Det sidste udspil i Wardrunas trilogi lever ikke helt op til forgængernes arv

A, B, C / F, U, Th, A, R, K
Wardruna er en spøjs størrelse. Det er ikke metal som sådan, men har en stamtavle, der ikke efterlader nogen tvivl om, det alligevel er ret mædl. For de få, der endnu ikke har opdaget Wardruna, er det groft sagt en gennemført og veludført omgang ambient viking/folk, der fortolker den ældre futhark – det første af mange runealfabeter. Moderne instrumenter er bandlyst, og teksterne er underlagt strenge regler for norrøn digtekunst. Kort sagt finder du ikke et ensemble, der har bedre greb om vores fælles kulturarv end Wardruna. Med dette, deres tredje album, har de været hele alfabetet igennem, og hold nu kaje, en tur det har været.

Akustisk vikingetrance
Allerede et minut inde i åbningsnummeret ”Tyr” sad jeg med en ret god fornemmelse. Hvis ikke jeg havde haft så travlt med at høre efter, havde de hypnotiserende rytmer hensat mig i en trancelignende tilstand. Er man blot en smule bekendt med de nordiske guders panteon, ved man, at Tyr er guden for krig, og nummeret af samme navn kan bedst beskrives som seks og et halvt minuts akustisk præ-krigshymne. Et brummende mandekor, noget der lyder mistænkeligt meget som raslende knogler, kombineret med en taktfast trommen satte fantasien i gang hos mig. Og det her er altså ikke musik for folk, der ikke har en livlig en af slagsen. Det hele oser af atmosfære og respekt for traditionerne, og som jeg funderede over i kølvandet på grundlæggeren Einar ”Kvitrafn” Selviks intimkoncert tidligere på året, forfalder det aldrig til bagstræberisk og påtaget autenticitet.

Faktisk er der rigtig mange gode øjeblikke på Ragnarok. Af alle de (hentet i naturen) effekter, der er med til at give det her album en gennemført organisk lyd, er Ursus Arctos nok den sejeste gæstevokal, jeg nogensinde har hørt. Period. Nummeret ”Odal” byder på børnekor og en følelse af, at når solen står op i morgen, er det hele okay alligevel. For det kan godt gå hen at blive temmelig dystert, om end det ikke er et større problem, end det ikke overskygger, hvor meget jeg holder af hele konceptet. Du finder ikke noget ensemble, der er så gennemtænkt mange andre steder, og jeg har den dybeste respekt for samtlige involverede i dette projekt. Einars klare og uprætentiøse røst lyder præcis så inderlig, som den altid har gjort, og hvad, den mand ikke kan på en kraviklyre, er ikke værd at riste hjem om.

Slut for denne gang. Måske.
Når jeg nu er færdig med at skamrose Wardruna – både for hvad de er, hvad de kan, og hvad de vil – sidder jeg desværre alligevel tilbage med en følelse af, der mangler noget. Om det er fordi, den sidste del af netop dette alfabet er mindre dynamisk end de to foregående, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg har en formodning om, hvorfor der mangler noget af den vildskab og øre for melodien, der kendetegnede henholdsvis Gap Var Ginnunga og Yggdrasil – noget, der får Ragnarok til at fremstå som det svageste led i en ellers formidabel trilogi. Kan det skyldes, Gaahl ikke længere er involveret i den kreative proces? Ingen, der har hørt Einars andre projekter, vil anfægte mit postulat om, at han er et musikalsk geni. Men faktum er, at dette album er langt mindre sammenhængende end sine forgængere, og det ligger lige for at pege på, han ikke længere har en sparringspartner i førnævnte. Om dette album markerer enden for Wardruna, eller om de kaster sig over et nyt projekt, ved jeg ikke. Men som forudset i den ældre Edda vil en ny jord stige op af havet efter ragnarok…