’Lige i mellemgulvet’-core
Vil man have sin deathcore tung og ligefrem, er de texanske, groovede riffmaskiner, Upon A Burning Body, det perfekte match. Der bliver ikke kælet for detaljen på bandets albums, men hvad betyder dekorationer, når vinduerne alligevel blæses ud i det sekund, nålen rammer vinylen? Lyden har været kompromisløs lige fra første skæring The World Is Ours til den nuværende Southern Hostility – måske lige undtaget et par eksperimenter med lidt inspiration fra sydstatens naboland Mexico på 2016-albummet Straight From The Barrio. Da det udkom, roste jeg bandet for eksperimenter med spansk sprog og latin-instrumenter. Den aktuelle plade viser dog, at den rendyrkede sydlige aggressivitet også fungerer uden sådanne gimmicks.
Tungmetal i angrebsposition
Showet skydes i gang med et solidt, tempoaftagende breakdown, der i løbet af det korte titelnummer sprænger alle kedelige hverdagstanker i stumper og stykker, så øregangen forberedes på det kommende orgie af tungmetal. Straks tager singlen ”King Of Diamonds” over og baner vejen for albummets succes med sin lækre Pantera-inspirerede riffing. Sammenspillet fungerer fantastisk, og gennem hele dette nummer og de næste to sange ”All Pride No Pain” og ”From Darkness” fortsætter det veltømrede groove. På trods af sangenes relativt simple opbygninger og budskaber bliver musikken ikke kedelig i længden. De sprøde og velserverede riffs med den tunge bund af synkrone bas- og trommeslag gør, at man blot får lyst til at sætte tænderne i mere.
Og der er mere af samme skuffe på menuen med femte nummer ”The Champ Is Coming”. Her serveret med et ekstra lag attitude, der måske drypper lidt af cowboy-ego, men stemningen undgår at gå op i hat-og-briller-Attila-ingen-ananas-på-pizza-attitude. Pladens numre går balancegang mellem autentisk sydstatsaggression og oppustet cool-kid-core. Med bandets overbevisende arbejde på instrumenterne, kan man dog ikke lade være med at rocke med på begge dele. Kvaliteten af numrene aftager ikke på resten af albummet. Den Parkway Drive-agtige ørehænger, ”Burn”, giver et hint af masseappel, hvorefter de rygknusende ”Reinventing Hatred” og ”The Anthem of the Doomed” straks smadrer radiovenligheden tilbage, hvor den kom fra.
Lyrikkens temaer og historier er ikke overraskende for bandet og genren. Der bliver struberåbt om flere gode bibelske dødssynder, og lidt dommedagsstemning udsættes lytteren også for. Jeg kunne til tider godt savne en enkelt sang eller to med stemningsskift som pause i alt pladens død og ødelæggelse, ligesom eksperimenterne på sidste plade gav os. Men kan man lide sin dødscore mørk og brutal, vil man ikke klage.
”I can be the war / You can be the victim”, synger forsanger Danny Leal. Og dette er en ganske udmærket opsummering af albummets udtryk.
Mavepumpere til din morgenkaffe
Har du brug for et godt og grundigt musikalsk slagsmål, og er Five Finger Death Punch blevet for poppet til dig, skal du ikke tøve med at give Southern Hostility et spin. Forbered dig på headbanging til rytmer, der tvinger dit hoved tættere og tættere på gulvet i takt med dødsmaskineriets ophedning. Når disse rytmer akkompagneres af velplacerede guitartæsk, bankes kroppen godt og grundigt på plads i groovet. Upon A Burning Body har endnu engang pumpet monstertrucken op med testosteron, og kværnet højkaliber-core ud, så det endnu skaber genlyd over den texanske steppe.
