Vanishing Point - Dead Elysium

Dead Elysium

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Metal, Prog/Power Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Vilje og vindmaskine er ikke altid nok

Seks år, sjette album

Det er de færreste bands, der kan prale af lige så imponerende bedrifter som Vanishing Point. Det australske, melodiske powerprog-band, der debuterede med det fremragende album In Thought i 1997, har i karrierens løb været på tour med blandt andre Yngwie Malmsteen, Joe Satriani, Helloween, Dragonforce og selveste Iron Maiden. Og derudover kan de prale af at være det første ikke-signede band, der spillede på den tyske Wacken-festival.

Alt kørte på skinner i mange år for den australske kvintet, men efter det efterhånden seks år gamle album, Distant is the Sun, blev der stille. Både management og bandmedlemmer blev skiftet ud, og fra flere fronter har der været bekymring for, om bandet overhovedet eksisterede længere. Men bare rolig, det gør de. De er endelig tilbage, og denne gang med pladen, Dead Elysium, som er gruppens sjette langspiller.

For meget vilje og for lidt kvalitet

Når et band har været væk et stykke tid og skal til at kravle op på hesten igen med et comeback-album under armen, vil jeg vove den påstand, at resultatet ikke altid er udpræget godt. Disse plader bærer som regel præg af, at bandet har skullet finde sine ben igen og i den proces fokuseret på at give den fuld smadder og komme tilbage med et brag, men samtidig glemt nogen vigtige ting i skyndingen. Det er også tilfældet her, men det vender vi tilbage til.

Vanishing Point har på Dead Elysium kørt hele arsenalet i stilling. Der er skruet op på samtlige knapper, når de ruller den små-progressive, melodiske metal ud, og der bliver på ingen måde sparet på de bombastiske orkestreringer, det høje pitch eller de tunge guitarer. Faktisk mangler der kun en håndfuld glimmer og en vindmaskine, og så kunne de nemt repræsentere Australien ved næste Eurovision Song Contest. Det lyder jo altsammen meget fedt, hvis man er til den slags, men det er her, jeg må vende tilbage til det med comeback-albums; der er fokuseret for meget på storladen slagkraft og surprise-effekt og alt for lidt på mange andre ting.

Selvom bundniveauet hos Vanishing Point er højt, kniber det lidt med sangenes individuelle kvaliteter og den generelle variation. Numrene er for lange og for ensartede, og man mister ærligt talt interessen halvvejs inde i albummet. Eneste afstikker, der ikke minder om alle de andre skæringer, er “Salvus”, der mest af alt lyder som Creed anno 1999 – dog uden brandvarm kartoffel i munden på Scott Stapp. Ret skal dog være ret, der er catchy momenter og fine hooks hist og her, som på titelnummeret og den alt for lange “Free”. Og uanset hvordan man vender og drejer Vanishing Point, er de uhyre talentfulde musikere, der på den front er en fornøjelse at lytte til. Men er man glad for denne genre, vil jeg mene, at man får meget mere for pengene ved at genhøre noget Pyramaze eller de numre med Defecto, hvor de er allermest klistrede.

Velkommen tilbage

Dead Elysium er på mange måder en ganske fin plade, men den imponerer bestemt ikke. Med produktionen og bandets talenter in mente må man i den grad sige, at bundniveauet er højt, men kigger vi på de noget ensartede sange og dermed også albummets sammenhængskraft, vidner det om et band, der ikke er helt tilbage i omdrejninger endnu. Fans af Vanishing Point vil helt sikkert kunne sætte pris på store dele af Dead Elysium, mens jeg personligt hellere vil høre forrige udgivelse, Distant is the Sun, en gang eller to mere. Men trods de lunkne ord herfra, skal der stadig lyde et stort og velment “velkommen tilbage”.

Tracklist

  1. Dead Elysium
  2. Count Your Days
  3. To The Wolves
  4. Salvus
  5. The Fall
  6. Free
  7. Recreate The Impossible
  8. Shadow World
  9. The Healing
  10. The Ocean