Virtual Symmetry - Exoverse

Exoverse

Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Prog/Power Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En imponerende gæsteliste

Exoverse er mit første møde med Virtual Symmetry, et band, der både i lyd og udtryk minder rigtig meget om prog-kongerne fra Dream Theater. På denne plade har de endda fået Jordan Rudess fra selvsamme band til at gæsteoptræde, og de har såmænd også hentet trommevirtuosen Thomas Lang ind til at sidde bag tønderne på hele pladen, en musiker, der blandt andet er kendt for at være blandt de trommeslagere, der var til audition for at erstatte Mike Portnoy i Dream Theater tilbage i 2011. Der er altså lagt i ovnen til en omgang prog metal i stil med de førnævnte titaner inden for genren, så hvis man i forvejen ikke er til den slags, bliver Exoverse en særdeles hård kost.

Musikere, der mestrer deres håndværk

Vi starter op med ”Entropia”, et instrumentalt og stemningsfyldt åbningsnummer i stil med det, som Dream Theater blandt andet har leveret på et nummer som ”Overture 1928”. Stilen, der praktiseres på ”Entropia”, går igen på hele pladen: adskillige sofistikerede og tunge riffs, fine melodiske leads, symfoniske elementer såvel som særdeles kompetent trommespil fra den vildt talentfulde Thomas Lang. Der sker meget i hvert nummer, rigtig meget endda, og lydbilledet indeholder således masser af lag og detaljer, langt flere end jeg har haft tid til at dykke ned i. Når så sangeren Marco Pastorinos musikalske bidrag tilføjes på albummets anden skæring, bliver albummet her for alvor fedt. Pastorinos vokal er nemlig ”prikken over i’et” på Exoverse. Han skifter mellem at synge med en engleagtig clean vokal for dernæst at vræle igennem på en så ekstrem måde, at det næsten bliver komisk, men også kun næsten, for det lyder unægteligt fedt.

Mens jeg lyttede, var der adskillige skæringer, der gjorde et stort indtryk på mig, blandt andet nummeret ”Exodus”. De første ca. to minutter af denne sang består af et nærmest synthwave-inspireret stykke blandet sammen med lidt metalelementer; det fungerer enormt godt, og jeg forblev grebet af musikken hele nummeret igennem. Balladen ”Remember” er ligeledes værd at tjekke ud. Det er storslået, følsomt og så inderligt, at det er lige før, det kammer over. Nummerets fantastiske melodier og vokalpræstationer bliver fulgt op af glimrende guitar- og saxofonsoloer; alt er gennemført og smukt leveret. Netop balladens meget ømme afsluttende soloer giver mig associationer til Dream Theaters ”Another Day”, og det er absolut ikke en dårlig ting.

En fornøjelse at lytte til

Nogle gange kan det være lidt op ad bakke at skulle lytte sig igennem en plade på over en time fra et band, man ikke kender til i forvejen. Det var heldigvis ikke tilfældet med Exoverse. Jeg var godt underholdt næsten hele vejen igennem og blev rørt adskillige gange undervejs. Tilføjelsen af de velkendte gæstemusikere vil garanteret kunne hjælpe bandet med at gafle endnu flere nye lyttere, og det er en god ting, for albummet her vil næsten stensikkert kunne gøre prog metal-entusiaster ellevilde.

Tracklist

  1. Entropia
  2. XI
  3. Odyssey
  4. Vortex
  5. Exodus
  6. Remember
  7. Safe
  8. Exoverse