Opblæste folkemusikere
Når man hører navnet Black Messiah, tænker man umiddelbart, at man har med et fedt old school black metal-band at gøre, men man bliver overrasket. Black Messiah har en helt særlig stil, der blander folkemusik, power metal, viking metal og en anelse black metal, og resultatet kan godt lyde temmelig fjollet, hvis man havde forventet klassisk black metal. Black Messiah er decideret morsomme at lytte til, fordi man virkelig kan høre, hvor seriøst de tager sig selv, og det er ret utroligt efter en time og 11 minutter med overdrevet historiefortælling og elendig produktion.
God historie, knapt så godt fortalt
Walls of Vanaheim handler kort fortalt om et slag mellem de nordiske guder og beboerne i Vanaheim. Det er faktisk en meget spændende historie, og den starter da også meget godt, selvom man ret hurtigt bliver træt af den fortællerstemme, der bruger halvdelen af albummet på at få historien til at hænge sammen. Skiven starter med, at de nordiske guder bare hygger sig i Asgård, indtil et kæmpe hoved lige pludselig lander for fødderne af Odin. Så kommer sangen ”Mirmirs Head" for at forklare, hvad der lige er sket. Sangen er dog på tysk, så det er ikke lige til at tyde. Når man laver et konceptalbum, synes jeg, det er mest logisk at gøre det på et sprog, de fleste kan forstå, da teksten som regel er ret vigtig for historien, men det er bare min mening.
Det er trods alt en god historie, Black Messiah, men hver enkelt sang er bare alt for langtrukken, så man næsten glemmer, hvilken historie de prøver at fortælle. Længden på Walls of Vanaheim er virkelig et af albummets største handicaps, og det kan for alvor mærkes i midten af albummet og på sangen ”The Walls of Vanaheim”. Black Messiah har aldrig været kendt for at have en fantastisk produktion. Når man ser bort fra den dårlige lyd og den let fedladne langtrukkenhed, er sangene faktisk ikke så dårlige, de er bare heller ikke særligt mindeværdige.
Walls of Vanaheim skal lige toppe på cringe-faktoren til sidst ved at have en lang følelsesladet afsked mellem Odin og Mirmir med sangen ”Epilouge: Farewell”, som selvfølgelig bliver fremført af den ”episke” historiefortæller, der har fulgt os gennem hele albummet. Det er alt i alt en lidt tam oplevelse, og Walls of Vanaheim mangler generelt liv for at kunne fungere, og når man spiller en genre som er blandet sammen af power og folk metal, er man altså nødt til at have lidt mere saft og kraft i sig.
Mindre spildtid, tak!
Til næste gang håber jeg, Black Messiah får genfundet spilleglæden, og netop det kan måske findes ved at fjerne noget af al den spildtid, der tynger albummet ned. Black Messiahs produktion er blevet skældt ud så mange gange, at man må komme til den konklusion, at de åbenbart godt kan lide det på den måde, og fred være med det. Man må bare håbe, at de vil prøve at få styr på alt det andet, der er galt, og så må vi prøve at se. Jeg nægter at tro på, der ikke kan komme noget godt ud af dem, men det blev ikke denne gang.
