Fra udmærket black metal til træls melo-death – puha en udvikling!

Tyskland er traditionelt et udmærket land, når det kommer til black metal med Dark Fortress, Ascension, Helrunar, Nyktalgia og et hav af andre glimrende bands. Det var med forventningen om at skulle lægge ører til endnu et spændende tysk black metal band, at jeg gik til denne anmeldelse. På trods af at Varg flere steder i generelle vendinger omtales som et black metal-band, er det på ingen måde det, man får, hvis man investerer i The End Of All Lies. Pladen er et vaskeægte melo-death album, som Soilwork og andre typisk leverer – set bort fra det faktum, at Varg ikke befinder sig på nær samme niveau. Det er ikke til at høre, at dette er det samme band, som udgav den glimrende Blutaar fra 2008. Stilen er fuldstændig drejet væk fra den lidt Belphegor-agtige lyd, de til tider havde på forgængeren, og vi befinder os nu i melo-death/metalcore-land, med hey-ho sing-a-long omkvæd, tykke, fede produktioner, groovy riffs og råbevokal. På ”Achtung” (og de fleste øvrige numre, i øvrigt) går det helt galt, og jeg måtte kæmpe mig igennem et frygteligt nummer, der skulle have været kasseret i øvelokalet, men på en eller anden måde alligevel er sluppet igennem nåleøjet. Jeg har ikke pr. definition noget udestående med melodisk dødsmetal som genre, men her fungerer det ikke.

Desuden er teksterne denne gang skrevet på engelsk, i modsætning til tidligere hvor den var forfattet på tysk. De er ikke verdensmestre i at skrive engelske tekster, som på ”Dance of Death”, hvor vi bliver opfordret til at ”Come dance with me, for one last time, come dance with me, dance with me until we die.” Men hvad, det sælger vel også bedre på engelsk.

Halvhjertet blanding, der ikke tør at gå hele vejen.

Som man måske har fanget, synes jeg, at The End Of All Lies er en ualmindelige slatten og kedelig omgang at lægge ører til. Jeg håber, at fans af det tidlige Varg lytter til et par numre, inden de investerer i pladen, for det ville næsten ikke være til at bære, at vende hjem fra pladebutikken (hvis der stadig skulle være enkelte tilbage af dem) med denne skive.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil fremhæve de positive ting ved The End Of All Lies. Der er bare ikke rigtig så mange. Jo, produktionen er professionel og musikerne spiller ganske fint, men det hele er så voldsomt kedeligt, og hørt bedre mange gange før. Jo, der er enkelte steder, hvor det rykker en smule i 10-15 sekunder, blot for at blive afbrudt af dødssyge, halvmelodiske stykker. Hvis man gerne vil spille melodisk, så gå dog hele vejen, som Threat Signal og Sylosis f.eks. gør, i stedet for denne halvhjertede blanding. Selv det latterlige albumcover med bandets sanger, der skærer halsen over på en fyr, er skræmmende skidt. Det er vanskeligt at give sådan et album en karakter, da det på alle måder er en skuffelse for undertegnede, og derfor højest ville få to kranier. Jeg anerkender dog, at der sikkert er en smule at hente for metalcore/melo-death fanatikere, hvilket ville kvalificere pladen til et firetal. Derfor ender jeg på en karakter midt imellem.