Vanir spiller koncert i Pakhuset, Nykøbing Sjælland .
Vanir - Allfather

Allfather

· Udkom

Type:Album
Genrer:Viking metal, Melodisk Death Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hil Odin!

København har Rundetårn, Odense har H.C. Andersen, Esbjerg har de der løjerlige hvide kæmper, men Roskilde har vikingeskibe og Vanir! Vanir har siden 2011 udgivet storslåede værker med fokus på den nordiske mytologi og det pre-kristne Skandinavien. Med den klassiske blanding af black, melo-død og folk-metal får Vanir hurtigt en til at tænke på Enslaved, Amon Amarth, Unleashed og tildels Bathory – og det er fint selskab! Ergo er musikken tonstung men med plads til melodi samt passager, der byder op til fællesdans og højthævede drikkehorn – så med andre ord, så virker det helt efter planen.

Hammersmashed Face

Allfather er et sjovt album, og et album der er svært at blive klog på. Det ene øjeblik sidder man og tror, at man har luret fidusen, og pludselig så – bang – kommer der noget skønsang eller et Manowar-cover ind fra højre, som man bare slet ikke havde set komme. Vanir skal dog have ros for at få Manowar til at lyde som metal i stedet for en midtlivskrise. Generelt er anden halvdel af albummet lidt af en musikalsk rodeskuffe, hvilket er både forfriskende men også vovet, da den første halvdel er noget mere ensformig i sit udtryk. Det virker meget bevidst fra bandets side, at man vælger at starte albummet med nogle sange, der alle minder om hinanden for at lulle lytteren ind i en sindstilstand, hvor alt er sikkert og velkendt. Derefter vælger man så at sønderknuse denne tilstand med en sådan urkraft, at man skulle tro, det var selveste Thor, der havde kastet Mjølner durk imod den.

Det er ikke kun deres cover af ”Thor (the Powerhead)”, der er med til at forvirre og overraske lytteren, men også et nummer som ”Bearer of the Word”, der med sin proto-black stil a la Sodom får en til kortvarigt at tro, at Roskilde måske lå ved siden af Trondheim.

Problemet ved albummets opsætning er dog, at jeg personligt sad og småkedede mig på de første par numre, men måske var det meningen? Måske er det blot et tegn på, at jeg selv blev fanget i den sikre sindstilstand, for jeg skal da love for, at jeg har svært ved at sidde stille til de sidste par numre, hvor bandet virkeligt skruer op til 11 og giver den én på sinkadusen! Det er som om, at Nidhug er vågnet og rusker i Ask Yggdrasils rødder alt imens, at jætter og rimturser stormer Bifrost.

Vanir kan altså nogle tricks, det må man give dem!

… Nååh! Nu forstår jeg det!

Jeg skrev, at jeg småkedede mig i starten, og det står jeg ved, men det var mest min egen skyld. For efter et par gennemlytninger, så var det som om, at albummet gav mening på en ny måde. Allfather er et album, der skal spinne et par gange, før man virkelig forstår det. Der er så mange nuancer, at man ikke kan nå at opfange dem alle i første forsøg, og så er det sidste nummer ”Gravfærd” en mageløs afslutning.

Tracklist

  1. Væringjar
  2. Svoldir
  3. The Final Stand
  4. Ironside
  5. Shield Wall
  6. Fejd
  7. Thor
  8. Bearer of the Word
  9. Ulfhednar
  10. Einherjer
  11. Gravfærd

Tilføj kommentar