Et friskt pust af god gedigen Hard Rock fra Victor Griffin
Victor Griffin er for de fleste nok kendt som guitarist for det legendariske doom metal band, Pentagram. Hvor positionen som frontmand for Pentagram tilkommer den excentriske Bobby Liebling, er det evident at Victor Griffin selv er en ganske potent sangskriver, mest i forhold til hans eget band ’Place of Skulls’ samt utallige sideprojekter gennem årene.
Der var således for mange fans af Pentagram, deriblandt undertegnede, rigelig grund til at glæde sig over at Griffin valgte at udgive musik i eget navn, under monikerenVictor Griffins –In –Graved. Det er endvidere blevet bekendtgjort, via den ublu skildring af Pentagrams Bobby Lieblings liv i dokumentaren Last daze here , at både han og Griffin, efterhånden har taget afstand fra det sataniske, okkultetema der prægede Pentagrams musik. Selvom adskillige bands utrættelige fascination med ovennævnte temaer efterhånden er udforsket til døde, hører det alligevel doom metal (specielt af den gamle skole), til.
Navnet og coverartet afspejlede dog alligevel et hint af gammel ærketypisk doom, med netop coverartet der til forveksling ligner en rustik sketch af King Diamonds klassiske Abigail. Man skal dog aldrig sælge skindet før bjørnen er skudt, gentagne gange, hvilket dette album også et et godt eksempel på. Først og fremmest ville det være fejlagtigt, eller under alle omstændigheder meget søgt, at kaldeIn-graved for et doom metal album. Stilen bevæger sig snarere henimod retro hard rock, spædet til med den umiskendelige unikke lyd af hammondorgel der indtræffer sporadisk forskellige steder på skiven.
Lyrikken og kompositionerne er langt mere positive og ’blue–collar’ end hos de fleste doom metal bands, ja bands i heavy metal generelt. Albummet får dog via denne simplistiske og oprigtige indfaldsvinkel et yderst personligt præg, da den på sin vis dokumenterer Griffins egne tanker, uden dog at virke for rørstrømsk og ’cheesy’. Omend stilen der vedkendes på dette album er velkendt og forholdsvis banal er det samtidig svært at skulle fremhæve andre bands til sammenligning, da der er lidt af hvert fra de forskellige årtier i blues og hard rockens perioder. Hvorom alting er, fortjener de fornøjelige orgelpassager at blive fremhævet, da det højner kvaliteten af materialet betragteligt.
Et af de væsentligste og overraskende aspekter på denne plade er selve produktionen. Sjældent har denne anmelder oplevet en så organisk og helt igennem veludført produktion. Det er ulige noget andet nutidigt og man skal lede længe efter en mere smittende guitar og trommelyd, for alle der følger oraklet Fenriz (Darkthrone) og dennes evige kamp for den ’sande’ lyd, vil In’graved gå rent ind.
Alt i alt er det unægtelig svært at påstå at Victor Griffin denne gang har lavet et skelsættende album. Materialet bærer hverken præg af endeløse referencer til fordums pionerer, eller forsøger sig med dristig eksperimentation. Det er Hard Rock, men som man ikke har hørt det i lang tid, og slet ikke med en så fremragende produktion. Hvis man derudover sætter sig for at lytte til albummet uden at skulle se det i lyset af Griffins tidligere bedrifter, vil man, som fan af velspillet Hard Rock vel og mærke, finde Victor Griffin’s In-Graved ganske tilfredsstillende.
Ingen officiel video er tilgængelig, men ved at besøge bandets hjemmeside kan man lægge øre til noget af materialet der er at finde på albummet.
