Der var engang …

Tilbage i slut-80’erne skabte de to venner Lasse Johansen og Lars Lie bandet Braindead. Det band blev dog aldrig til den store succes, og hvad gør man så? Jo, man skifter naturligvis navn, det løser jo alle ens problemer, så i 1989 døde Braindead, og fra asken opstod Balvaz – opkaldt efter den eneste skive, Braindead udgav. Balvaz slog dog heller aldrig igennem, så i 91 valgte de at lukke og slukke for det projekt – eller næsten, da projektet levede delvist videre i bandet Disgusting, der så gik på pension i 97. Men hvad i alverden har alt det her med Ulvehunger at gøre, tænker du måske. Svaret er, ganske enkelt, at Ulvehunger er Balvaz 2.0, ganske vist uden Lars Lie. Det helt store spørgsmål er derfor, hvorfor helvede Lasse Johansen her næsten 34 år efter vælger at genoplive det her projekt!?

Når selv ens venner ikke kan redde en

Heldigvis for Johansen så var der andre, der godt ville lege med ham, nu hvor Lars Lie ikke orkede. For udover ham selv har vi Anders Odden fra Cadaver på basguitar og selveste Frost fra Satyricon og 1349 på trommer – den mand må have flere timer i døgnet end os andre. Generelt er Satyricon sådan en mærkelig rød tråd i forhold til Ulvehunger, for Odden har også været livemedlem i netop det orkester, og helt generelt lyder Ulvehunger som en slags tredjerangs Satyricon. Ja, nu er katten ude af sækken – eller rettere ulven – for Ulvehunger er ærligt talt ikke noget at råbe hurra for. Det er ganske banal black’n’roll a la Norge, som vi har hørt det mange gange før, og ligeså hørt markant bedre før. Det største problem er faktisk Johansen selv, hvilket er ironisk, da hele det her projekt virker til udelukkende at eksistere for hans skyld – eller rettere hans fortabte ungdoms skyld. Hans vokal er simpelthen for anæmisk og generisk, og hvem end, der har mixet Retaliation, har sat én eller anden effekt på hans vokal, så den lyder endnu mere skrattende; som en radiovært fra 1950’erne – og det er mildest talt enerverende. Heldigvis bliver han reddet af sine professionelle kolleger, især leverer Odden nogle ganske udmærkede, til tider endda fremragende, guitarelementer. Især skal han have ros for sit arbejde på ”Sacrifice” og ”Rise from the Shadows”. Ligeså skal Frost have ros; ikke at der er noget nyt i, at manden er en absurd dygtig trommeslager, men han udviser en afholdenhed, som er ganske ukarakteristisk for ham. At holde sig i baggrunden klæder ham. Men selv dette kan ikke redde Retaliation, for det er simpelthen ikke godt nok. Sangskrivningen er ikke stærk nok, vokalen er for træls, og helt overordnet, ja, så lyder det bare som noget, vi er blevet præsenteret for utallige gange før.

Less is more

Det bliver heller ikke bedre af, at der er intet mindre end ti numre på det her album, hvilket resulterer i en spilletid på næsten tre kvarter – hvilket er godt og vel 20 minutter for meget. Hvis det her værk skulle eksistere, og det betvivler jeg egentlig, så skulle det have været en EP.