Velbekomme!
Det er efterhånden små tre år siden, at Rasmus Ejlersen sagde farvel og tak til tjansen som livebassist i Afsky og valgte at skabe sit eget band, nemlig Udånde. Denne beslutning resulterede i debuten Life of a Purist – en ganske klassisk omgang melankolsk atmo-black med skrigevokal og æteriske guitarmelodier. Allerede året efter kom Slow Death – A Celebration of Self-Hatred, som egentlig virkede mere til at være en slags genfødsel end en reel opfølger, da Ejlersen havde valgt en markant anden musikalsk retning. Væk var den klassiske atmo-black, og i dens sted var der en mere moderne blackened death. Men der gror som bekendt ikke mos på en rullesten, og Ejlersen har store planer: Denne gang står menuen på en treretters, hvoraf Futurism er forretten. Velbekomme!
Forretten
Futurism er del et af Worried-trilogien: tre EP’er, der alle fortæller historien om, at nu er den gal igen. I introteksten til EP’en skriver Ejlersen følgende: ”Så sidder vi her fandme igen. I lort til halsen. Som en lus klemt mellem to negle. Øst og vest. Op og ned. Dig og mig. Drevet af teknologi og en mediestrøm, der beder os om at vælge side i stedet for at danne vores egen identitet”. Ergo er det historien om, at vi mennesker igen og igen og igen begår de samme fejl, i en så insisterende grad at det næppe er ubevidst. Har man sat sig bare en lille smule ind i de sidste hundrede års historie, så kan man nok også godt selv lure, hvorfor de to numre bærer titlerne ”1918” og ”2020s” – hvis ikke, ja, så er lånerkort til biblioteket jo gratis.
Med hensyn til selve musikken så er Worried I – Futurism afgjort tættere på Udånde 2.0, altså den stil, som vi blev præsenteret for i 2022, selvom der da er nogle tremoloriffs hist og pist, der ganske subtilt sender en hilsen til Life of a Purist. Nok er det da black metal, jovist, men det er af en slags, hvor man nemt kan sætte det til bords ved band som Gaerea og Behemoth; lyt bare til broerne i ”2020s”, der med sine tonstunge power chords giver en lyst til at kaste ting gennem butiksvinduer eller skubbe en Tesla udover en skrænt.
Ganske vist består EP’en her kun af to numre, men da hvert nummer er omtrent ti minutter langt, skulle man mene, at man fik så rigeligt med musik, men gør man nu også det? Numrenes længde taget i betragtning kunne man godt sidde og tænke, at der burde ske bare lidt mere. Tag nu ”1918”, som – sat op imod ”2020’s” – lidt er en tør servering, som godt kunne have brugt en sjat sovs for at blive rigtig spændende.
Tjener, mere sovs, tak!
Da dette jo blot er del et ud af tre, er det enormt svært at dømme det som en selvstændig udgivelse, da det på sin vis svarer til at skulle dømme et helt måltid på baggrund af forretten alene. Heldigvis er det – så afgjort – den slags forret, der giver en mere appetit, så nu sidder vi bare her, utålmodigt, og venter på hovedretten, som godt må være noget med sovs, tak!
