tight. De to nye guitarister, Roman Spinka og Claudio Illanes, spiller fantastisk. Og så er produktionen også lige i skabet. Men hold op, hvor bliver det kedeligt, når det er de samme tricks, der benyttes om og om igen.

Eins, zwei, drei, vier – kører rundt i samme gear

Havde Disharmonic Revelations været sætlisten til en koncert på Wacken, ville det være en formidabel oplevelse; den velkendte tyske energi og spilleglæde fejler nemlig intet, så der ville være moshing og wall of death med statsgaranti for hovedskader. Men nu er det en plade, vi har med at gøre, og her holder det ikke, at man kun satser meget snævert på meget få virkemidler. Bandet mestrer disse, bevares, men det bliver hurtigt kedeligt. Et progget c-stykke her og der, et afdæmpet nummer halvvejs inde eller nogle flere temposkift ville gøre underværker. Men denne gang må de tyske veteraner nøjes med en lunken middelkarakter.

Tracklist

  1. The Last One
  2. Disharmonic Revelations
  3. Parasite
  4. A Part Of My Identity
  5. Visions And Reality
  6. Scars
  7. Egos Aspire
  8. MMXX
  9. Resurrection
  10. Decisions Fall
  11. Digitized World
  12. The Unpredictable Past
  13. Innocence Lost (Bonus Track)
  14. MMXX (Alternative Version) (Bonus Track)

Tilføj kommentar