Sej start

I de her postmoderne tider, hvor reklamer dominerer samtlige sendeflader, og hvor den, der er bedst – og mest aktiv – på de sociale medieplatforme, er den, der vinder, er der noget sådan helt oprigtigt sejt i at være som Våild. Ingen havde hørt om dem, før de lige pludseligt udgav debuten Stemmer her den 31. oktober. Ingen reklame, ingen vage opslag, slet og ret intet vrøvl eller nonsens, bare ’her er vi!’ – lige på og hårdt. Dét er fedt. Og dejligt öld skööl. Selvom bandet er spritnyt og uprøvet, er de to herrer Gustav Solbjerg og Marco Person det stik modsatte. Tilsammen har de to deltaget i tæt på en snes forskellige orkestre, blandt andet Pectora, Genfærd, Afsked og sørme også det hedengangne Satanic Assault Division. Man kan dog roligt argumentere for, at den danske black metal-scene er mere proppet end buffeten hos Dalle Valle; derfor må man spørge sig selv, dels om der er brug for endnu et band, dels om Våild har en unik nok stemme til, at de bør høres.

Ofte jeg digter mig død

Stemmer er bygget op omkring Viggo Stuckenbergs digt ”Stemmer” fra 1901. Ud fra den beskrivelse begynder ens tanker jo fluks at flyve hen imod bands som Afsky og Ildskær, som jo så tit har dyppet tæerne i den danske poesiskat. Samtlige sange på Stemmer er derfor også navngivet efter bestemte nedslagspunkter og linjer fra digtet. Gruppen beskriver sig selv som ’slow, atmospheric black metal’, og der rammer de hovedet på sømmet, for Våild har ikke just fart på – tværtimod. Det korteste spor på Stemmer er blot få sekunder fra at vare syv minutter, mens det længste nærmer sig et kvarter. Med så meget råderum kunne man jo godt tro, at der så sker en hulens masse på de fem numre; dog ender man med at få en gevaldigt lang næse, hvis man tilgår pladen med netop den forventning.

Der er ingen tvivl om, at de to herrer bag virkeligt er gået all-in på netop den atmosfæriske del, for musikken er ekstremt repetitiv, i en sådan grad at det faktisk føles, som om det hele kører i en endeløs ring. Hvert nummer følger mere eller mindre samme skabelon: Den samme guitarrundgang kører om og om igen i et par minutter, ofte ender disse rundgange med at fylde omtrent halvdelen af hvert nummer – og vupti, lige pludseligt, i takt med at c-stykket nærmer sig, så ændrer sangen karakter. Det kan være, at tempoet bliver sat yderligere ned, at trommerne bliver mere jazzede eller et lille akustisk guitarstykke. Intet af dette er dog problematisk isoleret set.

Næ, problemet opstår qua, at jeg simpelthen ikke føler mig overbevist. Der er nemlig noget ved Stemmer, der giver mig en følelse af, at det er en parodi. Den lodne og grynede lyd, de endeløse lydmønstre, der gentages igen og igen, den vrælende vokal, der gemmer sig dybt nede i mixet, samt et lyrisk univers og koncept bygget op omkring en for længst død digters værk. Det er virkeligt ikke ret originalt, tværtimod. Alt dette kunne man naturligvis tilgive, hvis musikken så i det mindste virkeligt sprudlede af kreativitet og virkelyst. Det er bare heller ikke tilfældet. Ergo er min dom, at det her enten er en parodi eller et projekt, der slet ikke er finpudset nok til at udgive meget mere end en demo endnu.   

Jeg lader tvivlen komme jer til gode

Det er dog ikke alt ved Stemmer, der er lige skidt. En stor del af de mange guitaromgange er af den slags, der sætter sig fast i ens hoved, som man så går og nynner for sig selv resten af dagen. Ydermere er ”Thi derfor er Livet Stort” et ganske udmærket nummer, der viser, at der faktisk er potentiale hist og her; det er bare dybt, dybt begravet.
Jeg er stadig på vippen om, hvorvidt det her projekt er sådan reelt og seriøst. Der er ting, der peger på det, men der er også elementer, der peger i den anden retning. Hvorom alting er, så er jeg villig til at give deres næste udgivelse et skud, for alt andet lige så er det begrænset, hvor meget man kan sige om et band ud fra en enkelt udgivelse. Der kan trods alt nå at ske nok så megen udvikling derfra.