Vinnie Moore - Soul Shifter

Soul Shifter

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Heavy Metal
Spilletid:45:20

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvem er Vinnie?

Vinnie Moore er nok ikke et navn, de fleste kender til. Han er mest kendt i guitarkredse, og det er med god grund, for han er såmænd en af de bedste guitarister nogensinde. Vinnie var med på den første bølge af guitarhelte fra ”Shrapnel Records” i 1980’erne sammen med andre virtuoser såsom Tony Macalpine, Paul Gilbert og Jason Becker. Vinnie har udgivet en række instrumentale albums og instruktionsvideoer, hvor der er blevet demonstreret ærefrygtindgydende teknik og musikalitet. Han har derudover også spillet med blandt andet Alice Cooper og UFO, og så i ny og næ udgiver han et instrumentalt album, hvor Soul Shifter er det nyeste skud på stammen.

Charme, selvtillid og Satriani-agtig shred

Soul Shifter lyder markant anderledes end de albums, som Vinnie udgav tidligt i sin karriere. De to første soloalbums Mind´s Eye og Time Odyssey var klassisk inspirerede og indeholdt massive mængder af guitar-akrobatik. Vinnie har gradvist ændret sin stil og er gået fra en neoklassisk blærerøvsstil til et mere tilbagelænet og rocket udtryk, der minder rigtig meget om Joe Satrianis lidt mere kommercielle guitarorienterede musik. Bevares, der bliver skam stadig shreddet igennem i ny og næ, men Vinnies guitarspil er generelt mindre ”flashy” og ekvilibristisk sammenlignet med hans tidligere præstationer. Al musikken på Soul Shifter er melodisk, velskrevet og let at gå til. Hr. Moore kan stadig få guitaren til både at skrige og synge; og der er ingen tvivl om, at det fortsat er det virtuose guitarspil, der er i fokus. Sangene skifter mellem melodiske Satriani-agtige ballader såsom ”Soul Rider”, og mere blues og funk-inspirerede hard rock numre såsom ”Kung Fu Grib”; det er alt sammen rigtig fedt, men samtidig noget helt andet end Vinnies tidligere albums.

Med på denne udgivelse er blandt andet Michael Bean på bas, som også spillede på Vinnies Time Odyssey, samt Dream Theaters Jordan Ruddess, der optræder på et enkelt nummer, og som minsandten også spillede keyboards på selv samme plade. Det er fedt at høre dem spille sammen igen, når man er gammel fan, og man må sige, at alle musikerne på pladen leverer varen.

Moden guitarhelt søger bredere publikum

Numrene på Soul Shifter er sat virkelig godt sammen, og der er ikke en finger at sætte på Vinnies indsats på spaden; han er stadigvæk en nærmest overjordisk dygtig musiker. Dog kunne jeg personligt godt savne nogle langvarige og skræmmende teknikdemonstrationer i stil med det, han har præsteret tidligere; for der er desværre ingen storslåede, komplekse og neoklassiske mesterværker i stil med ”Race With Destiny” at finde på denne plade. Cd’en her er meget lyttervenlig og catchy, men det er nok stadigvæk mestendels dedikerede guitarister, der kan få et kick ud af den her type instrumentale musik. Ikke desto mindre vil jeg anbefale alle at tjekke det ud.

Tracklist

  1. Funk Bone Jam
  2. Same Sun Shines
  3. Kung Fu Grip
  4. Mystified
  5. Brother Carlos
  6. Gainesville Station
  7. Soul Rider
  8. Mirage
  9. Heard You Were Gone
  10. Across the Ages