Det her er ikke metal, man kan ingen gang snakke om rock og nogle vil måske påstå at det er ambient, men det må stå for deres egen regning. Personligt fyldes jeg mere af endorfiner som går i retning af en sjælerejse. Uden at drage nogle hasarderede paralleller, så syntes jeg at Karl Sanders' univers læner sig meget op ad en kunstner som Enya. Karl Sanders bevæger sig mere i det filmatomiske, uden at virke for prangende. Personligt har jeg hørt bedre, men det her er overhovedet ikke dårligt. Man fanges i de orientalske rytmer og så er det her musik pisse godt læsemusik. Konceptet er bygget op omkring den ægyptiske historie, ligesom Karl Sanders' primære band, Nile. Denne her gang bevæger vi os bare mere roligt langs Nilens bredder uden hasarderede svingerininger.

Et solidt og meget interessant album, hvis man har hang til emotionelt historisk klagesang med orientalske rytmer.